Den kedelige mellemvej
Populær
På det fjerde album har Soen fundet en mere selvstændig lyd, der inkorporerer tekniske metalriff i en melodisk sangskrivning. Det er bare en skam, at resultatet alt for ofte ender på en kedelig mellemvej.
2. Lascivious
3. Martyrs
4. Lotus
5. Covenant
6. Penance
7. River
8. Rival
9. Lunacy
Da Soen for syv år siden udgav deres første album, ’Cognitive’, var det transnationale band endnu et skud på stammen i opblomstringen af metalliske supergrupper. Med en af ekstremmetallens mest habile bassister overhovedet i Steve DiGiorgio (Sadus, Death, Testament m.fl.) og trommeslageren Martin Lopez (tidl. Opeth og Amon Amarth) var der lagt op til progressivt sammenspil af høj kaliber. Hvordan lød det så? Ja, som Tool simpelthen.
To album senere har Soen fundet ind til en mere distinkt og personlig lyd på den fjerde plade, ’Lotus’. DiGiorgio forlod bandet efter den første plade, og som erstatning finder man i dag svenskeren Stefan Stenberg, mens den canadiske guitarist Cody Ford, der blev indlemmet sidste år som erstatning for Joakim Platbarzdis, er det nyeste medlem.
På ’Lotus’ fremstår Soen samspillede og fokuserede. Deres sangskrivning lægger vægt på det melodiske materiale over kendte vers-omkvæd-strukturer, men de bygger også bro mellem den de poprockede elementer og den progressive metalverden ved at inkorporere tekniske riff i sangskrivningen.
Ukarismatisk vokal
Det kommer tydeligt til udtryk som det første i åbneren ’Opponent’, der starter med et slagkraftigt og intrikat riff, som understøttes fornemt af Lopez’ taktfaste trommespil og dobbeltpedalrul. Desværre går der ikke lang tid, før den umiddelbare begejstring dæmpes, da bandets svageste kort, forsanger Joel Ekelöf, træder ind.
Ekelöf er dygtig, men hans vokal er kedelig, og hans performance ukarismatisk. Hans stemme klæder ikke musikken, for selvom der er en følsom sensibilitet til stede i numre som ’River’ eller titelnummeret ’Lotus’, så er det især, når han synger ind over bandets mere tunge og tekniske grooves, at der er en manglende overensstemmelse mellem musikkens aggression og hans stemmes kvalitet.
Samtidig lader mixingen og masteringen også noget tilbage at ønske. Der mangler punch i produktionen, som når bandet breaker i ’Lascivious’, før de sætter ind med omkvædet, hvor Ekelöf i en opadgående melodi med egne ord rækker ud efter solen. Det føles ikke nær så grandiost og storladent, som bandet nok selv forestiller sig det, og den flade produktion får sammen med Ekelöfs ukarismatiske vokal i momenter Soen til ufrivilligt at lyde om et anonymt kristent rockband fra nullerne.
Ikke helt selvstændigt nok
Når sangskrivningen fungerer bedst, er det, når det instrumentale sammenspil kommer længere i front og sørger for fremdrift. Det sker i titelnummerets afdæmpede og afstemte prog rock-ballade, der bygger stort op, hvor Ekelöf finder frem til en følsom sensibilitet, der klæder nummeret, mens Floyd med sine guitarsoli giver et flot modspil hele vejen igennem.
Desværre er det bare for sjældent, det for alvor sker.
Selvom Soen er kommet tættere på en selvstændig lyd, er det stadig svært ikke at fremkalde en lang række forskellige associationer under gennemlytning af albummet. På ’Covenant’ minder den ekkotunge guitarfigur om Tool, mens Ekelöf i versene kanaliserer den tunge melankoli, som er så distinkt for Katatonias Jonas Renkse. Andre steder, som i de sidste minutter af afslutningsnummeret ’Lunacy’, er det Opeths Mikael Åkerfeldt, der alluderes til, mens det i ’River’, hvor Ekelöf er helt i front med en dybere intonation, minder om norske Silvert Høyem, uden dog at have Høyems fængende indlevelse.
Der er altså stadig et stykke vej, hvis Soen for alvor skal stå frem som sine helt egne. Selvom der er fine momenter på albummet, og selvom bandet er i stand til at skrive sange, befinder de sig alt for ofte på en kedelig mellemvej, hvor de i forsøget på at stå på to ben ender imellem aldrig helt at være progressive eller metalliske nok, men samtidig heller ikke melodiske og fængende nok, til at de enkelte dele fungerer overbevisende hver for sig.