Copenhell 2014: Den syvende søn lagt i graven

Populær
Copenhell 2014: Den syvende søn lagt i graven

Iron Maiden leverede varen på Copenhell og serverede nogle sange, som vi nok aldrig får at høre mere. For denne anmelder var det en nostalgisk koncert.

Kunstner
Dato
11-06-2014
Trackliste
1. Moonchild
2. Can I Play with Madness
3. The Prisoner
4. 2 Minutes to Midnight
5. Revelations
6. The Trooper
7. The Number of the Beast
8. Phantom of the Opera
9. Run to the Hills
10. Wasted Years
11. Seventh Son of a Seventh Son
12. Wrathchild
13. Fear of the Dark
14. Iron Maiden

15. Aces High
16. The Evil That Men Do
17. Sanctuary
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Iron Maiden var årsagen til, at Copenhell overhovedet skulle starte på en onsdag. Jeg forstår godt, at arrangørerne bag slog til. Hvilket scoop! Efter kun at have eksisteret i fem år kan de nu markedsføre sig med at have haft et af de allerstørste navne på den store Helviti-scene. Formidabelt. Intet mindre. Selve koncerten vil nok blive husket for flere og andre ting end bare det historiske for folkene bag festivalen.

For denne koncert var en del af den turné, der fejrer 'Seventh Son Of A Seventh Son'-pladen. Iron Maiden har i mange år kørt to sideløbende turnéer. Den ene er, når de har udgivet en ny plade. Så bliver den fejret med en turné, hvor fokus på er på den nye plade samt en god håndfuld klassikere. Derefter går de i tænkeboks frem mod næste plade, og i den periode turnerer de med et show, der fejrer en tidligere turné og gammel plade.

Anno 2013 og 2014 er tiden kommet til at fejre den storslåede 'Seventh Son Of A Seventh Son'. En plade, der for denne anmelder står som en vigtig milepæl, og som jeg derfor tog under kærlig behandling i vores Metaldiktator. Derfor var aftenens koncert også noget, jeg havde set frem til. For jeg kunne naturligvis ikke dy mig og havde på forhånd tjekket sætlisten. Jeg måtte simpelthen bare vide, hvilke og hvor mange sange de ville spille fra den plade. Fire styks var svaret, og hvilke fire? De startede koncerten med 'Moonchild' og gik direkte videre med 'Can I Play With Madness'. Sidstnævnte blev dog ikke eksekveret historisk mindeværdigt.

Derefter spillede de 'The Prisoner' og '2 Minutes To Midnight', og festen kom reelt i gang. Iron Maiden bruger altid lige et par numre på at blive varme og så buldrer toget ellers derudad. Det var også tilfældet på Copenhell onsdag aften. Bruce Dickinson var i vanlig form veloplagt og forlangte noget af publikum, og brølene var forventede, da han råbte "Scream for me Copenhell!". Alt er, som det skal være, når Iron Maiden giver koncert.

Klassikerne stod på spring denne aften, som sætlisten så fint viser, og for undertegnede gik det hele op i en højere enhed, da de fremførte albumtitelsangen 'Seventh Son Of A Seventh Son'. Der gav hele sceneudsmykningen mening, der var det lange b-stykke med orgel og hele pivetøjet. Hele den knap 10 minutter lange episke sang, der, nyt for undertegnede, var med til at introducere mig for progressiv metal i 1988 i en alder af 11 år blev fremført. Set ud fra et neutralt perspektiv kan jeg godt se, at det rent momentmæssigt ikke nødvendigvis fungerer skidegodt midt i en koncert at hive tempoet så meget ud af festen, men jeg stod og fik gåsehud. Det var om noget den sang, der for alvor var med til at kickstarte min rejse ind i metallens verden. Nu hørte jeg den live. På Copenhell. For første og nok også sidste gang.

For Bruce Dickinson sagde det selv i starten. Denne aften vil der blive spillet sange, som højst sandsynligt aldrig bliver spillet igen. Simpelthen fordi deres turnécyklus betyder, at de skal videre til andre plader. Sangen 'Seventh Son Of A Seventh Son' er med garanti én af dem, vi ikke får at høre igen. Pyt også med det. Jeg fik 10 minutters nostalgi, og jeg vil huske dem for evigt.

Derefter fortsatte koncerten med den ene klassiker efter den anden. Sidste nummer fra den vigtige plade var 'The Evil That Men Do' i ekstranumrene, og så var jeg glad. Jeg blev sendt tilbage til børneværelset og en mor, der bad om, at der blev skruet ned. 

Bruces flyverhat under 'Aces High' var mere speciel end køn, ligesom hans omvendte Al Pacino-frisure under 'Seventh Son Of A Seventh Son' også gjorde, at man tænkte sit. Men Bruce er Bruce, og Iron Maiden er Iron Maiden. De gør og kan gøre lige præcis, hvad der passer dem. De er en institution, som denne anmelder hylder betingelsesløst. Koncerten var en rutineret og jævn affære, der ikke fortjener meget mere end 2-3 point, men jeg tvinger den lidt højere op på skalaen alene p.g.a. oplevelsen af at se ens favoritplade med bandet blive hyldet, og lige præcis titelnummeret gjorde udslaget.