Velkomponeret stilstand

Velkomponeret stilstand

Selvom der kun er gået ca. 1½ år siden den sidste skive fra Svartsot virker bandets tredje album ikke forhastet, men noget nyt bringer det heller ikke med sig.

Kunstner
Titel
Maledictus Eris
Dato
01-08-2011
Distributør
Karakter
3

Efter Svartsots debutalbum 'Ravnenes Saga' betød interne stridigheder og frustrationer (læs fx herom i interviewet HER), at det nærmest var et helt nyt band, som smed 'Mulmets Viser' på gaden i 2010. Den nye line-up har nu for alvor haft tid til at udvikle sig sammen, men det har nu ikke ændret synderligt på Svartsot-recepten.

Vokalen er stadig et meget dybt growl, som måske er præcis det, som gør at danskerne skiller sig lidt ud fra mængden af metalbands, som har fundet lykken i at blande metal med folkemusik. Der er en overflod af riffs, som trods det, at de er spillet på en elspade, lyder som man ville forestille sig, at middelaldermusikken tog sig ud.

Nuancerne i forhold til 'Mulmets Viser' er blevet lidt mindre. Der er ikke så mange afdæmpede stykker, hvor musikken via alternative instrumenter får plads til at bygge sig op. Til gengæld er der mere tryk på metaldelen i musikken - til trods for brugen af fløjter. Hør bare 'Dødedansen', hvor der virkelig er smæk på. Kun 'Kunsten at Dø' har for alvor den her opbyggende intro, som man kender den fra det forrige album.

I folkevisen 'Spigrene', som er velkomponeret i den forstand, at sangen sætter sig hurtigt i erindringen, ses svaghedstegn i forhold til hyldesten til folkemusik. Både lyrikken og fremførslen af den holder ikke en høj nok standard til at stå så rent, skrøbeligt og blotblagt, som den gør. Desværre, for det ville have været en smuk hæder til tidligere tiders musikalske dyder. Ord og rim kommer ikke fra munden i en naturlig strøm, som en folkevise, hvor ordene er blevet perfektioneret og tilpasset rytmen over tid og fra mund til mund.

Men der er ti andre sange på skiven, som holder en ganske høj metallisk standard med flotte melodier og et klædeligt og ikke overdrevet niveau af fløjterier og andre knap så metalliske instrumentvalg. Svartsot har ikke begået en milepæl for genren, men kan stadig blære sig med et solidt og godt album, som de fleste fans af genren sikkert vil sætte stor pris på.