Når lavt fremmøde bliver en fordel
Populær
Et lille publikum viste sig at være en styrke, da Dog Eat Dog gav en festlig koncert fyldt med gode vibes.
Nu bliver det tredje gang i Devilutions historie, at vi bringer en anmeldelse af Dog Eat Dog. Det kan sikkert undre, at et hybridband, der i livesammenhænge nærmere fremstår som et hårdtslående hiphop-ensemble end et punkrock-band, prioriteres, men betegnelsen kan stadig bruges om bandet, der netop var en blanding af punk og rap, inden betegnelsen helt havde rodfæstet sig nogen steder, dengang i 1990 hvor det hele startede.
Aftenens røde tråd blev begejstring, og det kan Daycare for Jedi takke sig selv for at have lagt en solid bund for. Natjager var det oprindelige supportband, men aflyste i starten af august, og en uge inden koncerten kunne Daycare For Jedi så annoncere den last minute booking, der bragte dem til Lille Vega som opvarmning til eksplosionen fra New Jersey.
Sympatiske opkomlinge
"Hvorfor er du så glad?" vrissede fotografen, da han sluttede sig til den bredt smilende udsendte midt i det korte opvarmningsheat. Ja, det var sgu svært ikke at blive. Daycare for Jedi trådte i ringen med den type spilleglæde, der er karakteristisk for et band, der endnu ikke har mange år på bagen.
Og det lykkedes dem faktisk at holde energien i godt tyve minutter foran det fåtallige publikum, der nok ikke talte mere end 50 mennesker, hvoraf de fleste hang i baren. Med fuld dækning for begrebet "ananas i egen juice" trådte bassist Jacob utallige huller i luften iført T-shirt med eget bandlogo, men det må man så absolut også gerne, når musikken leveres med så umiskendelig iver, som alle på scenen lagde for dagen.
Værre var det, at lyden var som et mudderskred de første ti minutter, så alle de indtagende guitarmelodier, der lod til at være kernen i numrene, forsvandt i baggrunden sammen med både leadvokal og kor. Det betød noget, når spilletiden blot var knap en halv time, og hvor den klassiske "hvad så Vega?!!" hang i luften gentagne gange uden den store respons, for henimod slutningen at løbe noget ud i sandet.
Det var ærgerligt, for sangene lød flirtende genkendelige, uden at blive monotone eller enslydende, og det kunne have været en stor fornøjelse at høre kvartetten for fuld udblæsning. Uden at det skal opfattes som kritik, kan man sige om Daycare for Jedi, at det var sådan, fusionen af Green Day og Blink 182 ville havde lydt, hvis især sidstnævnte ikke var så fesne.
Musikken bliver betegnet som pop-punk, men skulle Daycare For Jedi føle for at tage mærkaten happycore på sig, er den hermed givet til inspiration med påstand om, at den sidder langt mere præcist i skabet. Formlen virker, og bandet får respekt herfra for at spille, som stod de på Roskilde Festival. Det gjordeat oplevelsen blev af sjældent sympatisk karakter.
Nyt materiale
Omme bag scenetæppet var der pludselig hul igennem til en skarp saxofon, og så ved man jo godt, hvad klokken er slået (med mindre man er fotograf på Devilution og ikke har forstået, hvad man har forvildet sig ind til. Stilarten stilleben åbenbaredes her i ansigtet på førnævnte i en komisk, moderne genkomst).
For det er jo essensen af Dog Eat Dog, der kom smilende på scenen og hurtigt konstaterede, at det ikke handler om antallet af mennesker, der er til stede, men om at de rigtige mennesker er til stede. Og det lagde fundamentet for den næste halvanden time, hvor netop det lave fremmøde (omkring tohundrede) satte præg på koncerten. Positivt, forstås.
Dog Eat Dog spillede som en del af 1-Day Hardcore Showdown i Amager Bio i 2014, hvor de leverede et fuldt professionelt sæt, med alt hvad man kunne ønske sig både af sceneoptræden og velkendte numre.
Denne aften greb de hurtigt bolden og den intime stemning i Lille Vega. Kort inde i koncerten kom 'Vibe Cartel' fra apriludgivelsen 'Brand New Breed', det første album siden 'Walk With Me' fra 2006, helt uventet, om man havde forestillet sig at skulle høre en af de gamle kendinge.
Det er i høj grad forsanger John Connor, der sætter Dog Eat Dog i forbindelse med rap. Han er smittende tilbagelænet i sin lyrik, og som aftenen skred frem, piblede konsekvent og velafrettet freestyle frem nu og da, både henvendt til enkeltpersoner og crowden. Netop rytmik, flow og skarp levering hørtes i 'Vibe Cartel', der vidnede om et modnet band, der stadig har noget at sige og deres helt egen måde at sige det på.
Indlevelse og humor
Det er tydeligt, at Dog Eat Dog spiller den musik, de har lyst til, med stor indlevelse og humor. Numrene på 'Brand New Breed' fortæller om en fortsat tørst hos blodhundene, der har bibeholdt evnen til både at bevæge sig i nye retninger og være tro mod kerneproduktet. Fra ep'en lød både flabede, staccato-opbrækkede 'Vibe Cartel', det næsten rendyrkede reggaenummer 'Lumpy Dog' samt Dog Eat Dogs nye slagsang, 'XXV', der har bandnavnet inkorporeret i et smittende råbekor funderet i et hiphop-beat, der ville gøre the Fresh Prince of Bel-Air misundelig.
På 'The New Breed' refereres til både rock, reggae, funk, punk og rap mikset godt op med distortet guitar og Brandon Finleys skarpe lilletromme, der bidrager til den funky feeling, der er blevet en større del af Dog Eat Dog siden halvfemsernes udgave af bandet.
Både de nye numre og gamle kendinge som 'Pull My Finger', 'Who's The King?', 'ISMS', 'Rocky' og 'Expect The Unexpected' blev spillet godt i Lille Vega.
Undtagelse var kæmpehittet 'Step Right In', der netop brillerer ved tilbagelænet trommebeat, markant basgang og iørefaldende saxofonlead, og som originalt er indspillet på 'Play Games' (1996) med Wu-Tang Clans RZA. Optakten bestod da også af et medrivende Wu Tang-beat, men trommeslager Finley smuttede op til mikrofonen og blev erstattet af et alt for hurtigt backingtrack, der gjorde, at nummeret faldt fra hinanden.
Det kan man til gengæld ikke sige om lyden, der gennemgående var skarp og balanceret og medvirkede til, at festen på scenen vedblev at udvikle sig. Da først Finley havde været oppe i front under 'Step Right In', blev han afløst af Danny "D-Nice" Mallmann, som er en fast del af crewet og tilsyneladende havde gode evner udi råberi, rap og publikumstække.
Masser af format
Den afslappede stemning gjorde sit for koncerten, der på denne måde adskilte sig fra Amager Bio-showet for tre år siden. Mallman blev, lidt atypisk, hængende på scenen og udgjorde her et stærkt frontpar med Connor, inden han efter sidste nummer, 'No Fronts', kastede sig ud fra scenekanten og imponerende nok blev grebet af det lille publikum.
Den løse, eksperimenterende ramme, nærværende kommunikation, differentierede interludes, a capella freestyle over House of Pains 'Jump Around' samt en sætliste med både nyt og gammelt viste et band i storform, der tilsammen sikrede en mindeværdig aften med det helt rigtige band og det helt rigtige publikum.