Metallisk historietime

Populær
Metallisk historietime

Det var med det helt store udstyrsstykke, at legenderne Iron Maiden besøgte Royal Arena på deres ’Legacy of the Beast’-tour og gik 40 års bagkatalog igennem. Det var usædvanligt stort og ambitiøst – men var det også for meget?

Kunstner
Titel
+ Killswitch Engage
Spillested
Dato
05-06-2018
Trackliste
Aces High
Where Eagles Dare
2 Minutes to Midnight
The Clansman
The Trooper
Revelations
For the Greater Good of God
The Wicker Man
Sign of the Cross
Flight of Icarus
Fear of the Dark
The Number of the Beast
Iron Maiden
-
The Evil That Men Do
Hallowed Be Thy Name
Run to the Hills
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Iron Maiden. Verdens største metalband kun lige overgået af Metallica. Fyrre år inde i karrieren har de solgt over 100 millioner plader, spillet udsolgte arenaer overalt i verden og sat deres ubestridelige aftryk på metalhistorien. At de har kunnet komme så langt uden en større tilstedeværelse i mainstreamlandskabet siger meget om bandets musikalske kvaliteter, men også deres vedholdenhed. De har rockhistoriens vel nok mest markante og lettest genkendelige brand, maskotten Eddie, og så er de berygtede for deres enorme og monstrøst dedikerede fanbase.

Sidste gang de var i landet, var det i Boxen i Herning for to år siden. To år før det var det Helviti-scenen på Copenhell. Nu skulle de prøve kræfter med Royal Arena, hovedstadens eneste koncertsted, der kan rumme et band af Maidens kaliber uden for festivalsæsonen. Metallica indviede den sidste år. Judas Priest og Megadeth kigger forbi på søndag. Og til december er det Slayer, der runder arenaen på deres annoncerede afskedsturne med Lamb of God, Obituary og Anthrax.

Denne gang var anledningen ikke en ny plade, men hele karrieren: Den europæiske tour 'Legacy of the Beast' samler op på de samtlige snart 40 år, der er gået siden første plade udkom, og i den anledning har de gravet sjældent guld frem fra gemmerne, hvilket fik frontmand Bruce Dickinson til at forudsige "social media madness" efter turneens første stop grundet både sætlisten og showets "wow"-faktor.

Bøffet følsomhed
Før vi nåede til hovedattraktionen, skulle vi dog trakteres med amerikanske Killswitch Engage, der agerer support på størstedelen af turneen. Som det band, der nok mere end nogle andre introducerede det brede metalpublikum for moderne metalcore i starten af nullerne, var der nok nogle af aftenens publikummer, der ikke kunne se, hvad de skulle i sammenhæng med Iron Maiden. Men Killswitch Engage er ikke desto mindre et af de få bands fra generationen omkring årtusindskiftet, der kan løfte den opgave, det er at spille på et stadion.

Desværre har de bare ikke helt materialet med sig. Deres nedtunede riff og dobbeltpedalsgrooves står ganske vist i skarp kontrast til den patos, de gang på gang slår over i i de melodiøse omkvæd, hvor den bøffede frontmand Jesse Leach med sin lyse hanekam og denimsuit blotter en skrøbelig følsomhed. Men sangskrivningen er generisk, de monotone breakdowns står i kø, og sangene adskiller sig ikke nævneværdigt fra hinanden, selv når de bevæger sig gennem de sidste femten års hitparade med ’My Last Serenade’, ’The End of Heartache’ og ’My Curse’.

Hvad de ikke har i materialet, opvejer de til gengæld for med musikalske chops, nærvær og energi. Den form for bøffet metalcoremelankoli, som Killswitch Engage står for, er en af de relativt få i metalgenren, der kan løfte sig i en arena, og bandet eksekverer det fejlfrit. Når de i sidste nummer opfordrer publikum til at få næverne i vejret for dernæst at sætte gang i deres famøse coverversion af Dios ’Holy Diver’, er det med lirede soli, synkrontapping og (selvfølgelig) breakdowns til fuld effekt. Arenaen er varmet op til de levende legenders indtog.

Indlevende historietime
Fem minutter over ni sætter UFOs ’Doctor Doctor’ i gang over anlægget, og ind træder to militærmænd på hver sin side af scenen, før de afdækker scenesetuppets camouflagedesign. Sort/hvide billeder på storskærmene akkompagnerer Churchills 'We Shall Fight on the Beaches'-tale, der runger ud i salen, og med ét starter introen til 'Aces High', før bandet springer ind på scenen for at sætte første vers i gang. Det var bogstaveligt talt en flyvende start, for som det store udstyrsstykke, aftenens show skulle vise sig at være, svævede et krigsfly i bedste britiske Royal Navy-stil over Bruce Dickinson, der iført pilothat veloplagt fremførte teksten om at bekæmpe tyskerne under Anden Verdenskrig.

Krigstemaet gik igen i ’Where Eagles Dare’ og favoritten ’2 Minutes to Midnight’ om den nært forestående atomkrig, der måske/måske ikke har fået fornyet relevans i dag. For hvert nummer skiftede det store bagtæppe, og for (næsten) hvert nummer skiftede Bruce Dickinson kostume, så det passede til nummerets tematik og, ikke mindst, historiske periode.

For det er det, Iron Maiden gør. De plukker fra historien, justerer en smule, sætter musik til og præsenterer det i en dramatiseret form. Det er kraftfuld og effektiv formidling, og igennem Iron Maiden kan vi på splitsekunder rejse fra Anden Verdenskrigs tapre luftstyrkepiloter over koldkrigstruslen til de britiske soldater i 1850’ernes Krimkrig (’The Trooper’) til den græske mytologis faldne figurer (’Flight of Icarus’) og europæernes ekspansion mod vest (’Run to the Hills’). Iron Maiden opfylder alle ens vildeste drengedrømme med renæssancemennesket og bindeleddet Bruce Dickinson som altdominerende frontmand og indlevende entertainer.

Der er sket meget, siden Maiden kom ud af Londons East End og viste en død Margaret Thatcher for foden af en morderisk og bevæbnet Eddie på omslaget til ’Sanctuary’-singlen i 1980. Det punkede og primitive er for længst væk til fordel for de episke og lange, prog rockede numre, og dem fik vi også serveret en del af her til aften, herunder ’The Greater Good of God’, ’The Sign of the Cross’ og ’The Clansman’, der alle ikke er blevet spillet live de sidste ti år. Inklusionen af de to sidste var desuden velvagt og vidnede om, at Blaze Bayley-perioden i 1990’erne ikke er helt fortrængt af bandet. Særligt ’The Clansman’, der omhandler uafhængighedskampen i det 13. århundredes Skotland, stod stærkt og var ifølge Dickinsons ord stadig lige så relevant i dag. Refrænets ”freedom!”-udråb gjaldede flot gennem arenaen, mens Bruce Dickinson dukkede op med fægteskjorte og sværd for dernæst at tage kampen op mod en uniformeret Eddie i den efterfølgende ’The Trooper’.

Showet skyggede for musikken
Det var larger than life, som metal nu bør være det, men de evindelige kostume- og sceneskift kammede dog også over og endte til tider med at overskygge musikken. Ikke mindst da en kæmpemæssig, bevinget Ikaros-ballon blev hejst op, mens Bruce hoppede rundt med en flammekaster og spyede ild ud over scenen under det ellers så fremragende nummer ’Flight of Icarus’ – der ikke er blevet spillet på nogen turneer siden 1986!

Uagtet sangtematikker og stort anlagte koncepter fik det enorme udstyrsstykke i momenter Iron Maiden til at ligne bedstefædre, der skulle visualisere historietimen på bedst mulige vis for de yngre generationer. Det var unødvendigt didaktisk, for musikken kan sagtens stå på egne ben. Faktisk er det deres musik, der er historien, som temaet er på denne turné, og det skulle da også vise sig at blive bedre mod finalen, hvor ’Fear of the Dark’ fremkaldte fællessang (og hvor Bruce iklædt 1800-talskostume med høj hat og maske vandrede rundt med en nattelampe), før læderjakken kom frem til ’The Number of the Beast’ og ’Iron Maiden’ i et tilpas simpelt show – hvis vi lige ser bort fra Eddies kæmpe hoved, der rejste sig op bagerst ...

”Iron Maiden’s gonna get all of you!” skreg Bruce med sit karakteristiske vræl, og med en sidste trumf bestående af ’The Evil That Men Do’, dødshymnen ’Hallowed Be Thy Name’ og signaturnummeret ’Run to the Hills’ lukkede bandet ned for to timers absolut veloplagt og velspillet musikalsk underholdning.

Det var verdensklasse. Så absolut. Lyden var fremragende (modsat hvad visse andre anmeldere mener), og det var stemningen også. Trommeslager Nicko McBrain blev da også fejret med en fødselsdagssang undervejs, da han fyldte 66 på denne Grundlovsdag.

Men mindre kunne faktisk også gøre det. Royal Arena bestod testen for Iron Maidens cinematiske totalteater, men man kunne også ønske, at renæssancemanden Bruce Dickinson og resten af Iron Maiden skruede en smule ned for showet en anden gang og lod musikken tale for sig selv. For det er jo den, vi er der for.