Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Klassisk Killswitch

Populær
Updated
Klassisk Killswitch

’Incarnate’ er en stærk udgivelse fra Killswitch Engage. En udgivelse, der cementerer bandes position inden for genren efter en ørkenvandring af middelmådige udgivelser. Samtidig er det pladen, hvor Jesse Leach for alvor vender tilbage som forsanger.

Titel
Incarnate
Trackliste
Alone I Stand
Hate By Design
Cut Me Loose
Strength Of The Mind
Just Let Go
Embrace The Journey...Upraised
Quiet Distress
Until The Day
It Falls On Me
The Great Deceit
We Carry On
Ascension
Reignite
Triumph Through Tradegy
Loyalty
Karakter
4

Med undtagelse af enkelte pionerende grupper er Killswitch Engage efterhånden det moderne indbegreb af metalcore. De har eksisteret siden 1999 som et af de største bands inden for genren, og med seks udgivelser i bagagen kræver den amerikanske kvintet ingen introduktion.

’Incarnate’ er bandets 7. udgivelse, og kort sagt er der ikke meget nyt under solen. Killswitch spiller, som Killswitch altid har gjort, med få positive afvigelser fra formlen. Efter en lang række middelmådige udgivelser byder ’Incarnate’ på 15 numre, der alle holder et flot niveau med undtagelse af enkelte vildskud.

Trods varierende kvalitet er Killswitch Engage det sikre valg. Det er en lagkagebund af kvalitet. Spørgsmålet er, hvor meget fyld de enkelte numre tilføjer den bund. Generelt set er der masser af lækkert fyld i lagkagen. Lige fra tunge, groovy toner til melodiske omkvæd og tordnende breaks. Alt det, Killswitch Engage er kendt for, samlet i en række stærke kompositioner.

Reelt starter ’Incarnate’ ikke specielt godt. ’Alone I Stand’ er godt nok et bombastisk startnummer med masser af attitude og aggressivitet, men de efterfølgende ’Hate By Design’ og ’Cut Me Loose’, er begge gennemsnitligt Killswitch-materiale uden det ekstra element, der giver numrene holdbarhed. ’Strength of Mind’ er derimod et stærkt nummer. Joel Stroetzel og Adam Durkiewicz er stadig en powerduo på økserne og serverer på 'Strength of Mind' og resten af pladen solide, groovende og opfindsomme riff. Pladen igennem akkompagneres det af Jesse Leachs skiftevis brutale og rent syngende vokalføring.

Netop vokalarbejdet fra Leach er et af pladens bærende elementer og en af positive forskelle fra de seneste udgivelser. Især sammenlignet med Howard Jones-æraen, men også til forskel fra forrige udgivelse ’Disarm The Descent’. Den hjemvendte søn pryder albummet med sin insisterende vokal. Det lykkedes ikke helt for Leach at markere sig på forrige udgivelse, men på ’Incarnate’ beviser han, at han er den helt rette for Killswitch Engage. Når det er sagt, kan man godt få nok af Leachs skønsang. Især på ’Cut Me Loose’, hvor omkvædet nærmest kammer over i hyggelig Foo Fighters-rock.

Generelt er 'Incarnate' lidt mindre aggressiv end forgængeren. ’Disarm the Descent’ var uden tvivl en manifestation. En plade, der markerede, at Killswitch Engage var tilbage med Leach i front, og en plade, der var mere fandenivoldsk end foregående udgivelser. Desværre lykkedes denne manifestation ikke helt for amerikanerne. Det gør det til gengæld på denne 7. udgivelse, trods det mere melodiøse udtryk.

Selvom pladen starter vagt, udvikler ’Incarnate’ sig betragteligt ved flere gennemlytninger. ’Embrace the Journey... Upraised’ og ‘Triumph Through Tradegy’ er begge tunge, onde numre med brutale riff. ‘Quite Distress’ og ‘The Great Deceit’ er med hurtigt tempo bygget til circle pits og luftguitar, mens ’We Carry On’ og ’It Falls on Me’ har fundament i hjerteskærende omkvæd og sing along moments. Kort sagt er ’Incarnate’ en diversitetspræget plade. Den er til gengæld ikke en innovativ plade, men det er en udgivelse, der vokser med tiden, og et album, der på mange områder består af det bedste fra Killswitch Engage.

’Incarnate’ er klassisk Killswitch. Det er primært positivt ment. Trods enkelte vildskud er pladen fyldt med gode og mindeværdige kompositioner. Men det er samtidig en plade, der kræver tålmodighed og flere gennemlytninger.