Briller af stål: Anti-institutionel vold

coolside_octavio_orduno

Er du også træt af at forholde dig kritisk til prioritetsudgivelser? Vi guider til seks aktuelle hardcore-plader, du kan overgive dig betingelsesløst til i stedet.

Kunstner
Titel
+ Regional Justice Center + Result of Choice + Be All End All + Savage + Spine
Fotograf
Octavio Orduno

Der kom en mail, sådan som der jævnligt gør det: Hvorfor er vi så sure her på Devilution? Hvorfor skriver vi ikke om noget af det, vi er begejstrede for, i stedet? Det korte svar er som altid: Dels fordi der kommer så meget middelmådigt lort, som alle hopper på, dels fordi ingen gider at læse om bands, de ikke kender, der spiller musik, de ikke bryder sig om. Når Devilution skriver om, hvor katastrofalt ringe en koncert Alice Cooper for nylig spillede i Royal Arena, er det både for at advare andre mod at tage til fremtidige koncerter med ringvraget og for at sætte ord på, hvor grel en oplevelse det var, hvorfor det var det, og hvordan det ligger i forlængelse af den kurve, hans karriere har tegnet. Når Devilution dissekerer Sacred Reichs comebackplade og konstaterer, at de helt skulle have afholdt sig fra at forsøge at lave en ny plade efter 23 års albumpause, er det for, at andre kan få lov at leve videre med de glade minder om ‘Draining You of Life’, ‘Ignorance’ og ‘Surf Nicaragua’ uden at få dem besmittet af bandets eget forsøg på at kapitalisere på de minder. 

Det er med andre ord ren kærlighed, når vi hader.

Men selv på Devilution kan vi blive begejstrede. For det meste holder vi den slags til interne mailtråde og chats, men en gang imellem åbner vi for læserne. Således præsenterer vi her seks hardcoreplader, du hellere skal høre end den nye med Agnostic Front, med afstikkere til noget grindcore, der er væsentlig bedre for dig end Cattle Decapitation.

Regional Justice Center startede forrige år, da Ian Shelton – der bl.a. har spillet trommer i Self Defence Family, som vi tidligere har lovprist – gennem sin langtidsfængslede lillebror oplevede det amerikanske fængselssystem indefra. Regional Justice Center er altså en slags konceptband, hvor debutpladen ‘World of Inconvenience’ behandlede alle de små tiltag, der tilsyneladende er i systemet for at nedbryde fangernes moral og bare gøre alt ubærligt for dem og deres pårørende. På dette års ep, ‘Institution’, går Regional Justice Center et skridt videre og udbreder analysen til at gælde samfundet som sådan. Det sker bl.a. igennem historien om, hvordan lillebroderen Max Shelton som teenager fik antidepressiver for at tilpasse sig, men som voksen ikke selv måtte bruge stoffer som en måde at komme gennem livet på.

Regional Justice Center er ikke ligefrem de første, der kommer med den analyse. De er heller ikke de første til at spille hardcore med en hældning mod powerviolence. Det betyder ikke så meget, for de gør det ustyrlig godt på de foreløbig tre officielle udgivelser, der udover en demo, sidste års album og den enkeltsidede ep tæller en split med grindcore-bandet Wound Man fra i år. ‘Institution’ er et godt sted at starte: Jeg kan faktisk ikke huske at have hørt fem så overvældende brutale og umiddelbart begejstrende minutter siden Coke Busts seks år gamle plade ‘Confined’.

Hvis du kun skal høre et minuts hardcore i år, så lad det være ‘Confrontation’ fra ‘Institution’:



Samtidig med at Regional Justice Center begyndte som et enmandsprojekt for Ian Shelton oppe i Seattle i 2017, skete der noget i den diametralt modsatte ende af USA: I det sydlige Florida var hardcorescenen ved at eksplodere i aktivitet som en måde at håndtere Donald Trumps valgsejr på. Fordi intet er så befordrende for hardcore som et sort/hvidt fjendebillede, jo. Et af de bands, der kom ud af den fornyede aktivitet, var Result of Choice, der med et lille års forsinkelse i sommer udgav debut-7”’eren ‘Place of My Dreams’. 

Bandet har udover en forbilledlig 50/50-kønsfordeling nogle ikke mindre forbilledligt fængende riffs i deres hardcore, der trækker på de tidlige 80’eres vestlyst-hardcore, ikke mindst Black Flag og Redd Kross.

Hvis du ikke kan vente til næste år med at blive skuffet over den næste plade med Off!, så spar dig selv ærgrelsen og hør nogle nye arvtagere i stedet:



I det rigtige sydlige Californien spiller Coolside til gengæld nordvestkyst-hardcore for at gøre den geografiske forvirring komplet. Selvom bandet har eksisteret i fem år og lavet et par demoer, er det først i år, de er nået til at udgive debut-7”’eren ‘Exploration of Self’. Den byder på gedigen posicore, som Youth of Today spillede den i slutningen af 80’erne i den diametralt modsatte ende af landet i Connecticut: Gode breakdowns, catchy melodier – og så det besynderlige twist på det hele, at sangen ‘Irresistible Force Paradox’ lægger ud med en intro, der er løftet fra Smashing Pumpkins’ ‘I Am One’. 

Det kan godt være, at Coolside stadigvæk er forbandet unge og spændstige, men de har en musiksmag som en midaldrende, hobbyølbryggende, longboardskatende scenester. Det er ikke til at stå for.

Hvis du vil lade, som om du hører ny musik, selvom det i virkeligheden er gammel musik, du hører:



Tilbage i det sydlige Florida vinyldebuterede Be All End All denne sommer efter et demobånd sidste år på IOU Records, der også har udgivet Result of Choice. Be All End Alls hardcore er mere påvirket af Chicago-lyden fra 90’erne og frem: Altså rigeligt doseret powerviolence afvejet med klassisk hardcore og tough guy breakdowns. Som om nogen i hele verden skulle have brug for noget andet nogensinde.

De ni sange på lige så mange minutter, der udgør den enkeltsidede 12” ‘Object to Persona’ har et brutalt schwung, der er aldeles uimodståeligt.

Hvis du lige skal bruge et minut for dig selv i køen i supermarkedet, mens dude og makker foran dig shopper energidrikke og joker om drugrapes i weekenden:

Én af pionererne inden for powerviolence var Capitalist Casualties, der blev dannet i det sydlige Californien i 1987 og spillede on/off gennem alle årene, indtil forsangeren Shawn Elliott døde i vinteren 2018. Sideløbende med det band havde trommeslageren Haroldo Mardones og guitaristen Michael Vinatieri i 10’erne bandet Savage, der i februar i år udgav deres tredje og sidste plade, ‘No Escape’.

Der er da også tydelige spor af powerviolence på ‘No Escape’, ikke mindst i den temmelig uortodokse tilgang til det at spille hård musik, men det er samtidig en kærlighedserklæring til den hardcore, det hele begyndte med. På ‘No Escape’ kommer det til udtryk i covers af Bold, DYS og Brotherhood, som duoen sætter sit helt eget usmikendelige præg på. 

Hvis du savner Spazz – hvem savner ikke Spazz? Du er vanvittig, hvis du ikke savner Spazz! – så hør:



“Breaking up is an idea that occurred to far too few bands. Mostly the wrong ones,” konstaterede indiemusikeren Lawrence engang i 90’erne. Ét af de bands, der virkelig ikke havde behøvet at stoppe, var Weekend Nachos, der med ‘Apology’ i 2016 lukkede med deres karrieres stærkeste og musikalsk mest varierede og fremsynede plade. Fair nok, hvis de ikke ville skuffe med en opfølger, men det lå bare ikke i kortene, at en opfølger på nogen måde ville gøre det. Nu står bandet i stedet tilbage som endnu et band, der stoppede på toppen – og det kunne man så godt ønske sig, at flere dinosaurer ville tage ved lære af.

Med Weekend Nachos af bordet har forsangeren John Hoffman haft tid til at fokusere mere på sit virke som trommeslager i Spine, og det resulterede i slutningen af sidste år i det tredje album, ‘Faith’, som vi af uransagelige årsager ikke har omtalt før. Sikkert fordi vi havde for travlt med at være skuffede over nye plader fra bands, der ikke kunne finde ud af at stoppe, og comebackplader fra gamle helte, der ikke ville indse, at det, de kunne lave nu, på ingen måde stod mål med det, de var blevet kendt for, og at det bare var med til at udvande deres diskografi.

Hvis du f.eks. var lige så uimponeret over Cro-Mags’ første udgivelse i 19 år, som vi var det, så prøv i stedet at høre, hvordan man kan opdatere ‘World Peace’, så den lyder lige så relevant, som den gjorde i 1986: