Copenhell '19: Stemmen i centrum
Populær
Sjældent har en stemme fyldt så meget, som da rocklegenden Glenn Hughes spillede gammelt Deep Purple-materiale på Hades. Musikalitet var der masser af, men mådehold intet af.
Might Just Take Your Life
Sail Away
Mistreated
Smoke on the Water
Georgia On My Mind (Ray Charles-cover)
Burn
Highway Star
Langt hår, bakkenbarter, åbentstående skjorte under vesten, solbriller og trompetbukser af velour. Glenn Hughes så ulasteligt cool ud, da han trådte ind på Hades-scenen lørdag eftermiddag, men han lignede også en, der var trådt ud af en tidsmaskine.
Hvilket kun var passende, da det på forhånd var bebudet, at den 67-årige bassist, overskudssanger og rocklegende ville spille klassisk materiale fra Deep Purple, hvor han var medlem fra 1974 til 1976.
Fra backdroppet kiggede en yngre version af manden ud over publikum omgivet af regnbuefarver, fredsdue og flower power-symbolik. Et pænt stykke fra den mere hårdhudede metal og æstetik, der dyrkes i stor stil på Copenhell.
Soul power
Men selvom meget er sket siden den hårde rocks velmagtsdage, var det en frontmand med overskuddet, evnerne og musikaliteten i behold, som vi fik at høre sent lørdag eftermiddag.
For vokalen har Glenn Hughes stadig. Faktisk i overflod og i en sådan grad, at man bliver blæst bagover af den power, der kastes ud af højttalerne, hver gang Hughes bevæger sig opad i registret.
At Glenn Hughes gennem tiden har fået tilnavnet ”the voice of rock”, kan synes passende i den forstand, at Glenn Hughes har en stemmepragt og en power, der er de færreste forundt. Men at hans vokal er særligt rocket, kommer mest til udtryk, når han råber igennem i sit mellemregister, for langt hen ad vejen er Hughes med sin bløde klang, spændstige intonation og sit ekstremt brede register mere i familie med soulsangerinder som Aretha Franklin og Etta James, end han er med klassisk maskuline rocksangere som David Coverdale, Paul Rodgers og Robert Plant.
Og hvor hans tidligere bandmedlemmer og Deep Purple-affilierede må læne sig op ad backingtracks som den jævnaldrende Coverdale, eller simpelthen bare indskrænke udskejelserne som den originale Purple-sanger Ian Gillan, så tager Hughes de indspillede versioner og maxer vokaludfoldelserne ud. Helt, helt ud.
Intet mådehold
Det er simpelthen sjældent, at man oplever en koncert på Copenhell, der er så vokalcentrisk som denne. Et er, at backingbandet med to danske musikanter i form af guitaristen Søren Andersen (Electric Guitars, Mike Tramp m.fl.) og Jesper Bo Hansen på orgel og keys primært er der for at løfte Hughes op og ikke stjæle for meget spotlight, noget andet er, at Hughes i sig selv lader vokalen tage over som fokus. Gang på gang på gang.
Mådehold var der intet af, og efter vi nåede et par sange ind i sættet, kunne Hughes ikke demonstrere sine soulede fraseringer og sin ekstremt lyse falset nok. Det begyndte at løbe af sporet i den ellers så fremragende, tunge og dynamiske bluesrocker ’Mistreated’, og det gik igen i coversionen af Ray Charles’ ’Georgia on My Mind’, der illustrerede den dybe indflydelse fra afrikansk-amerikansk soul og r’n’b, der løber igennem Hughes’ oeuvre.
Det var lidt en skam, for Hughes lød samtidig også utrolig godt i den dybere ende af registret. Det blev understreget, da han godt bakket op af det velspillende backingband, der også talte britiske Ash Sheehan bag trommesættet iklædt Christiania-T-shirt og sixpence, satte gang i en forrygende version af den funky ’Sail Away’, hvor Hughes overtog Coverdales vers og dybe intonation med bravur.
Savnede sange
Man kunne have håbet på flere af de gode deep cuts, der ligger på de tre plader, Hughes nåede at indspille med gruppen i tiden fra 1974 til 1976 – klassikeren ’Burn’, den undervurderede ’Stormbringer’ og den ildesete ’Come Taste the Band’. Det blev det dog ikke til.
Som dedikeret fan af dén periode kunne man have foretrukket soulballaden ’Holy Man’, pornorockeren ’Love Child’, den svagt slæbende og melodiske ’The Gypsy’ eller den dynamiske ’You Keep on Moving’ .I stedet blev de store, sikre kort trukket frem med ’Smoke on the Water’ og afslutteren ’Highway Star’, der sikrede genkendeligheden hos det ret så talrige publikum, men som Hughes altså hverken har skrevet eller indspillet.
Til gengæld fik han skreget nok så meget igennem, at hans stemme lød som et kønsorgan på ufrivillig og ukontrolleret viagra.
Mange gange blev kærligheden til publikum, Danmark og rockmusikken erklæret fra scenen. Sidstnævnte har Hughes selv tjent godt igennem snart fem årtier, og derfor var det rart at se ham repræsenteret på Copenhell.
Skulle det ske igen, kunne man dog håbe på en anelse mere mådehold. For selv legender kan underbygge deres ikonstatus ved at holde igen.