Copenhell '20: 23 til 2020

Populær
_DSF4013
-E2P0265-84-1435909238
22761_sacredreichwoa12jpgjdE2P2530_1344337176
-XTJ0352-20-1566906572
-E2P0105-72-1435613829
-T1X2186-20-1427656045
meshuggah_rf2016_jpg_DSF4048
70476561_2418700125056688_5655610633270329344_o

Copenhell fejrer, at de på rekordtid har fået udsolgt med 23 navne, hvor Gojira sammen med Mastodon står ud som de store magneter og bands som Agnostic Front, Devin Townsend, Meshuggah og Nyredolk garanterer kræs for kendere.

Kunstner
Titel
+ Mastodon + Devin Townsend + Agnostic Front m.fl.
Spillested
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

Gojira:
Franske Gojira er et af de helt store bands, der kravlede op fra havets dyb i 00’erne og brød igennem med ‘The Way of All Flesh’ i 2008, hvor et af deres faste numre ‘Toxic Garbage Island’ stammer fra. På Copenhell i 2012 stod Gojira på Hades med den nyligt udgivede ‘L'Enfant Sauvage’ i ryggen og tre år senere var de avanceret til den store Helviti-scene. I 2016 kom ‘Magma’ og satte en tyk streg under, at Gojira fortjener pladsen blandt de tungeste navne på alverdens festivalplakater. Samme år spillede de på Roskilde Festival og vi oplevede dem også i både Vega og på Train, samt det hav af gange, vi har set dem på Wacken Open Air gennem årene.

Normalt er Gojira et utrolig stærkt band på en scene. Brødrene Duplantier er såvel bandets rygrad i rymesektionen på trommer og indpisker foran på guitar og vokal. Det er en sammentømret enhed, der har spillet sammen lige siden slutningen af halvfemserne da bandet blev stablet på benene i Bayonne i det sydlige Frankrig. Nu indtager det klimabevidste Refshaleøen for tredje gang!

Læs alt om bandet her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Læs seneste koncertanmeldelse her

Mastodon:
Indrømmet, riff-mestrene fra Mastodon har set bedre dage. I starten af 00’erne var der få bands, der kunne måle sig med sydstatskvartetten når det kom til fuldfede riffs, storladen melodiøsitet med rigelig tyngde og kompleksitet i kompositionerne. Læg dertil bandets flerstemmige vokalharmonier, som dækkede fra den skarpeste sang til buldrende brøl, og du havde et af det mest fuldendte metalbands på kloden.

Selv om bandets senere plader har skruet ned for det tunge udtryk til fordel for rigelig popmelodisk tæft og for mange nemme løsninger, er det stadig et band af høj kvalitet, og bliver godteposen fra de formative år åbnet, bliver Mastodon formentlig et brag af en koncert.

Læs alt om bandet her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Læs seneste koncertanmeldelse her

Meshuggah:
Til sommer er det otte år siden, det svenske djent-maskineri sidst gæstede Copenhell. Få bands har i nyere tid været så stilskabende indenfor den ekstreme metal som Meshuggah fra Umeå. Bandets komplekse sangstrukturer, uregerlige rytmiske mønstre, innovative genreblandinger med smag af død, thrash, progressiv og selv jazz har cementeret deres plads i metalhistorien. Det samme har Meshuggahs status som ophav til subgenren djent, der har været toneangivende op gennem 00'erne, ikke mindst blandt mange metal- og deathcore-bands.

Nyklassiske plader som 'Chaosphere', 'Nothing' og 'Obzen' er blandt Meshuggahs stærkeste stunder, og bandets evne til at transformere deres komplekse ideer til medrivende og ubegribeligt tight metal, både på plade og i live-regi, er absolut beundringsværdig. Det bliver et glædeligt gensyn til sommer.

 

Læs alt om bandet her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Læs seneste koncertanmeldelse her

Devin Townsend:
Devin Garrett Townsend fra Canada er en sand multikunstner. Han slog sit navn fast med Strapping Young Lad og siden som soloartist, hvor han har haft både Devin Townsend Project, The Devin Townsend Band og bare Devin Townsend. Townsend er særdeles produktiv og lige så aktiv på scenerne. Senest, vi så ham i Danmark var i november måned sidste år i Amager Bio.

Læs alt om bandet her og her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Læs seneste koncertanmeldelse her og her

D-A-D:
D-A-D behøver strengt taget ikke den store introduktion. Binzer-brødrene med den karismatiske Stig Pedersen på bas og Laust Sonne bag trommerne er en institution i dansk rock. For 6 år siden stod bandet for første gang på Copenhell og fremførte hele ‘No Fuel Left for the Pilgrims’, der havde 25-års jubilæum det år. I år kan publikum selv vælge hvilke 16 sange, D-A-D skal spille når de indtager Helviti igen. ‘By Request’-formatet har tidligere været anvendt af Metallica i Horsens, og det bliver spændende at se, om der overhovedet kommer nogle dybe stik i materialet med, eller om det blot bliver bandets 16 mest kendte sange, der skal fremføres.

 

Læs alt om bandet her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Læs seneste koncertanmeldelse her

Bad Religion:
Punkens mest skridsikre helte vender tilbage til Copenhell efter seks år. Det er med en plade i ryggen fra 2019, der lyder præcis ligesom de andre Bad Religion-albums. Bandet leverer konsistent og en smule forudsigeligt, men heldigvis kan vi derfor også med nogen sandsynlighed forudsige, at koncerten i år bliver “helt okay”. Vi skal hygge os med punkens bedstefædre og synge med på ‘Sorrow’, ‘21st Century (Digital Boy) og ‘American Jesus’. Så kan man altid finde en ølbar, imens de spiller noget af det nye. 

 

Læs alt om bandet her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Læs seneste koncertanmeldelse her

Agnostic Front:
Som om Copenhell var i tvivl, om deres publikum nu også kunne lide hardcore, forsøgte man sig lige så stille med Terror sidste år. Resultatet var en ubetinget succes, og i år er turen kommet til NY-hardcorens gudfædre: Agnostic Front. Et band, der har betydet mere for beatdown, bøllekor og den barske punk end snart sagt alle andre.

Siden debuten i 1984 og den efterfølgende klassiker 'Cause for Alarm' har Agnostic Front holdt hardcore-fanen højt, og trods medlemmernes fremskredne alder formår de bedre end de fleste at holde sig friske, relevante og frem for alt; at være et fremragende liveband. Bandet har ikke blot været et stilskabende hardcore-band, men har ligeledes haft en vis indflydelse på crossover-thrashen i dens indledende år.

Agnostic Front bliver formodentlig en af årets allerstærkeste koncerter, hvor Devilution-anmelderne kommer til at stå i kø til circle pitten og vente på at lade breakdownsene ramme hårdt og heftigt. Det glæder vi os til!

Læs alt om bandet her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs vores Metaldiktator om ‘Cause for Alarm’ her

Dog Eat Dog:
Hvad sker der, hvis man i starten af halvfemserne blander hardcore, punk og rap? Når smeltediglen befinder sig i New Jersey, USA, så bliver det til Dog Eat Dog. Bandet blev verdensberømte med ‘All Boro Kings’, der udkom i 1994 på Roadrunner og havde sangene ‘No Fronts’ og ‘Who’s the King’, der blev relativt store hits. Med el-guitar, saxofon og rap fandt de deres helt egen lyd, der dog også blev akilleshælen, for interessen holdt ikke ved. Trods en nogenlunde modtagelse af deres ‘Play Games’-plade i 1996 begyndte det at gå ned af bakke og bandet gik i opløsning efter ‘Amped’-pladen fra 1999. De blev dog gendannet nogle år senere og har været på turné i 10’erne, der bl.a. bragte dem forbi Amager Bio i 2014 og Vega i 2017. Nu skal saxofonen og halvfemsermusikken op på Copenhell.

Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her

Death to All:
Death to All er en hyldest til dødsmetallens gudfader, Chuck Schuldiner, der dannede bandet Death og var med til at forme lyden fra Florida i halvfemserne. Death er set af mange som et af de vigtigste bands i dødsmetallen og Chuck Schuldiner var netop en pionér, der udviklede lyden i den progressive retning. Schuldiner døde i 2001 efter et forløb med kræft i hjernen. I 2012 blev ‘Death to All’ dannet som hyldest til Chuck Schuldiner, og den gruppe af tidligere medlemmer af Death kom forbi Danmark i 2013 da de spillede på Voxhall i Århus og igen i 2015, da de gæstede Amager Bio. Tredje besøg bliver så på Copenhell.

Læs alt om bandet her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs vores Metaldiktator om ‘Spiritual Healing’ her

Sacred Reich:
Et af de amerikanske thrash-bands fra firserne, der aldrig rigtig fik samme momentum som deres landsmænd på vestkysten. Udover at være sådan lidt undergrund i en ellers stor genre, har de i en periode haft Dave McClain med på trommer i starten af halvfemserne. Han smuttede dog fra bandet, da Machine Head fik brug for én til at varme kedlerne efter Chris Kontos’ afgang. McClain er nu tilbage i Sacred Reich, og han var med på ‘Awakening’-pladen fra 2019. Vi har set dem på både Sweden Rock og Wacken Open Air, og i 2020 giver Sacred Reich således deres første festivalshow i Danmark på Copenhell.

Læs alt om bandet her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Læs seneste koncertanmeldelse her

Redwood Hill:
Det københavnske post-metal/post-black-band, der ynder at krydre deres højtflyvende melodier med en tung spand sludge, er ikke nybegyndere udi at spille på hovedstadens heavyfestival. 2020 bliver deres fjerde sommer i det betonbelagte paradis.

2014 var mesterligt, mens 2016 var præget af knas med teknikken - fælles for deres optrædener har dog været, at den tunge kvintet har givet den fuld gas og anstrengt sig for at være de store scener bekendt. Det hårdtarbejdende orkester udsender i marts en ny plade, og for dem, der holder af Cult of Luna, ISIS og den slags, bliver der derfor god mulighed for at få stillet tørsten efter de dybe tonelejer dette år.

Læs alt om bandet her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Læs seneste koncertanmeldelse her

Nyredolk:
Nyredolk er grimt. Nyredolk gør nas. Nyredolk vil dig intet godt, og musikalsk er de et frontalangreb af black metal og crustpunk, der med hvæsset tunge og skarpe tænder gnaver sig vej gennem hovedet på dig. Den formummede duo gør alt, hvad de kan, for at deres udtryk skal blive et overstyret, uregerligt amokløb af vrede og afsky, og det trænger ganske fint ud i den punkede satanmetal. 

Nyredolk er lyden af en totalt smadret blackmetallisk undergrund, der ikke kan få det ækelt nok. Det er støj og smerte.

Bandet udgav i 2018 det fire numre lange kassettebånd 'MMXVIII MC'. Titler som 'Kødæder' og 'Blottet for Empati' beskriver meget godt, hvad Nyredolk er, og hvad publikum har i vente, når det ækle bliver sat til skue på Refshaleøen til sommer.

Læs seneste pladeanmeldelse her

Chelsea Grin:
13 år og fem fuldlængder er det blevet til for deathcore-kvartetten fra Salt Lake City. Indtil for ganske få år siden red de ellers på flere heste med tre guitarister i truppen, men lidt backtrack og den ikke så lidt hidsige, nyindskiftede forsanger Tom Barber (ex-Lorna Shore) har rettet op på det hele, og Chelsea Grin virker mere potente end nogensinde, som de beviste på deres seneste album, ‘Eternal Nightmares’ (2018). Er du til breakdowns, hop-amok og snerrende brøl, så kan du trygt skrive Chelsea Grin bag øret.

Læs seneste koncertanmeldelse her

Soen:
Taler man om prog og Sverige falder tankerne ofte hen på Opeth. Det er dog efterhånden 14 år siden, Martin Lopez forlod trommestolen efter ‘Ghost Reveries’ og søgte nye græsgange. Soen så sidenhen dagens lys, og mange sammenlignede dem på debuten, af oplagte årsager, med Tool, ikke mindst qua Joel Ekelöfs indfølte patos og de lettere snørklede rundgange.

En inspiration, der fortsat er tydelig på sidste års ‘Lotus’, men hvor Ekelöf er trådt klarere i karakter. Vi snakker prog med følelserne uden på tøjet, med undtagelsesvise mere instrumentale forløb, men Ekelöf er stadig så absolut frontfiguren, der interagerer med publikum og får musikken til at bevæge sig under huden. Er du klar til et afbræk fra staccato-riffs og hidsige brøl, så er Soen en smuk, følelsesladet afveksling fra Copenhells øvrige udbud, og den slags stunder kan vi kun støtte op om, mens du måske stadig ømmer dig fra den sidste moshpit.

Læs alt om bandet her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Læs seneste koncertanmeldelse her 

Withering Surface:
Fra midten af 1990’erne og et årti frem skabte Withering Surface noget af det stærkeste melodød i perioden i Danmark.  En succesfuld koncert på Roskilde Festival i 1999 og nordiske turneer med navne som Dimmu Borgir og In Flames siger ikke så lidt om det niveau, kvintetten var på før flokken, der har rødder i Næstved, gik hvert til sit efter en afskedskoncert på Loppen i 2005. Når den gendannede gruppe rammer Refshaleøen til sommer, bliver det ikke kun en oplevelse, der hviler på fortidens bedrifter. Her sidst i februar er Withering Surface klar med den første nye skæring i 16 år, og det bliver med en fuld plade af ny musik i ryggen, når de fem kompetente musikere til sommer forhåbentligt beviser, at lyden af Withering Surface anno 2020 stadig er relevant.

Læs alt om bandet her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs vores Metaldiktator om ‘Scarlet Silhouettes’ og ‘The Nude Ballet’ her

The Raven Age:
Det er nok ikke forkert at hævde, at guitarist George Harris' slægtskab med farmand Steve har gjort sit for at føre The Raven Age frem i verden. Bandet var på verdensturné med Steve Harris' Iron Maiden i 2016 allerede inden, de havde udgivet deres debutalbum og året efter, denne gang med debuten 'Darkness Will Rise' under armen, besøgte de Copenhell første gang.

Nu vender de tilbage med den nysudgivne opfølger 'Conspiracy', og bandets melodiske metalcore med ansatser til både klassisk heavy metal og thrash skal uden tvivl nok vinde gehør hos sin del af Copenhell-publikummet i 2020, hvor The Raven Age endnu en gang får lov at dele, om ikke scene så i hvert fald festival med Steve Harris og hans kumpaner i det legendariske NWOBHM-orkester.

Læs seneste koncertanmeldelse her

Søren Andersen:
Bag det meget almindelige danske navn gemmer der sig en international guitarist fra øverste skuffe. Den klassiske rockguitarist har arbejdet sammen med Glenn Hughes fra Deep Purple, Artillery, D-A-D, Mike Tramp, Pretty Maids og sågar Sanne Salomonsen, Anne Linnet og Dave Mustaine! Søren Andersen var da også på scenen på Copenhell sidste år, da Glenn Hughes gav koncert på Hades

Hans CV er langt og imponerende. Udover at vride i strengene som guitarist er han også producer. Men han er ikke kun en hyret hånd. Der er også en solokarriere, der har kastet to plader af sig. ‘Constant Replay’ fra 2011 og ‘Guilty Pleasures’ fra 2019. Mellem de to plader har han haft projektet Electric Guitars med Mika Vandborg, der har udgivet tre plader i 2013, 2015 og 2017. Alle anmeldt her på Devilution. Er man til guitar, så er Søren Andersen en sikker hånd, og det skal nok trække fans af instrumentet til Copenhell, når han sætter stikket i på Refshaleøen.

 

Læs alt om bandet her
Læs seneste pladeanmeldelse her

Svartsot:
Folkemetallen flyder dybt i Svartsots årer ligesom den mjød, der lyder til at smøre forsanger Thor Bagers gane. Hvor mange af de andre danske bands med vikingeblod i årerne sværger til en mere sing along-venlig approach, holder Bager sig overvejende til de dybe growl som modstykke til fløjterne og det melodiske schwung, der sønderskærer deres oevre. Ganske vist har de intet nyt udgivet nyt siden 2015's ‘Vældet’, men der bliver arbejdet på nyt i kulisserne, og i mellemtiden har de holdt sig aktive både i udlandet og herhjemme, hvor man i øvrigt kan tyvstarte med at se dem både i København og Odense indenfor den kommende uge.

Trænger du til et festligt afbræk, så er Svartsot en sikker garant for fest og glade dage - men husk lige at tanke mjød op i Asgård inden.

Læs alt om bandet her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Læs seneste koncertanmeldelse her

Ghost Iris:
Ghost Iris har haft travlt, siden de gæstede Copenhell i 2017. Tour, festivaler og et tredje fuldlængdealbum, der udkom januar 2019. Man kan ikke klandre den danske kvartet for at hvile på laurbærrene. Det er uden tvivl et af Danmarks bedste metalcore-bands, hvis ikke det bedste, hvilket netop koncerten på Copenhell også afspejlede. Høj energi, humor og spilleglæde, der havde en afsmittende effekt på publikum.

Kvartetten har pt. kun annonceret en enkelt headliner-koncert i det hjemlige. Det er på Loppen i marts, men hvis du ikke lige er fra den rigtige side af landet eller blot mangler tiden, er der altså mødepligt når de spiller på Copenhell. Bandets seneste udgivelse, ’Apple of Discord’, er en solid udgivelse, bygget på arrigskab, frustrationer, opfindsomhed og klassiske ’core-dyder. En plade, der med sikkerhed vil få sparket gang i støvet/vandpytterne til sommer.

Læs alt om bandet her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Læs seneste koncertanmeldelse her

Thundermother:
I et årti har det svenske firkløver standhaftigt holdt fast i rockens klassiske udtryk. Melodiske omkvæd, pumpede rockrytmer og svingende guitarsoli. Mere radiovenligt end radioaktivt. Kvartettens kompositioner læner sig op ad AC/DC’s potente musikkatalog fra 1970’erne, men svenskerne følger formlen for klassisk hard rock til dørs på nutidens mere pæne facon end med den fandenivoldskhed, inspirationskilderne besad. Sådan er Thundermother mere råhygge end rebelske, men de fire svenskere serverede nu stadig en stabil fest under deres seneste danske visit på Beta tilbage i efteråret. Mon ikke de bringer samme gejst med sig på Copenhell hvor eftermiddagens solskin, fællesskab og fadøl sikkert nok skal bidrage til at gøre oplevelsen ekstra indbydende. 

Ivy Crown:
Hvis du ikke har hørt om Ivy Crown, må du vitterligt bo i en skov uden internetdækning. Den energiske kvartet har været her, der og i Metal Hammer med solide anmeldelser af deres debutplade. Bandet spiller en potent omgang melodisk metalcore med hints af hard-rock. Du kan derfor forvente masser af melodiske omkvæd, breakdowns og attitude samt energi svarende til et højhastighedstog. 

I 2019 udgav kvartetten deres fuldlængde-debut, ’Echo’, der blandt andet tæller gæsteoptræden fra Jesper Gün og Kim Song Sternkopf. Da Ghost Iris også er offentliggjort til at spille på Copenhell, vil det overraske om ikke vi får Gün på scenen og ’That’s What You Do’ blastet. Ivy Crown er et sikkert valg, hvis nakken skal på overarbejde og stængerne er i dansehumør.

Lifesick:
”Hallo! Nævn bare ét dansk band, der gør det, de gør!”

Omtrent sådan lød et af de højeste rungende postulater til Devilutions julefrokost under et behjertet forsvar for, hvorfor Lifesick fra Fredericia er et unikt band.

Og vi blev ham svar skyldig. For Lifesicks blanding af tung bister hardcore punk og thrash metal er enestående herhjemme og bliver udført på så højt et niveau, at det virker helt naturligt, at bandets navn også giver genlyd ud over landets grænser. Senest med 'Swept in Black' fra 2018. Den jyske kvintet evner fuldt ud at mixe aggressionen og rytmikken fra hardcoren med farten og fræset fra thrashen, og sætter det hele op i et mørkt og bistert lydbillede, der ikke levner tvivl om seriøsiteten i foretagendet. Er du træt af dine tænder og dit ublodige ansigt, er Lifesicks koncert ubetinget et event, der giver god mening at dukke op til.

Nerved:
Efter ti års pladetavshed vendte Nerved og Marcus Hanser tilbage i 2018 med en ny besætning, bestående bl.a. af tidligere musikere for så, i metallens verden, atypiske navne som Max Martin, Eagle-Eye Cherry og Eskobar. Den resulterende plade, 'Leave It All Behind' er metallisk i ånden, men samtidig ultramelodisk og med rigelige inspirationer fra pop, disco og electronica. Det virker ikke urimeligt at drage paralleller til bands som Evanescence og landsmændene fra Amaranthe.

Nerved bliver storladent og lyttevenligt med et tydeligt svensk aftryk på den musikalske profil, som burde kunne fange fans af alt fra MGP til Sabaton.