Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell '17: Vellydende monotoni

Populær
Updated
Copenhell '17: Vellydende monotoni
Copenhell '17: Vellydende monotoni
Copenhell '17: Vellydende monotoni
Copenhell '17: Vellydende monotoni
Copenhell '17: Vellydende monotoni
Copenhell '17: Vellydende monotoni
Copenhell '17: Vellydende monotoni
Copenhell '17: Vellydende monotoni

Man fik en god og blid start på dagen med engelske The Raven Age. Men sangeren måtte godt skruen bissen på og få lidt nerve ind i stemmen.

Dato
24-06-2017
Koncertarrangør
Fotograf
Lykke Nielsen
Karakter
3

På festivalens tredje og sidste dag er det måske begrænset, hvor meget man skal udfordre de morgenfriske, som i festivalregi står klar til live-musik allerede et kvarter over tolv. The Raven Age fra England havde ikke noget udfordrende med for ørerne, men derimod en meget lettilgængelig omgang solid metal. Det har sine metalcore-momenter i riffene, men vokalen viger ikke fra den rene vokal, så indimellem lød det også som direkte uforfalsket heavy metal. Og derfor også ganske udmærket at vågne på.

At bandet samtidig så ud til være svært begejstrede over modtagelsen og et egentlig ret fint fremmøde, tidspunktet taget i betragtning, gjorde, at der blev leveret rigtigt godt. Lyden var god for Steve Harris-sønnen George Harris og hans bandmedlemmer.

Musikalsk var der mange banaliteter, men der var også 3-4 numre, der stak mere positivt ud, og specielt afslutningsnummeret, ‘The Angel in Disgrace’ havde et par formidable riffs. Musikken blev vel eksekveret, selvom det må siges, at Michael Burroughs vokal blev temmelig monoton i længden, og den var desuden alt for pæn. Der manglede noget bid og fandenivoldskhed til for alvor at supplere de andre i bandet, hvor især Dan Wright på guitar havde en fed stil og attitude.

Letfordøjelig morgenmad
Et enkelt riff lugtede af oldschool thrash metal, og en tilskuer så helt panisk ud i sin jagt på fæller til en moshpit. Men hurtigt gled nummeret over i noget andet, hvor bandets melodiske sans blev vist. Og vokalen forblev fortsat i det alt for pæne hjørne, og så var den pit endegyldigt død.

Alligevel virkede publikum oprigtigt glade for den musikalske morgenmad. Også selvom der lige blev plads til lidt hård kost og “politisk snak” om ikke at lade sig kue af terroristerne ude i verden og fortsat møde op til arrangementer som dette. En forsanger i det mere seriøse hjørne, mens han på andre tidspunkter virkede som en lun englænder med den her gode, let tørre humor. Og samtidig lidt som en 4-årig historiefortæller, sådan som han indimellem brat fik afbrudt sig selv og skiftet emne. Det var nu kun underholdende.

Det var den pæne, venlige opvarmning, man fik her. Det lød som sådan udmærket og fungerede til formålet – et ukompliceret godmorgen med et smil på læben. Men også meget let hurtigt glemt. Noget vildskab i vokalen og en større variation ville være sundt.