HDDT '15: Hashervest og gaffertapet gevir
Populær
Sidste omgang HDDT blev åbnet af de kæbenhavnske stonerveteraner der har rejst sig fra graven. 10 års pause har bare ikke udbedret de mangler de havde i sin tid.
Efter 10 år ude i tågerne er københavnske Gas Giant så småt begyndt at rumle igen inden for den seneste tid. Der er blevet skiftet ud i besætningen, der er blevet skrevet nye sange til et tredje album, og genkomsten markeres med deres åbning af den sidste omgang Heavy Days in Doom Town. Det giver meget god mening, at når nu den festival der har fejret tungheden, lægges i graven, så rejser andre tunghedsleverandører sig samtidig fra graven og fører faklen videre.
Eller noget.
Og Gas Giant fortjener også hæderen, fordi de var pionerer på den danske stonerrockscene tilbage i slutningen af 90’erne og starten af 00’erne, hvor de udgav nogle singler, nogle splits og to albums. Inden jeg skulle over til festivalen, var jeg nede i kælderen og finde deres debut, ‘Pleasant Journey in Heavy Tunes’, frem for at høre den for første gang i 13-14 år. Og jeg kan godt forstå at den har fået lov til at blive stående i kældersamlingen, men også at det er det, den har gjort: Stået der. Det er slet ikke fordi Gas Giant ikke gør en masse rigtige ting, man kan sagtens forstå hvorfor salig Ralph Rjeilly så et lys i dem. Det er en god ting ved den plade at man kommer til at tænke på ham. Men særligt inspirerede var Gas Giant bare ikke dengang i deres Kyuss-worship, og det var som om, de hele tiden lige manglede det sidste til at gøre det hele rigtig fedt for alvor.
14 år og en lang rygepause senere tager Gas Giant tråden op, hvor de slap, og det er som om intet er hændt. Forsangerens hår er blevet længere og mere gråstænket, end jeg husker det var, de gange jeg så dem dengang, men musikalsk er de stadig det samme sted: Tung stonerrock med varm 70’er-lyd og en snert af psychedelica. Og det er stadig svært ikke at tænke på Kyuss, når man hører dem, og der er slet ikke noget i vejen med at tænke på Kyuss, det er bare ærgerligt, når det får en til at holde andre bands op mod dem. For Gas Giant er ikke Kyuss. Guitaren, trommerne og bassen gør et ret godt stykke arbejde, men man savner alligevel lige de ekstra licks, nogle lidt mere opfindsomme riffs; en alternativ tilgang til, hvordan slagene skal falde. Men mest af alt savner man en vokal, der kan bære det hjem.
Sangeren gør en brav indsats for at hive den hjem med gjalderhorn, slagtøj, hashervest og et mikrofonstativ dekoreret med et gaffertapet gevir. Han giver den som shaman, danser, slår på tromme, påkalder sig alverdens magter og hvad har vi, men hans vokal er bare ikke stærk nok til at det bliver overbevisende. Ånderne fortsætter uanfægtet deres teselskab i det hinsides. Det er ikke en decideret dårlig vokal, han synger ikke falsk eller noget, der er bare ikke kraft og klang nok i hans stemme til at bære musikken. Der mangler karakter i den.
Det falder Gas Giants indsats på. De er tilbage, velkommen, det er godt de er kommet, men de mangler stadigvæk lige det sidste.