Exceptionel træghed

Exceptionel træghed

Stonerrocktrioen har tilsyneladende brugt 10 års pladepause på at stirre på en lavalampe og kontemplere universet i stedet for at køre træk og udtænke riffs, som de burde.

Kunstner
Titel
Middle of Nowhere, Center of Everywhere
Genre
Trackliste
Intro
Silent Pictures
Coming Down From Outer Space
Laser Headlights
Red River
Infinite Skies
Center of Everywhere
Outro
Karakter
2

Selv på en scene, der bærer sin stenethed som et hæderstegn, udmærker Acid King sig ved en exceptionel træghed. Siden debut-ep'en 'Acid King' i 1994 har intervallerne mellem deres pladeudgivelser været stadigt større, og selvom de har været nogenlunde aktive live i mellemtiden, er der alligevel gået 10 år siden 'III'. Det er en rum tid at have været væk, men den type tung, fuzzdreven stonerrock, Lori S. med skiftende mænd bag sig spiller, bliver ikke ligefrem forældet. Så længe man kan komme på et godt Black Sabbath-riff og er nogenlunde sammenspillet, stilles der ikke de store krav til friskhed eller nytænkning fra publikums side.

Det burde altså ikke være svært for Acid King at vende tilbage, som om intet var hændt, men det har de bare ikke gjort. Der er ingen store, fede riffs, og uden dem er der ikke særlig meget andet i Acid King eller stonerrock i det hele taget.

Der går et stykke tid, før det er til at sætte fingeren på, at det er der, problemet ligger. 'Middle of Nowhere, Center of Everywhere' forvirrer lidt i sit anslag, hvor introen er uvant jazzet og loose i det, nærmest som et ekko af Brant Bjorks klassiske 'Jalamanta'-plade, inden det går over i 'Silent Pictures' med en klagende guitarmelodi, der væver sig ind og ud af en masse rumklang og en sært sørgmodig vokal. Det er langt fra 'III's åbner, motorcykelhyldesten '2 Wheel Nation', endnu længere fra debutalbummets udødelige åbner 'Evil Satan'. Men det virker som et bevidst valg fra Acid Kings side, som om de simpelthen har besluttet sig for at lægge bølletheden på hylden for at udforske en mere kosmisk dimension af sig selv. Selv når de for en stund vender tilbage til den mytologiske landevej på 'Laser Headlights', blæser de hen over nattehimlen og ind i en drøm i stedet for at lade bevægelsen være nok i sig selv.

Uden sejheden til at distrahere

Den sang er også et eksempel på et andet problem, der står tydeligere på 'Middle of Nowhere', fordi man ikke distraheres af sejhed: Lige som bandet som helhed ikke rigtig formår at give los og syre helt ud i det spacerocktrip, de dypper fødderne i, bliver Loris klichéer lidt for tydelige, når hun synger ”Faster than the speed of light / Laser headlights in the sky”. Virkelig? Lys, der er hurtigere end lysets hastighed? Er du sikker? Det er Lori ikke, og i 'Center of Everywhere' er hun så usikker på det hele, at hun føler sig ”all alone in a crowd”. Nårh, Alanis.

Igen: Originalitet er ikke rigtig et gyldigt parameter inden for genren, og det er dybe tekster heller ikke. Men det er sådan noget, man begynder at lægge mærke til, når man lader sig distrahere, fordi musikken ikke fanger en fuldstændigt. 'Evil Satan' fungerede, netop fordi temaet var sejt, og fordi riffet var så massivt; når Acid King fejler på deres comeback, er det, fordi de tilsyneladende har fortrængt, hvad det var, der gjorde dem så fede i sin tid, og fordi de ikke har evnerne til at gøre det nye, de gerne vil.

Acid King spiller på årets Heavy Days in Doom Town. Håb på, at de spiller det gamle.