(Mel)odiøst og tandløst

Populær
(Mel)odiøst og tandløst

Første udspil fra Wovenwar er en befrielseskamp for fire af medlemmerne med fortid i As I Lay Dying. Det lykkes for dem at befri sig fra ex-bandets lyd, men debuten lykkes ikke med så meget andet.

Kunstner
Titel
Wovenwar
Distributør
Trackliste
Foreword
All Rise
Death To Rights
Tempest
The Mason
Moving Up
Sight Of Shore
Father Son
Profane
Archers
Ruined Ends
Identity
Matters Of Time
Prophets
Onward
Karakter
2

Det er svært at nævne Wovenwar uden at berøre de omstændigheder som bandet egentlig er en konsekvens af. Men siden der er skrevet og filosoferet uendeligt meget om As I Lay Dyings forsangers forsøg på at hyre en lejemorder til at dræbe sin kone, vil jeg let og elegant springe henover sagen. Tim Lambesis er fængslet, As I Lay Dying (AILD) gået på "hiatus", og tilbage er de fire musikere, der i ledtog med Oh, Sleepers ene vokalist Shane Blay har rejst sig fra asken... - ja, gudhjælpemig, det er blevet sagt nok gange.

Faktisk burde vi med det samme stoppe med at referere til AILD, for selv om Wovenwars Jordan Mancino, Nick Hipa, Phil Sgrosso og Josh Gilbert er præcis samme mandskab som i AILD, så er forskellen mere, end at Shane Blay er kommet til - musikken har absolut intet til fælles med AILD. Om man så var fan af AILD eller ej, er ens egen sag, for i sidste ende er sammenligningen formålsløs og en uret mod Wovenwar.

Pænt og poleret

Wovenwar burde vel egentlig betegnes som hard rock tenderende til metalcore. Det er særdeles lettilgængeligt og harmløs musik. Ja, jeg har næsten lyst til at kalde det tandløst. Måske er det lidt groft sagt, men jeg er overrasket over, hvor pænt poleret og sterilt albummet er. Der er ingen kant, ikke en ru overflade at spore, og det er vel et personligt spørgsmå,l om man er til den slags. Det er jeg så ikke.

Bortset fra enkelte screams og lidt heat, er al vokal ren. De fleste sange er opbygget traditionelt med vers, omkvæd, c-stykker og så videre - med breakdowns blandet i for lidt rusken op i tingene. Uha, det bliver hurtigt generisk.

Sagen er også, at albummet generelt føles meget monotont, der er ingen variation i lydbilledet, og det er den samme dynamik og det samme register, de fleste sange arbejder med. Enkelte numre starter i et lavere tempo, men ender i det samme diskantede område som resten. Spækket med melodi og insisterende vokal. Der skal lige et bredere lydspektrum til, hvis jeg skulle fortsætte med at høre på det.

Sin egen succes

Til albummets forsvar er der ikke noget at sætte fingeren på i forhold til præstationer. Der er guitarlir for alle pengene i form af tre guitarister, der ikke er flove over at picke, sweepe og shredde dig ørefne fulde, og udover en lidt for stor forkærlighed for det diskante, så er det i og for sig en god oplevelse at høre numrene.

Det bliver bare for meget, når det er 15 numre. 55 minutter lyder ikke af meget, men 15 sange a 3-4 minutter, der er forskellige og alligevel ikke - så bliver den samlede oplevelse lidt anstrengende. Og desværre hurtigt glemt.

Et eller andet sted er albummet dog vellykket, for som sagt så ophører al lighed mellem de fire ex-medlemmer og AILD med dette album. Det kan meget vel være, at tekst og titler refererer til deres oplevelser over det sidste år, men det færdige produkt er så fjernt fra AILD, at albummet utvivlsomt lykkes med at fjerne tilknytningen til Tim Lambesis. Det er en skam for fans af AILD, der høfligt må søge andre steder hen, men det var nødvendigt for Wovenwar, der forhåbentlig kan fortsætte deres musikalske karriere på deres egne præmisser. 

Det kan være, Wovenwar kommer langt; det er i hvert fald popmelodiøst nok til, at en bredere skare kan tage det til sig. Måske 30 Seconds To Mars ville være en passende co-headliner. I al fald er jeg blevet enig med mig selv om, at "tandløst" ikke er for groft et ord at bruge.