Kunsten at tilgive

AILD
AILD3
Aild2
C
C2
Unearth
Unearth2
Fit for a King

Danmark lod til at have tilgivet Tim Lambesis' ugerninger, da den amerikanske kvintet genskabte lidt af metalcore-magien, der prægede start-00’erne.

Titel
+ Chelsea Grin + Unearth + Fit for a King
Dato
02-10-2019
Fotograf
Lykke Nielsen
Karakter
4

Hvem havde troet, at As I Lay Dying ville få gulvet i Amager Bio til at gynge i ekstase? Bandets historik taget i betragtning var der næppe nogen, der havde forventet et nyt album eller turné. Man kunne godt frygte, at koncertens fremmøde ville være påvirket af affæren med forsanger Tim Lambesis, men det lader til, at de danske fans har tilgivet ham. På den anden side, hvis Lambesis' eneste tilbageværende medstifter Jordan Mancino kunne tilgive, hvorfor skulle danskerne så ikke? Han prøvede trods alt kun at få sine kone slået ihjel…

Skulle man ikke være helt overbevist om forsangerens anger, var der heldigvis tre andre, ganske gode årsager til at møde op til metalcore-brag i Amager Bio: Fit for a King, Unearth og Chelsea Grin.

Forskudt tidsplan og en times varierende kvalitet
Til trods for navnet var der ikke meget royalt over Fit for a Kings performance. Det var tværtimod helt nede på jorden uden de store dikkedarer. Præcist, kontant og energisk – og med en sprudlende Ryan Kirby i front. En halv times koncert, startet 10 minutter tidligere end planlagt. Sandsynligvis til stor ærgrelse for de fleste, der blot planlægger deres gøren og laden en lille smule. Salen føltes en smule tom.

Med udgangspunkt i bandets to seneste udgivelser, ’Deathgrip’ og ’Dark Skies’, fik amerikanerne vist flaget på behørig vis og leveret startskuddet til en intens aften i metalcorens tegn.

Med ekspresfart blev Fit for a King rullet af scenen og Unearth ind. Koncerten selv gik næsten lige så hurtigt. Med udgangspunkt i sidste års ‘Extinction(s)’ indledte kvintetten fra Boston aftenen. Med både ‘Incinerate’, ‘Survivalist’ og den potente ‘Dust’ bestod en stor del af amerikanernes korte sæt af nyt materiale. Hvilket specielt tydeliggjorde forsanger Trevor Phipps' mangel på vokalmæssigt talent.

Den ellers karismatiske forsanger leverede en noget haltende præsentation. Vokalen virkede mere slidt end normalt, og engagementet på scenen virkede klumpet og kun sjældent nærværende.

Lead-guitarist Buz McGrath og trommeslager Nick Pierce viste derimod høj klasse og energi. De var den bærende puls i de 30 minutter, Unearth havde fået tildelt. Mod slutningen fandt kvintetten dog fælles fodslag, samtidig med at publikum også begyndt at vise tegn på interesse. ‘The Great Dividers’ var et klimaks, der gav lyst til mere. Alt for sent i koncerten. Det lykkedes aldrig helt for Unearth at overbevise publikum om bandets kvaliteter og potente metalcore - forhåbentlig får de muligheden igen snart med mere spilletid.

Et nyt og bedre band
De seneste år har været særdeles kaotiske for amerikanske Chelsea Grin. Bandet er blevet reduceret fra at være seks medlemmer og en overflod af guitarister til en kvartet med ny forsanger. En udvikling, der kun har været bandet til gode.

Selvom Tom Barber virkede en smule uengageret på scenen, har han en potent vokal, som Amager Bio i særdeleshed fik lov til at opleve. Med mere end ni års erfaring fra Lorna Shore virker den nye forsanger som den helt rigtige erstatning for den mentalt forstyrrede Alex Koehler.

At der samtidigt er sorteret ud i antallet af guitarister har kun givet bandet en bedre fremtoning i live-kontekst. Man kan trods alt komme langt med et backingtrack og Stephen Rutishausers kompetencer.

For at skære ind til benet og sige det pænt, fremstod Chelsea Grin torsdag aften i højere grad som et seriøst, sammentømret band frem for en mulig joke. Et ry, som bandet i særdeleshed har haft svært ved at slippe af med.

Der var intet sjovt over aftenens koncert. Ingen joke. Kun solid deathcore, der blev modtaget med kyshånd af publikum. Amager Bio fik for alvor lov til at mærke tung og modbydelig deathcore. Ikke overraskende med udgangspunkt i bandets udmærkede 2018-udgivelse, ‘Eternal Nightmare’, hvorfra specielt ‘Hostage’ og ‘The Wolf’ var en fornøjelse.

Vi kom naturligvis også rundt om bagkataloget. ‘Recreant’ og ‘Playing With Fire’ blev begge pænt modtaget og flot leveret. Det være sagt er Chelsea Grin i gang med et nyt kapitel i historien om bandet fra Salt Lake City, og det kapitel er nu engang mere interessant, end hvad der var engang.

Glæden ved at genopleve, hvad man troede var tabt
Chelsea Grin havde stor succes med at skubbe publikum ud over kanten. Alle var tændte og på, da aftenens hovednavn endelig stod på scenen. Selvom forsangerens ugerninger sandsynligvis lurede i baghovedet på de fleste, blev de i den følgende time og 20 minutter glemt og erstattet af glæden ved igen at høre nogle af bandets bedste kompositioner.

Man kan fristes til at sige, at nogle af dem ligeledes er blandt metalcorens bedste skæringer. Bandets tre første plader står som højdepunkt fra metalcorens opblomstring. At opleve ’94 Hours’, ‘The Darkest Nights’ og ‘Confined’ live igen, efter alt bandet har været igennem, var intet mindre end en kæmpe fornøjelse.

Alle, der har oplevet Wovenwar live, har stået med et stille ønske om, at et eller flere As I Lay Dying-numre ville snige sig ind. Primært fordi Wovenwar var et kedeligt og kønsløst projekt, sekundært fordi det var den eneste mulighed for at høre numrene live. Des mere specielt var det, da Jordan Mancino slog takten an til aftenens andet nummer, ‘Through Struggle’ - fra ‘Shadows Are Security’.

Gulvet i Amager Bio fik lov til at gynge, som det kun gør på en rigtig god aften. Der var heller ikke grund til andet. Lyden var perfekt og kvintetten ikke kun leverede; de virkede også som om de virkelig nød at spille sammen igen - og overfor det danske publikum.

Dette års udgivelse, ‘Shaped by Fire’, dominerede sammen med numre fra ‘An Ocean Between Us’ aftenens sætliste. En sætliste, der var godt sammensat og sjældent gav rum til pauser. Som vi også angav i vores anmeldelse af ‘Shaped by Fire’ er det indiskutabelt en af bandets bedste udgivelser, hvilket også stod klart i løbet af aftenen.

Specialt ‘Redefined’, den thrashede ‘Gatekeeper’ og ‘My Own Grave’ satte ild til publikum og fungerede nærmest perfekt i forlængelse af bandets ældre materiale. Førstnævnte blev gæstet af Ryan Kirby, der kompetent tog sig af August Burns Red-frontmand Jake Luhrs bidrag til nummeret. Vellykket, men også lidt grinagtigt, da Kirby fremstår som en spinkel teenager side om side med muskelbundet Lambesis.

Lambesis selv var over det hele. Steroide-bjerget hoppede rundt som Donkey Kong, headbangede og virkede oprigtigt glad for at se så mange fremmødte. Alternativet taget i betragtning kunne han heller ikke tillade sig meget andet.

I det hele taget er det svært at tillade sig andet end at være tilfreds med aftenens hovednavn. Det var en opvisning i velspillet og potent metalcore fra første riff - så kan man mene hvad man vil om forsangeren.