SB '19: Tårepersere for feinschmeckere
Soens stramme progskabeloner fik liv og sjæl, da aftenmørket lagde sig på den sidste dag over Summer Breezes næststørste scene.
2. Opal
3. Lascivious
4. Savia
5. Rival
6. Lucidity
7. Sectarian
8. Martyrs
9. Lotus
På hjemmefronten har Soen hidtil spillet på københavnske spillesteder som Beta, Stengade og Lygten Station. Beskedne rammer, der ikke lægger op til de store armbevægelser, og det var derfor spændende at se, om svenskerne ville kunne bære T-Stage, der størrelsesmæssigt i Copenhell-parametre bevæger sig et sted mellem Hades og Helviti. Summer Breeze har ikke desto mindre ofte haft succes med at placere kunstnere i den mere indfølte ende af metalspektret på denne scene, hvor bl.a. Alcest og Solstafir leverede nogen af festivalens mest mindeværdige koncerter i 2018.
Soen er dog fortsat et relativt nyt ensemble, der i modsætning til ovennævnte endnu efterlader lidt at ønske på pladefronten, hvor melodierne og, ikke mindst, Joel Ekelöfs ensidige fraseringer hurtigt virker formulariske. En oplevelse, der til gengæld ikke går igen live, og skulle der sås tvivl om de to foregående koncerter med Soen, undertegnede har været heldig at se, så var denne koncert om noget det definitive bevis på, at Soen live er i en liga for sig.
Det er tydeligvis Ekelöf, der er frontmanden, de andre gemmer sig bag. De forreste rækker fik et par hurtige high fives med på vejen, inden hans karakteristiske vokal førte os ind i det velkendte, underfundigt melankolske Soen-univers. Lidenskaben strålede ganske enkelt ud af Ekelöf. Ikke fordi han talte til publikum, tværtimod. Numrene blev spillet uden pause. Timet og tilrettelagt. Ekelöf gjorde dog sit til at fange sit publikum. Øjnene talte lydløst med de forreste rækker. Armene fulgte fraseringerne. De hyppige sammenligninger med Maynard James Keenan er ikke helt forfejlede. De opererer begge i samme melankolske boldgade, og karismaen på en scene taler sit eget sprog. Med det sagt har Ekelöf ikke tilnærmelsesvis samme vidtfavnende register, men vinder til gengæld på nærværet, der bar Soen smukt ind i det sydtyske aftenmørke.
Ikke at det kun er Ekelöfs fortjeneste. Cody Ford tilføjede små licks undervejs, når sangen gav ham lov til det, ikke mindst i en eminent udgave af 'Opal' tidligt i sættet, og Martin Lopez var manden, der holdt samling på truppen, uden at det hele fortabte sig i føletåger.
Med dét sagt er der dog også en snert malurt i bægeret, hvad Lopez angår. I sin fortid i Opeth på flere af deres ikoniske udgivelser ('Blackwater Park', 'Ghost Reveries' m.fl.) var han kendt for en meget groove-baseret spillestil, som gav mere dynamik til resten af lydbilledet. Groovet er dog forstivnet med årene, og selvom han fortsat er en fremragende trommeslager, kan man godt savne det schwung, der gjorde hans trommestil så dynamisk i svundne tider.
Ekelöf er det naturlige fokus, og de vandt først og fremmest på hans indlevende vokal, der i sange som den Tool-klingende 'Savia' fra debuten 'Cognitive' og det luftigt jazzede titelnummer fra det seneste album 'Lotus' demonstrerede de stærkeste sider af Soens register. Det kan godt være, Soen på kompositionsfronten fortsat mangler for alvor at bryde fri af de oplagte musikalske referencer, men det er gudskelov betydeligt nemmere at overse, når de som her spiller op til tåredans.