Flere svagheder end styrker
Populær
Anders Fridén forsøger at croone sig igennem In Flames nok svageste album, der mest af alt byder på fine melodier og meget lidt andet.
Everything's Gone
Paralyzed
Through Oblivion
With Eyes Wide Open
Siren Charms
When The World Explodes
Rusted Nail
Dead Eyes
Monster In The Ballroom
Filtered Truth
Man burde inddele anmeldelser af In Flames efter deres fangruppe; en til dem, der nægter at høre noget efter 'Colony', en til dem, der strækker den til 'Come Clarity', og en til dem, der måske først er hoppet på vognen sent i In Flames' historie og derfor er glade for deres to seneste album. Hvis jeg skrev til sidstnævnte, vil anmeldelsen måske være en del mere positiv, men til gengæld er der vel ikke nogen, der virkelig mener, at de to seneste er deres bedste? Vel?
Som stor fortaler for, at bands eksperimenterer med stilskift hellere end at køre døde i det, kan jeg dog sagtens værdsætte bands' forskellige epoker. Så det er dog ikke per automatik, at jeg rynker på næsen ved første gennemlytning af ‘Siren Charms’. Jeg vil mene, at jeg har mine retfærdige grunde.
Den nødvendige indrømmelse
Man kunne fristes til at mene at første nummer, ‘In Plain View’, minder om In Flames fra 'Reroute To Remain' og frem. Der er dog visse forskelle, der er grelle nok, til at det er nemt at stå af med det samme. Grelle nok, til at vi nok må tage snakken om Fridéns rene vokal, og hvordan den ikke er optimal at have så central på et helt album. Det er faktisk et af hovedproblemerne på albummet.
'Siren Charms' er mixet som et popalbum, med vokalen helt forrest, hvilket for det første virker som et røgslør for resten af musikken. For det andet giver det mig lyst til at flå mine trommehinder ud. Anders Fridéns scream er et af mine absolutte favoritter - det er stærkt, det er følsomt, det er intenst, og så komplimenterer det især omkvædsmelodierne perfekt.
Med den rene vokal bliver Fridéns begrænsede rækkevidde desværre for tydelig. Man fornemmer, at han presser sig over evne i begge ender af skalaen. På ren sang - ribbet for effekter og den knirken, man er vandt til hos Fridén - hører man hans manglende teknik, og udtrykket mister lidt af sin styrke. Meget af tiden synger han dog cirka inden for sin talestemmes leje, og det bliver kedeligt og monotont. Jeg kan næsten få mig selv til at tilgive ham i de tilfælde, hvor vi med omkvædet får førnævnte kombination af scream og melodi for fuld udblæsning, men samlet set fungerer det ikke at skifte mellem styrke og svaghed så meget. Desværre bliver det lidt temaet på albummet, både sangmæssigt og instrumentalt, og så kan man vælge, om man hægter sig i det gode eller det dårlige. Fra start får vi en del gode, med ‘In Plain View’, ‘Paralyzed’ og ‘Through Oblivion’, der egentlig fungerer godt - bortset fra at de næsten konsekvent skuffer på en eller anden måde. ‘Paralyzed’ kører i et kedeligt riff, men sejrer i broen, mens ‘Through Oblivion’ har et lækkert omkvæd, men dumper i verset. Og sådan er det gennemgående på 'Siren Charms': nogle gange er omkvædet godt, nogle gange verset, men sjældent samtidig.
En del bundskrabere
Halvvejs tager kvaliteten et ordentligt dyk ned ad. ‘With Eyes Wide Open’ er en virkelig gennemsnitlig rockballade, mens ‘When The World Explodes’ ødelægges af kvindelig hyleopera, der virkelig kikser. ‘Dead Eyes’ er sjokkende, langsom og pinligt kedeligt, med tekster jeg virkelig krymper tæer over.
Anden halvdel består af for mange langsomme sange i træk og for mange kompositioner, hvor melodien i omkvædet er eneste bærende element. Jo, der er nogle virkelig fede omkvæd, og der er da en masse fede elementer, men jeg har svært ved at finde en helt komplet sang. Så kan man selvfølgelig synes, at de højder, albummet jævnligt når, kompenserer for bundskraberne. Jeg synes derimod, det føles sjusket og ikke fuldstændigt gennemarbejdet. At Fridén i interviews fortæller, at dette var deres første forsøg med at ankomme til studiet uden noget materiale, understreger den manglende fornemmelse af et helstøbt album. Der er nogle intense, fede sange, som ‘In Plain View’, ‘Paralyzed’, ‘Through Oblivion’ og endda ‘Monsters In The Ballroom’. Dem håber jeg meget på at høre live. Desværre (eller heldigvis) er der en del, jeg efter denne anmeldelse aldrig skal høre igen.
Ukomplet skift
'Siren Charms' følger en række af ti album, hvis udvikling ofte har været til at tage og føle på. Det skiller sig også ud fra det forrige og har taget den frygtede drejning til en lidt blødere retning, med mere ren vokal, mere vokalfokus og mindre af det, de fleste af os elsker In Flames for. Hvor In Flames' repertoire i høj grad består af deciderede knytnæver af Gøteborglyd, er 'Siren Charms' mere et slapt håndtryk. Ordet "kommercielt" har jeg ikke lyst til at bruge, men det er nok mere end rigeligt lettilgængeligt. Mest af alt er det ikke helstøbt, og hvis det er startskuddet til en ny epoke for In Flames, så kommer de altså sløvt fra start.