Tool-kloner?

Populær
Tool-kloner?

For en dansker klinger selve bandnavnet Soen måske lidt skidt, men bandets Tool-lydende debutalbum burde klinge fint, uanset hvor i verden, man måtte komme fra.

Kunstner
Titel
Cognitive
Dato
13-02-2012
Distributør
Karakter
4

I denne uges nyhedsbrev giver en kollega her på sitet bandet Drone en på pulden for at lyde lige vel meget som Tool. Måske er Tool alt for uproduktive, for nu kan vi igen præsentere jer læsere for noget, som lugter langt væk af Tool. Eller lugter og lugter, for det er måske en snarere end liflig duft i dette tilfælde. Så en stor Tool-passion kan også ende positivt ud - mener i hvert fald denne anmelder.

Soen er en art supergruppe, og de implicerede tæller Martin Lopez (Opeth, Amon Amarth) på trommer, Steve DiGiorgio (Sadus, Testament, Death m.fl.) på bas, Joel Ekelöf (Willowtree) på vokal og til sidst den mere ukendte Kim Platbarzdis på guitar.

En udenlandsk musikerven brokkede sig for nyligt over, at folk kaldte Soen for en Tool-klon. Men første tanke, når skiven høres, er nu bare: "er det her Maynard og co.?". Derefter er det så også rigtigt, at det melodiske og rytmisk udfordrende udspil faktisk har masser af egen identitet under den tykke tåge af Tool.

Sikke en rytmesektion

Martin Lopez og Steve DiGiorgie i rytmesessionen - det har nok sat de flestes forventninger højt - og der er ingen grund til skuffelse, for de to herrer leverer varen. Martins spil udmærker sig på så meget mere end sikkert trommespil, fordi det ofte er fyldt med så lækre perkussion-detaljer, at der hele tiden er noget nyt at lytte efter. Bassen er for så vidt atypisk Steve, fordi hans tone er dybere og mindre udfarende, men der gemmer sig naturligvis fede og af og til overraskende tonevalg i spillet, og det maler det samlede musiske billede flot.

Vokalen har sin del af æren for sammenligningen til Tool, for Joel lyder klart derhenad med sin afdæmpede, følsomme rockvokal, der er så behagelig at lytte på, at det kan blive helt hypnotiserende. Men når man får rystet Maynard-billedet ud af hovedet, så hører man nogle stærke melodier, som også bunder i en noget mere nordisk vokaltradition. Ikke helt folkemusik, men helt klart lidt i den retning.

Soen får nok svært ved at løbe fra Tool-sammenligningerne, for det er det første langt de fleste vil sammenlige med. Men når man når et lag dybere ned i musikken, så er der så fantastisk meget kvalitet i en den progressive rock, at man begynder at lære, hvad det er Soen har udover den åbenlyse sammenligning. Der er ikke en kopi, fordi så ville legen med musikken ikke være så vellykket. Der er kælet for detaljerne, og musikerne har tydeligvis meget på hjerte.