En fængslende oplevelse
Populær
De sidste syv år har omtalen af As I Lay Dying taget udspring i alt andet end metalcore. Til trods for skandalerne forsøger vi at tage skridtet dybere og forholde os til det, det hele handler om: musikken.
Blinded
Shaped By Fire
Undertow
Torn Between
Gatekeeper
The Wreckage
My Own Grave
Take What's Left
Redefined
Only After We've Fallen
The Toll It Takes
Det ER svært at komme uden om forsanger Tim Lambesis' ugerninger, når man addresserer As I Lay Dying. Forsangeren måtte i 2013 ind og spjælde den, efter han forsøgte at hyre en undercover-detektiv til at hjælpe sig af med konen. En alvorlig sag, der helt naturligt førte til, at bandet blev sat på pause. Forståeligt taget i betragtning af, at forsangeren risikerede 9 års fængsel - for ikke at nævne hele det etiske aspekt.
I mellemtiden fortsatte resten af medlemmerne med det noget triste sideprojekt Wovenwar. Desværre uden at opnå samme succes som As I Lay Dying. Derfor kommer det næppe som den store overraskelse, at bandet nu har fundet sammen igen, om end det forståeligt nok har taget de andre medlemmer lang tid at tilgive forsangeren. Tre år, mere eller mindre. Allerede ved frigivelsen i 2016 begyndte Lambesis at kurtisere sine gamle venner.
Var Wovenwar blevet en succes, havde vi næppe stået med en ny As I Lay Dying-udgivelse i dag. Tilfældighedernes spil har bragt bandet sammen igen, og man kan så diskutere, om man bør give bandet omtale efter hele den affære? I første omgang parkerer vi den diskussion og fokuserer på det relevante, hvilket er musikken.
Det er syv år siden As I Lay Dying sidst udgav nyt - ‘Awakened’. Syv år, hvor der er sket umanerligt meget inden for metalcore-scenen. Den udvikling skider kvintetten fra San Diego dog højt og flot på og fortsætter i stedet ufortrødent, hvor de slap i 2012.
Man hvorfor også ændre på det, der fungerer? Killswitch Engage har gjort tilsvarende i mange år - sågar gentaget stuntet igen i år. Dog med knapt så stor succes. Når nu den klassiske metalcores bannerførere sover lidt i timen, er det da velset, at As I Lay Dying kan tage teten op og ligefrem udgive en plade, der er genren værdig.
‘Shaped by Fire’ er overraskende god. Den lange pause og de mange interne problemer taget i betragtning er det imponerende, at kvintetten er lykkedes med så kompetent en udgivelse. Alt er, som det plejer. Der er ingen overraskelser, og du ved hvad du får: 12 velkomponerede metalcore-skæringer, der rykker de helt rigtige steder.
Lambesis og Josh Gilberts vokalsammenspil er stadig blandt de bedste inden for genren. Allerede fra første nummer bliver man mindet om, hvor godt de to komplimenterer hinanden. Wovenwar manglede nerve; den nerve sørger Lambesis for. Ét voila, så har du en af de bedste klassiske metalcore-plader udgivet i år.
Der spares ikke på storladne omkvæd, intense riffs, thrashede trommer eller breakdowns. ‘Shaped by Fire’ har det hele, og sangskrivningen er modsat Killswitch Engages ‘Atonement’ virkelig god. Men nu har kvintetten trods alt også haft syv år til at indsamle inspiration. Derfor undrer det også lidt, at de indledende riffs på ‘Take What’s Left’ lyder SÅ meget som selvsamme på ‘The Sound of Truth’ fra ''An Ocean Between Us'.
Amerikanernes 7. fuldlængdeudgivelse er ikke kun en flot gendannelsesplade, der er ligeledes noget af det bedste, bandet har udgivet. Lambesis' tur i fængsel og de andre medlemmers fallerede sideprojekt har altså skabt grobund for en særdeles solid metalcore-udgivelse med et utal af solide kompositioner. Lyt blot til ‘My Own Grave’, ‘The Wreckage’ og ‘Only After We’ve Fallen’.
Der er heller ikke tvivl om, at ‘Shaped by Fire’ er et terapialbum. For forsangeren selv, der får udtrykt frustrationer og anger gennem lyrikken, og for bandet som enhed. Det være sagt er det næppe dét, pladen vil blive husket for. Forhåbentlig huskes pladen primært som en stærk, klassisk metalcore-udgivelse.