Endnu en misset chance
De har haft 12 år til at finde ud af, hvad de ville med deres comeback-plade, men det er langt fra et afklaret Sacred Reich, man hører på ‘Awakening’.
Divide & Conquer
Salvation
Manifest Reality
Killing Machine
Death Valley
Revolution
Something to Believe
I showbusiness gælder den samme grundregel, som når man surfer: Timing og momentum er essentielt. Du kan være nok så dygtig, men hvis du ikke ved, præcis hvornår du skal op på brættet og ride bølgen, er det intet værd. Og hvis du ikke kan holde dig på brættet og ride bølgen ud, når først du er oppe, ryger du rundt og må sluge saltvand, til snot og bræk står ud af skallen på dig.
Sacred Reich burde vide det, selvom hjembyen Phoenix i ørkenstaten Arizona ikke ligefrem er nogen surferhovedstad: Dels har de været i musikbranchen siden 1985, dels er deres største hit sangen ‘Surf Nicaragua’, som godt nok er en kritik af amerikansk interventionisme i Mellemamerika, men bruger surfing som metafor.
Sacred Reich burde vide bedre, men få bands i thrash metal har klokket så meget i timing og momentum som dem. Med demobåndet ‘Draining You of Life’ i 1985 var de lige i rette tid til at være med i den første omgang af amerikansk thrash metal, og debutalbummet ‘Ignorance’, der kom to år senere, står som en urørlig klassiker for genren.
Så begyndte bandet at fumle og tøve. Mens deres samtidige sprøjtede plader ud i rask tempo, blev det fra Sacred Reich i første omgang kun til en ep i 1988, hvor den ene af de fire sange endda var et cover af Black Sabbaths ‘War Pigs’. Til gengæld var det så også den ep, der gav Sacred Reich deres største hit i form af sangen ‘Surf Nicaragua’.
Men heller ikke året efter var Sacred Reich klar med en opfølger til debuten, og gryden blev holdt i kog med en live-ep, hvor to af sangene gik igen fra ep’en fra året før, og man fik et første vink om, at sanger og bassist Phil Rind muligvis ikke var helt skarp til at holde en professionel distance til hashen, når han skulle optræde.
Først i 1990 kom toeren, ‘The American Way’. Det var på én og samme tid Bay Area-thrashens zenith og begyndelsen på dens nedtur, og begge dele anes på pladen, der præges af mid-tempo-sange, en enkelt ballade og et umådeligt ucharmerende forsøg på funkmetal. Sacred Reich havde dog vist, at de formåede både at følge op på succesen og følge med tiden. De var oppe på brættet igen, men med ét var der havblik i thrasher-bugten, og de to plader, Sacred Reich bøvsede op i 1993 og 1996, er for længst gledet ud i nådig glemsel.
Tilbage fra eksilet
I 2007 vendte Sacred Reich tilbage til livescenen efter at have været opløst i årene 2000-2006. Thrash metal oplevede sin første revival, alle de andre gamle bands vendte tilbage fra familielivet, og Sacred Reich var klar til at modtage den hyldest, de fortjente. Helt så succesfulde var deres koncerter dog efter sigende ikke, og så stor efterspørgsel var der måske i virkeligheden heller ikke efter et band, der reelt kun havde et enkelt album og en ep at byde på i den stil, der var kommet på mode igen.
Der skulle så også gå yderligere 12 år, før Sacred Reich var klar til at vende tilbage for alvor med et femte album, deres første i 23 år. Phil Rind har været åben omkring, at tunge depressioner har gjort det svært for ham at holde den kørende i en musikbranche, der om muligt var blevet endnu mere nådesløs mod folk som ham, siden han første gang tog turen. Men i det mindste gav forårets splitsingle med Iron Reagan i al sin forglemmelighed stadig anledning til at håbe, at det ikke behøvede at blive direkte pinligt, når Sacred Reich skulle prøve at leve op til deres renommé på ‘Awakening’.
Det gør det sådan set heller ikke nødvendigvis. I hvert fald ikke til at begynde med. Phil Rinds stemme er hverken værre eller bedre, end den var i gamle dage, og selvom han stadig ikke har lært dens begrænsninger at kende, skal man helt hen til sidste sang, før det bliver decideret ubærligt at lægge ører til. I lange stræk er det værste, der er at sige om ‘Awakening’, at det er meget let at miste koncentrationen i løbet af den halve time, det står på, og tænke på alt mulig andet end at høre efter.
Simpelthen fordi det, der foregår på pladen, ikke rigtig gør noget for at sætte sig fast. De to singleforløbere, titelsangen og ‘Manifest Reality’, er uptempo-thrashere, hvor det eneste, der egentlig mangler, er et riff eller en melodi. Det er der så til gengæld i sådan en sang som ‘Killing Machine’, der begynder præcis, hvor ‘Manifest Reality’ slutter: Den sang har både melodier, hooks og et omkvæd, der sætter sig fast med det samme. Problemet er bare, at man egentlig helst vil have det til at forsvinde ud af ens hoved igen, fordi det føles, som om det bliver gentaget igen og igen, selvom sangen ikke varer meget mere end tre minutter.
Det samme gør sig gældende i den noget mere anstrengte ‘Divide and Conquer’, og det siger en del om, hvor hårde odds Sacred Reich har imod sig denne gang: Når de ikke har melodier og riffs, er sangene forglemmelige, og når de har det, er de mest af alt irriterende. Sigende er det også, at ‘Killing Machine’ stadigvæk er pladens bedste sang, men at den lyder mere som Nuclear Assault end som Sacred Reich. Ligesom ‘Death Valley’ lyder mere som Corrosion of Conformity end Sacred Reich. Mens den afsluttende ‘Something to Believe’ på en virkelig frygtelig måde lyder som Mötley Crüe.
Phil Rind har haft 12 år til at finde ud af, hvad han ville med ‘Awakening’, men det er langt fra noget afklaret band, man hører på comeback-pladen. Tværtimod stikker det i alle mulige retninger uden rigtig at lykkes med nogen af delene. Med otte sange og en spilletid på lige over en halv time burde der ikke være så meget fyld, som der er på ‘Awakening’. Eller også burde man måske bare have holdt sig til, at ‘Draining You of Life’, ‘Ignorance’ og ‘Surf Nicaragua’ var noget nær sublime udgivelser og have ladet bandet ligge.