Eminent jubilæumsudgivelse
Populær
Er man fan af metalcore med et melodisk islæt, er der ingen vej uden om Calibans 10. udgivelse. En stærk plade fyldt med potent metalcore og virile kompositioner.
Mein Schwarzes Herz
Who I Am
Left For Dead
Crystal Skies
Walk Alone
The Ocean's Heart
brOKen
For We Are Forever
Inferno
No Dream Withut A Sacrifice
Hurricane
Tysklands metalcore-stolthed er tilbage, aggressive og overbevisende. Den fasttømrede kvintet er på gaden med deres 10. studiealbum siden debuten fra 1999. Et stærkt udspil, der er solidt bygget op omkring bandets forcer.
Caliban har efterhånden fået finpudset deres lyd og tilgang til metalcoren. Ganske simpelt og effektivt, om end opskriften med årene er blevet lidt kedelig. Heldigvis er ’Gravity’ mere end bare endnu en Caliban-udgivelse. Det er en plade, der arbejder med flere melodiske passager og alternative indslag end tidligere. Førstesinglen og åbningsnummeret ’Paralyzed’ er et godt eksempel. Det hele starter i vanligt hidsigt Caliban-tempo, inden det melodiske og storladne omkvæd tager over. Bygget op som det er omkring keyboardsamples og melodisk guitar, giver det svulstige omkvæd nummeret ekstra styrke.
Den efterfølgende ’Mein Scwarzes Herz’ er derimod klassisk Caliban. Tysk og effektivt, men sammenlignet med åbningsnummeret virker pladens eneste nummer fremført på tysk en smule trivielt. Er man så heldig at få fingre i den version af pladen, der indeholder remix, er Der Tante Renate/Steinborn-remixet af selvsamme nummer langt mere potent og hårdt-pumpende.
Generelt arbejder kvintetten med mange interessante, alternative indslag. Bedst lykkes det på den eminente ’The Ocean’s Heart’, der gæstes af Alissa White-Gluz. Den canadiske sangerinde pryder omkvædet med sublim skønsang, der bryder det trykkende mørke, der indhylder Calibans insisterende metalcore. Som pendant gør bandet fremragende brug af atmosfæriske guitarflader på den storladne ‘No Dream Without a Sacrfice’. Endnu en af albummets mange fremragende skæringer.
Apropos den blåhårede canadier får forsanger Andreas Dörners tunge, magtfulde vokal modspil fra flere gæstevokalister. Marcel Gadacz fra Dream on, Dreamer tilføjer en smuk, ren vokal på den vellykkede ‘Inferno’, mens Jamie Graham (Heart of a Coward) for en gangs skyld leverer en noget kedelig vokal-performance på et af albummets mindre interessante numre, ‘Crystal Skies’.
Til trods for at tyskerne eksperimenterer og primært slipper godt fra det, er ’Gravity’ også spækket med klassisk metalcore. ‘Who I Am’, ‘Walk Alone’ og ‘For We Are Forever’ er alle stærke kompositioner, fuldendt med pinch harmonics og tunge breaks. Metalcore når det er bedst. Modsat er det kun få numre, der ikke holder det høje niveau. Ud over førnævnte mindre interessante numre har den afsluttende ‘Hurricane’ et tåkrummende omkvæd, der ødelægger hele nummeret.
Endelig er der ‘brOKen’. Calibans forsøg på at kopiere Bring Me the Horizon anno 2016. Pladens stille nummer, prydet med åh åh åh-kor og singalong-omkvæd. Et flot komponeret nummer, men samtidig et nummer, man enten får kvalme af, eller med det samme synger med på. Det lugter lidt for kraftigt af single-materiale, og sammenholdt med de mange melodiske tiltag kunne man mistænke bandet for vitterligt at søge et bredere publikum. Søg endeligt et bredere publikum, hvis det betyder flere Caliban-udgivelser af denne høje kaliber.
Kvintettens jubilæumsudgivelse er indbegrebet af tysk effektivitet. Caliban rammer storformen med ‘Gravity’, der trods enkelte mindre interessante numre holder et flot niveau. Mange gode metalcore-udgivelser er allerede udgivet i 2016 (Killswitch Engage, Bury Tomorrow m.fl.), men Caliban evner at differentiere deres udgivelse med de mange alternative tiltag og samtidig lægge sig i spidsen af det samlede metalcore 2016-felt. Er man til metalcore med et melodisk islæt, er der ingen vej uden om ‘Gravity’.