Fem svedige, skæggede mænd
Populær
Mens anmelderen undrede sig over et publikum, der sang højere med på numre fra 'Sounds Of A Playground Fading' end 'Colony', var der intet at sætte fingeren på ved aftenens show i Vega. In Flames ejer stedet – samt retten til ikke at favorisere fans af deres ældre materiale.
Everthing’s Gone
Fear Is The Weakness
Trigger
Resin
Where The Dead Ships Dwell
With Eyes Wide Open
Paralyzed
Through Oblivion
Ropes
Delight And Angers
Cloud Connected
Only For The Weak
The Chosen Pessimist
The Quiet Place
When The World Explodes
Rusted Nail
The Mirror’s Truth
Deliver Us
Take This Life
Uheldige busomstændigheder, og den typiske problematik med at gennemskue, om Vega oplyser døre eller showstart på hjemmesiden, førte til, at jeg missede første band, While She Sleeps. Hardcorebandet fra Sheffield fik dog ros fra aftenens to andre bands, og jeg er sikker på, at de fik sat gang i Store Vega på ordentlig vis. Dampen stod i al fald allerede af publikum, da jeg ankom – tids nok til at høre Wovenwar.
Wovenwar imponerede som sådan ikke undertegnede på deres debutalbum, men der skete sgu andre ting, nu hvor bandet fik lov at vise sig i liveformat. Hvor albummet havde filet alle ru kanter af den rigeligt popmelodiøse rock, brændte Wovenwar langt stærkere igennem på scenen. Frem for at lægge hele fokus på vokalen – der heller ikke efterlod mig måbende live – var der skruet godt op for distortionen, mens Wovenwar viste en langt mere brutal side på scenen. Vegas lækre lydomstændigheder viste sig fra deres gode side og fremhævede de tærskende trommer, den buldrende bas og de skarpe riffs fremragende. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det bedst; Wovenwar var bare højere og hårdere end forventet, mens mere melodiprægede numre som ‘All Rise’ og ‘Prophets’ slog bedre igennem. Clean vokal var dog stadig bærende, men personlige præferencer må vige til side for faktum, at de lyder helt, helt fint.
Personlige præferencer måtte også vige, da hovednavnets valg af sange til sættet begyndte at stå klart. In Flames’ seneste album blev anmeldt i negative vendinger, og forventningens glæde var til at overse til aftenens show. Et ret grundigt blik på turnéens tidligere koncerters sætliste afslørede en forventet overvægt af sange fra 'Siren Charms'. Men at der også var fyldt godt på af sange fra deres seneste to album, behagede mig mildt sagt ikke. Der var dog ikke andet at gøre end at tage "okay så"-hatten på og stille sig godt til rette midt i lokalet, lige uden for mosh-radius. Det var trods alt In Flames i Store Vega, en situation tidligere anmeldelser har understreget kvaliteten ved.
Publikums præference
Det viste sig selvfølgelig også at være varmen og den voksende mosh-radius værd, da In Flames igen leverede til UG i Store Vega. Koncerten startede med de første to numre af 'Siren Charms', ‘In Plain View’ og ‘Everything’s Gone’, og fik sat gang i publikum, der energisk sang med fra første strofe. Det var også svært at lade være selv, da de mange gennemlytninger til anmeldelsen betød, at de fleste tekster sad fast. Efterfølgeren ‘Fear Is The Weakness’, en perle fra forrige album, sad lige i skabet, inden ‘Trigger’ fik publikum i Vega til at gå helt amok. Sættets eneste nummer fra 'Colony', ‘Resin’, fik også en applaus, der ville noget, men en anelse overraskende ikke så meget som nummeret efter, ‘Where The Dead Ships Dwell’. Og jeg måtte efterhånden affinde mig med at stå i et publikum, der sang højere med på sange fra 'Sounds Of A Playground Fading' end 'Colony'. Det ville være nemmest affejet med at understrege, at teksterne er simplere og omkvædene med ren vokal, men alligevel må et proppet Vega, der skråler med, bevise, at alle ikke er lige så sure over det som jeg. Ellers ville en koncert på 'Siren Charms'-turnéen ikke være udsolgt.
Modige valg
I det perspektiv må koncerten i går aftes siges at være så godt som perfekt. Som sagt bød aftenen mest på sange fra In Flames tre nyeste album, hvor især førnævnte ‘Fear Is The Weakness’, samt ‘Delights And Angers’ og ‘The Mirror’s Truth’ fik mig til at trække min afskrivning af de to forrige tilbage. ‘The Chosen Pessimist’ skal også understreges og nævnes for sig selv, da dens stille start og crescenderende opbygning var et modigt, men virkelig vellykket valg at tage lige efter publikumsfavoritten ‘Only For The Weak’, hvor Fridéns circlepit-fetish fik frit løb og satte en malstrøm af mennesker i gang, mens omkvædet pressede Kongressalens gulvbrædder til det yderste.
Egentlig er seks ud af nitten numre en fin fordeling mellem nyt materiale og gammelt, og mange af sangene havde en højere kvalitet live end på album. Live får de simplere tekster et andet liv, og flere sange stod stærkere, end jeg mindes dem på albummet. Måske det havde noget at gøre med, at Fridéns vokal ikke var mixet lige så langt frem i lydbilledet som på albummene, og den poppede fornemmelse var forsvundet igen. Dog ikke ‘When The World Explodes’, der i kontrast til tidligere succes med kvindelig vokal stadig var åndsforladt og akavet. Den kvindelige gæstevokalist Emilie Feldt var såmænd også med på scenen, men jeg havde mest lyst til at lukke øjnene og forestille mig operascenen fra ‘The Fifth Element’. I In Flames' variant gik hun dog bare på scenen, sang, og af den igen, uden introduktion af nogen art.
Liveband i særklasse
Anders Fridén holdt ellers ikke tilbage på svenskersnakken i mellem sangene, hvoraf en del røg henover hovedet på mig. Hans kommentarer til typerne med kameraet i vejret var dog ikke til at misforstå og særdeles velplaceret, idet han understregede, at de penge, de havde betalt for at komme ind, blev spildt ved at se koncerten i mobilformat frem for live. Hvis man altså havde lyst til at glo på ‘fem svettiga, skäggiga män’. Det har man. I hvert fald når de fem svedige, skæggede mænd spiller perfekt, og holder energiniveauet i de fulde fem kvarter, koncerten varede. Store Vega var et konstant kaos af arme og kroppe oven på hinanden. Vil man have et indtryk, kan man holde et vågent øje med Youtube, hvor en fan, der fik lov at stå på scenen til ‘Only For The Weak’ lovede Fridén, at han ville lægge en video ud (hvilket virker lidt paradoksalt, Fridéns kommentar om mobilformat taget i betragtning, men lad det nu ligge...).
Showets fire sidste numre var alle singler fra de fire sidste album, og til allersidst fik fans af 'Come Clarity', herunder mig selv, endelig lov til at høre en sang fra albummet. At In Flames’ sætlister ikke kommer til at være lige efter mit hoved fremover ender nok med at være realiteten. Den realitet gør heller ikke noget, for mod forventning var In Flames’ koncert i Store Vega med til at ruske op i kravene til sætlisten og lykkedes med at flytte fokus over på In Flames som fantastisk liveband, især på en venue som Store Vega.