Danmarks største rockhelte tilbage i topform
Populær
D-A-D har rejst sig fra to årtiers sump af fusere og genfundet fortidens fremragende format. Næsten 40 år siden dannelsen har kvartetten lavet en af karrierens bedste plader.
2. A Prayer For The Loud
3. Nothing Ever Changes
4. The Sky Is Made of Blues
5. The Real Me
6. No Doubt About It
7. A Drug For The Heart
8. Musical Chairs
9. Time Is a Train
10. Happy Days in Hell
11. If the World Just
Det var en hudløs ærlig historie, Jesper Binzer udleverede om sit liv i selvbiografien ’I Won’t Cut My Hair’, der udkom i foråret 2012, hvilket også var året, der markerede D-A-D’s 30-årige eksistens.
Binzers bog bød ikke på den sædvanlige klichéfulde beretning om nok en rockstjernes omtumlede liv med sprut, stoffer og damer. Ordene var i øjenhøjde med læserne om et menneske, der – som alle andre mennesker – hverken i privaten eller professionelt går tre årtier igennem uden både op og nedture. I en alder af 47 havde Binzer været hele midtvejskrisens cyklus igennem med både skilsmisse, depression og et anstrengt forhold til kollegaerne. Ungdommens vilde år var i den grad fortid og musikalsk havde karrieren kreativt peaket og ditto den kommercielle succes. D-A-D var for længst et overstået kapitel som selvskrevet næsten årligt navn på Roskilde Festival og gruppens seneste plade – 2011’s ’DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK’ – lagde sig i rækken af dette årtusindes middelmådige udgivelser. Helt uvant strøg pladen ikke engang til tops på den danske hitliste.
Og i kølvandet på Binzers biografi og bandets 30 år som Danmarks rockmaskot skete der kreativt nul og niks i årene efter. Ikke andet end en række koncerter, der mest af alt fremstod som et deja-vu med mindre pondus i. D-A-D lignede ikke et band, der kunne holde frem til det næste runde jubilæum – slet ikke, da Jesper Binzer kom sig fra livets midtvejsbump og ikke længere gad vente på de andres manglede kreative lyst. Frontmandens soloplade ’Dying Is Easy’, der udkom sidst i 2017, var et hæderligt bud på at holde ånden og drømmen i live.
Men materialet var alligevel temmelig tyndt. Det manglede brormand, bassisten med de lyse krøller og Sonnes særlige feeling. ’Dying Is Easy’ gjorde angiveligt heller ikke gløderne mindre i D-A-D’s i forvejen interne stridige bål. Solopladen lignede mest af alt dødsstødet og sendte næsten også D-A-D på randen af skilsmisse, fortalte den nu 53-årige frontmand igen åbent og ærligt i et nyligt interview. Men måske var materialet i virkeligheden et los i røven til de andre.
Miraklernes tid er i hvert fald ikke forbi. 37 år siden dannelsen har D-A-D formået at præstere, hvad der statistisk stort set har været umuligt for alle andre rockbands. Kvartetten har ikke bare fundet sammen og for nødens skyld fået en plade på gaden for at fortsætte og begrunde turnélivets indtjening. D-A-D er tilbage med en af karrierens bedste udgivelser, der fra start til slut er lyden af en kollektiv modenhed, som helt slående er den mangelvare, der i mange år har hvilet som en ond aura over gruppen. ’A Prayer For the Loud’ fremstår som resultatet af et fællesskab, frem for følelsen af fire egoister, der spiller i hver sin retning, men tværtimod lyder fremragende forenet i et resultat, der er fuldført af gruppens husproducer Nikolaj Foss.
Den brummende bas og støjende guitarlyd på de forrige udgivelser er droppet. De fladpandede titler og ordspil er fraværende. ’A Prayer for the Loud’ forkaster nok en latterlig tur i et tivoli efter mørkets fremkomst.
”Stepping through the church of blues / where every note is true” synger Binzer i første strofe på titelnummeret – og holder sit ord igennem nummeret, der gnistrer af et modnet D-A-D, som sender lytteren på en kurs, hvor blues og rock formidabelt forenes. Det er på en gang både afdæmpet og fandenivoldsk på en måde, som The Black Keys ikke kunne have gjort bedre i duoens velmagtsdage på 2004-mesterværket ’Rubber Factory’.
Det lyder endnu mere fremragende på ’The Sky Is Made of Blues’, der forener lyden af klassisk D-A-D med et fremragende trommespil af Sonne og forrygende, korte guitarfills af Jacob Binzer, uden at det netop kammer over for individets skyld og forpester musikken med langtrukne opvisninger i musikalsk kunnen. På samme måde går gruppen ikke forgæves med de hårde rockskæringer, ’The Real Me’ og ’No Doubt About It’, der er skåret ind til benet i bedste AC/DC-format. ’Musical Chairs’ især er tydeligt baseret på AC/DC’s skabelon, som det australske band perfektionerede med ’Riff Raff’ på ’Powerage’ i 1978.
40 år senere lyder D-A-D bare ikke som en kopi. Danskerne lyder som et band, der fører faklen videre og demonstrerer, hvordan den – svære – simple rock stadig kan fremføres, uden at ’A Prayer for the Loud’ dog ender decideret gennemført fra start til slut. Kvartettens form falder af på den til sidst med de mere ordinære og overflødige ’Happy Days in Hell’ og ’If the World Just’.
Det går nok. Tilbage står stadig måske årets bedste danske rockudgivelse fra et band, der i den grad har fundet hinanden, snart 40 år efter de kastede sig ud i ko-punk og blev et fyldigt kapitel i dansk musikhistorie. Som der stadig skrives på.