Vanvittig karriereopsummering

Empath

Devin Townsend samler med 'Empath' op på sin karriere og binder alle sine udtryk sammen i en udgivelse, der er lige så varieret, som den er skizofren.

Titel
Empath
Dato
29-03-2019
Trackliste
1.Castaway
2.Genesis
3.Spirits Will Collide
4.Evermore
5.Sprite
6.Hear Me
7.Why
8.Borderlands
9.Requiem
10.Singularity Part 1 – Adrift
11.Singularity Part 2 – I Am I
12.Singularity Part 3 – There Be Monsters
13.Singularity Part 4 – Curious Gods
14.Singularity Part 5 – Silicon Scientists
15.Singularity Part 6 – Here Comes The Sun
Forfatter
Karakter
3

Hele tre år er der gået siden sidste udgivelse fra Devin Townsend, hvilket er ret bemærkelsesværdigt set i lyset af, at de syv år før dette bød på hele ni udgivelser i forskellige band-konstellationer – heraf et dobbeltalbum. Der har været tale om både meget kompromisløs dødsmetal, pompøs heavy metal, atmosfærisk og afdæmpet musik og udskejelser, som en gængs heavyskribent kan have lidt svært ved at kategorisere. 

Og nu kommer pladen, der samler det hele i en slags greatest hits over Devin Townsends varierede udtryk med et hav af gæstestjerner, hvoraf flere som for eksempel Steve Vai, Anneke Van Giersbergen og Ché Aimee Dorval tidligere har samarbejdet med hovedpersonen. Og det er præcis så skizofrent og kaotisk, som det lyder.

‘Empath’ er fuldstændigt umulig at bruge som baggrundsmusik eller på anden måde sætte på i en situation, hvor man ikke skal forholde sig til det. Skiftene kommer abrupt, og hvor man det ene øjeblik bliver udsat for det mest ekstreme metal, som Townsend spillede den med Strapping Young Lad eller i Ziltoid-projektet, skiftes der gerne uventet til barnegråd, symfonisk solo eller måske et stort kvindekor. Det er klart pladens force, at den kræver noget af lytteren. 

Townsend har alle dage mestret de genrer, han kaster sig over, og med et meget højt bundniveau kan han se tilbage på et imponerende stærkt bagkatalog. Den evne har han ikke mistet, og derfor kan der ikke sættes en finger på de enkelte elementer af ‘Empath’.

Det er mere helhedsindtrykket, der har det svært. Uden at komme med beskyldninger om en manglende rød tråd (det giver måske heller ikke mening at tale om her) savnes der nogle gange en begrundelse for de vanvittige skift. Musikken føles vanvittig for vanvittighedens skyld, og det er muligvis selve pointen med dette – Townsend er lettest at placere et godt stykke væk fra middelmådighed og normalitet – men man skal virkelig ville sær musik (og Townsend) for denne udgivelse. 

Men netop fordi canadieren altid står for kvalitet, er der så meget godt at finde her, og er man klar til at dykke dybt, og er man modtagelig for variation i overflod, bliver man også belønnet med både smukke, voldsomme og magiske øjeblikke.