Den lidt for trygge formel

killswitch_engage_atonement

Killswitch Engages ottende studieplade genbruger mange af bandets egne succesformler, men halter, hvad angår både nytænkning og sangskrivning.

Titel
Atonement
Dato
16-08-2019
Trackliste
1. Unleashed
2. The Signal Fire
3. Us Against the World
4. The Crownless King
5. I Am Broken Too
6. As Sure as the Sun Will Rise
7. Know Your Enemy
8. Take Control
9. Ravenous
10. I Can't Be the Only One
11. Bite the Hand That Feeds
Forfatter
Karakter
2

Særdeles produktive Killswitch Engage har for længst cementeret deres plads i den absolutte metalcore-top. Den hyper-aggressive ’Alive or Just Breathing’ fra 2002 var gennembruddet, hvorefter forsanger Jesse Leach sprang fra posten. De efterfølgende tre plader med Howard Jones bag mikrofonen gjorde kvintetten fra Massachusetts til en anerkendt aktør på metalscenen, som ramte bredt og ikke blot spillede for kerne- og core-publikummet. Jones forlod dog bandet igen i 2012, hvorefter Leach vendte tilbage til folden og sang på hæderlige og ganske aggressive ’Disarm the Descent’ fra 2013. Opfølgeren ’Incarnate’ fulgte tre år senere og bød på et noget mere melodisk og afdæmpet Killswitch Engage, hvor voldsomheden fra de hidtidige Jesse Leach-udgivelser var sat en smule i baggrunden.

Endnu tre år senere er ’Atonement’ nu på gaden og følger i høj grad formlen fra ’Incarnate’. Måske endda i lidt for høj grad, for det er svært at få øje på det nye og spændende pladen igennem. Bevares, Kilswitch Engage er otte plader inde i karrieren og har for længst etableret sig som et stort navn, men man kunne stadig godt have håbet på en smule mere nytænkning og lyst til eksperimenter, end tilfældet er.

Det starter ellers udmærket. Førstesinglen ’Unleashed’ er blandt pladens bedre skæringer og trækker på en bred vifte af de virkemidler, der er blevet Killswitch Engages adelsmærker. En tung, djentet start, hvor Leach brøler igennem over det fine miks af huggende riffs og store harmonier, der er guitarduoen Joel Stroelzel og bandchef Adam Dutkiewiczs kendetegn. Justin Foleys trommespil, gode grooves og skarpe blasts er stadig bandets diskrete, mens livsvigtige rygrad, og Jesse Leachs rene vokaler er ikke hørt bedre fra ham, siden han genindtrådte i bandet. Alligevel sidder man med en følelse af, at det er en smule gumpetungt. Sangen indbyder til, at bandet virkelig skruer op for farten, aggressionen og gennemslagskraften, men det hele kommer til at virke en smule halvfærdigt.

Det bliver der til gengæld rådet bod på i ’The Signal Fire’, der er ’Atonement’s absolutte højdepunkt. Howard Jones er hentet ind som gæstevokalist og supplerer Leach fantastisk. Bandet tamper af sted ud over stepperne, breakene er knivskarpe, musikken tilpas afvekslende i sin opbygning og forskellige delelementer. Der bliver givet los fra Killswitch Engages side, og man drømmer stille om, hvor vildt et slutprodukt det kunne blive, hvis såvel Leach som Jones var blivende medlemmer af bandet.

Hurtigt glemt genbrug og et stykke med pop
Desværre rammer resten af pladen ikke ’The Signal Fire’s højder på noget tidspunkt. ’Us Against the World’ er storladen og en kende poppet med sit pubertære tekstunivers, men fremstår alligevel som et udmærket nummer sammenlignet med den rædderlige andensingle ’I Am Broken Too’, der flirter mere end godt er med den hårdere radiorock fra slut-90’erne. Netop de store, men overfladisk udtrykte følelser kommer tilbage og skæmmer i pladens sjæler ’I Can’t Be the Only One’, og ’Take Control’ er endnu en mindre vellykket flirt med det rockede univers.

Det er trods alt ikke skidt det hele, for Killswitch Engage kan stadig give los og spille metal. ’Ravenous’ har potentialet til at blive en af bandets evergreens, og ’Bite the Hand That Feeds’ er blytung og voldsom Killswitch Engage, når det er mest metallisk. Det samme kan siges om ’The Crownless King’, der trods en gæstevokal fra Testaments Chuck Billy er et nummer, der er glemt alt for hurtigt. Selv om ’Atonement’ fokuserer på det melodiske metalcore-aspekt, som var så fremtrædende på ’Incarnate’, evner bandet stadig at rive et tungmetallisk nummer eller to af.

Hvad pladen dog mangler i forhold til forgængeren er de numre, der musikalsk holder vand og samtidig bliver siddende i øregangen. Killswitch Engage er ikke bange for at skrive det store, melodiske hook, men det lykkes aldrig for alvor på ’Atonement’. Pladens højdepunkter er de tunge numre, men selv der mangler man til tider et særkende, der gør, at de for alvor gør indtryk. ’Atonement’ ville måske have været en udmærket plade, hvis den var blevet udgivet af et mindre navn. Killswitch Engage er dog ofre for deres eget høje bundniveau, for man kan ikke undgå at sidde tilbage med følelsen af, at ’Atonement’ bare er et input til diskografien, der nemt er glemt nogle år frem i tiden.

Killswitch Engage er et stort navn på metalscenen. Og med otte plader på CV’et er de måske et af de bands, der begynder at leve på fortidens bedrifter og så udgiver en nogenlunde plade fra tid til anden for at holde gryden i kog. Det håber man selvfølgelig ikke, men det er desværre den konklusion, ’Atonement’ lægger op til. Sangskrivningen halter, evnen til at tænke nyt ligeså. Det er metalcorens ABC, der bliver udfoldet, men man er gennem årene blevet vant til, at Killswitch Engage som pionerer kunne meget mere end det. Det kan de desværre ikke på 'Atonement'.