Copenhell 2014: Disneylands genfødsel

Populær
Copenhell 2014: Disneylands genfødsel

Disneyland After Dark valgte på Copenhell at hævne sig efter den fadæse, de sidste gang udsatte Devilutions udsendte for. 

Kunstner
Dato
13-06-2014
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
4

For to år siden var denne anmelder vidner til en nærmest tragisk oplevelse, da D-A-D indtog den store scene på Wacken meget sent på aftenen og begik en slags kunstnerisk selvmord med en meget sølle og pinligt uengageret optræden. Alligevel var samme anmelder naiv nok til faktisk at forvente noget større, da hele klassikerskiven 'No Fuel Left For The Pilgrims' skulle opføres i sin fulde længde. På trods af at han faktisk havde afskrevet bandet fuldstændigt og nu regnede dem for at tilhøre Nephew-ligaen.

Og heldigvis var det i orden at være naiv i denne omgang. For lad det være sagt med det samme: På landets største scene for rockelskere rejste Disneylandet sig fra de døde, måske godt hjulpet af forårets klub-turne, og vendte tilbage som et band, man kan tage seriøst i seriøse musikentusiasters fællesskaber.

Det kræver selvfølgelig også en ekstra indsats at fucke en af de bedste danske rockudgivelser up, men Binzer-brødre og venner havde sat sig for at gøre ordentligt, og trods udsagn om det modsatte kunne man godt fornemme, at de selv syntes gimmicken var sjov og relevant. 

Et halvt metalband

I betragtning af at Copenhell er en udpræget metalfestival, var det nok også klogt at spille pladen baglæns, og den sidste, som altså blev først, 'Ill Will', var det helt rigtige nummer til at vise, at D-A-D kommer fra hard rocken, men også kan deres metal. Bedst var dog den mægtige 'Rim of Hell', som Jesper Binzer med største naturlighed præsenterede som festivallens soundtrack - godt set, og det tunge track gjorde virkelig sit for at sætte en fest i gang. Også selvom den udødelige 'Sleeping My Day Away' var det mest ventede nummer.

Derefter var der ingen vej udenom at smide 'Reconstrucdead' fra den grungemetalliske udgivelse 'Helpyourselfish' ind, og selvfølgelig festaben 'Bad Craziness' - og begge understregede kun, at kvartetten forstod, hvilket publikum de skulle nå denne gang (alt sammen i diametral modsætning til ovennævnte besøg i Tyskland). Man kunne dog godt have været foruden 'I Want What She's Got' og 'Monster Philosophy', men det bæres der over med, fordi det her band, som anmelderen engang elskede umådeligt højt, endelig (igen) beviste, at de inderst inde er meget mere rock end Grøn Koncert.