Klassisk metalcore anno 2018

Unearth

Unearth er tilbage med deres til dato mest tilgængelige album. En velkomponeret plade, der dog giver køb på bandets primære force gennem tiden.

Kunstner
Titel
Extinction(s)
Trackliste
Incinerate
Dust
Survivalist
Cultivation of Infection
The Hunt Begins
Hard Lined Downfall
King of the Arctic
Sidewinder
No Reprisal
One with the Sun
Karakter
3

Siden debutalbummet ‘The Stings of Conscience’ har amerikanske Unearth været leveringsdygtige i solid metalcore. Sammen med blandt andet landsmændende fra Killswitch Engage har kvintetten været forgangsmænd inden for genren. Til forskel fra netop Killswitch Engage har Unearths lyd og kompositioner i højere grad haft et hardcore-præg, især båret frem af forsanger Trevor Phipps’ vokalføring. De generelt bastante og kompromisløse sange har generelt været hug til genren og en sikker differentiering fra samtidens populære bands, der oftest har haft for vane at vælge den melodiske mellemvej og forkaste brutaliteten.

Unearths seneste udgivelse, ‘Watchers of Rule’ (2014), var et brag af et metalcore-album, der præciserede behovet for bands som Unearth. Behovet for bands, der kan skrive vellydende, tung og brutal ‘core, med fed streg under ‘core frem for metal. Derfor kunne man næsten kun glædes over at høre amerikanernes første single i snart fire år. Efter et år med få nævneværdige metalcore-udgivelser i den klassiske form var ’Incinerate’ præcis det skud liv og energi, genren har haft brug for. De  indledende riffs er som taget ud af et Hatebreed-nummer. Bastant hardcore, shout-along-omkvæd, der indbyder til Fredericia-dans og pumpenæver. Man fristes til at sige, at alt er, som det plejer at være.



Det er det bare ikke. Selvom ‘Extinction(s)’ bygger på samme virkemidler som ‘The March’ (2008) eller ‘The Oncoming Storm’ (2004), er der her tale om et album, der er langt mere indbydende, end Unearth generelt har været tidligere. Primært fordi der er langt mere variation end førhen. Hardcoren har dog stadig en signifikant andel af lydbilledet. Når der kaldes til krig mod verdens ledere på ‘Sidewinder’, er verset båret af typiske hardcore-riffs. ‘King of the Arctic’, derimod, er storslået, klassisk metalcore. Metalcore, som Killswitch Engage mesterede genren, dengang det var et band, man regnede for noget i metalcore-sammenhæng. Riffene er energiske, ideerne mange, og Phipps tordner med stor autoritet.

Til trods for de bibeholdte hardcore-elementer er ‘Extinction(s)’, det nærmeste, man kommer et klassisk metalcore-album i 2018. Det er en plade bestående af flere rigtig gode skæringer, og selvom man til tider bliver lidt træt af at høre Phipps prædikener om vores misbrug af ressourcer, politisk magtmisbrug og menneskehedens snarlige undergang, giver den rå energi og styrke lyst til mere. Hertil har Phipps brugt de sidste fire års tid år at udvikle vokalen til et punkt, hvor man ligefrem kan være i tvivl om, om det virkelig er ham. Vokalen er velkendt, og der brøles til stadighed igennem, men en renere spoken-words-inspireret vokalføring har fået plads. Eksemplificeret ved andensinglen ‘Survivalist’ og ‘The Hunt Begins', især hvor det neddæmpede c-stykke står i stærk kontrast til resten af det bombastiske nummer.

Selvom ‘Extinction(s)’ alt andet lige er en god plade, er det også ambivalent at høre Unearth give køb på det, der nu engang var det bedste ved bandet. Den amerikanske kvintet har succes med at skrive en metalcore-plade, der appellerer til et bredere publikum. I hvert fald det publikum, der savner original, klassisk metalcore. Hardcore-elementerne var bandets force, og hvad der skilte bandet fra de mange andre klassiske metalcore-bands. Selvom det stadig kan høres i kompositionerne, er ‘Extinction(s)’ langt fra det bombardement af intensitet eller ubehag, som ‘Whatchers of Rule’ udgjorde.

Udviklingen er værdsat, og i denne sammenhæng er det en succes. Hvorvidt det er en langtidsholdbar løsning, eller Unearth vil fortabe sig i musikhistorien som blot endnu en Killswitch Engage-afløber, vil tiden vise.