HDDT ‘15: Retroklodsethed

Populær
HDDT ‘15: Retroklodsethed

Den kvindelige italienske kvintet fumlede sig frem til ægte horror med fejl, der fik det hele til at fremstå mere urovækkende.

Kunstner
Spillested
Dato
02-05-2015
Genre
Karakter
3

Nogle gange kan fejltrin være det, der får det hele til at gå op, der hvor man utilsigtet opnår den fulde effekt af det, man havde stræbt efter, men på en helt anden måde, end man havde tænkt sig. Man kan forsøge at skabe uhygge med en masse effekter og større eller mindre udstyrsstykker, men man kan også skabe den ved at træde ved siden af og skabe usikkerhed hos tilskueren. Der er en form for kontrakt mellem kunstneren og publikum, nogle forventninger om, hvad det er, man vil få som tilskuer, hvordan man skal modtage et værk, og hvordan sådan et skal fremstå, når det bliver præsenteret for et publikum, og hvis man bryder den, kan man ramme tilskuerne så meget desto kraftigere, fordi de ikke ved, hvad de nu skal vente sig.

En helt simpel måde at gøre det på er ved ren klodsethed. Når tingene ikke helt tager sig ud, som man ville forvente, de skulle, når kameraet tilter, skuespilleren stammer, når musikeren spiller falsk, rykkes der ved ens forventninger til værket, og den usikkerhed kan forplante sig som uhygge. Den kan få det hele til at fremstå mere oprigtigt skræmmende, fordi kunstneren ikke selv kan styre det, der bliver skabt, det får sit eget liv.

Saturnine spiller 80’er-doom metal med horrorovertoner, og det, at de ikke på nogen måde forsøger at raffinere deres udtryk eller tilføje det nye facetter, men bare spiller primitivt og monotont, får det til at stå stærkt på sine egne præmisser. Men det er de uforudsete fejl, der skubber det det sidste stykke ud over afgrunden: Lyden i Dødsmaskinen er svær at kontrollere for nogle bands, og midt for helt fremme runger og buldrer det hele, så man ikke rigtig er klar over, hvor man er henne på et givent tidspunkt. Det minder lidt om at være febersyg og zone ind og ud af musikken, samtidig med at den tager magten over en. Det hele er lidt off, det giver en følelse af, at alt kan ske, og at man intet vil kunne gøre ved det. På scenen traver de fem kvinder igennem en stribe mere eller mindre enslydende numre med få stille interludier, det meste af koncerten tilbringer forsangeren knælende og formummet bag sit hår, mens hun growler dybt og råbende.

Så utydeligt står det hele, at da italienerne går i gang med Bathorys ‘Call from the Grave’, går der et øjeblik før jeg genkender nummeret, og selv undervejs bliver jeg usikker, fordi det hele sejler lidt rundt. Helt galt går det i broen over til den afsluttende guitarsolo, hvor trommeslageren taber hele bandet, og i et øjeblik ser man de to guitarister og bassisten vende sig om mod hende, fuldstændigt perplekse og ude af stand til at overskue, hvordan de skal finde tilbage ind i nummeret, indtil de på en uskøn måde får mast sig vej ind i det igen.

Det er sådan noget, der kunne være helt vildt kikset og få en til at afskrive et band fuldstændigt.  I Saturnines tilfælde får det bare det hele til at fremstå lidt mere retro. Autentisk klodset, om man vil. Under Epitaphs koncert en time senere kommer Martin op i baren og har opfundet undergenren sjuskedoom, og det kan vi også kalde det. Effekten er forjagende. Saturnine er virkelig gode, fordi de virkelig ikke er særlig gode.