SB18: Sirlige sorte harmonier i tusmørket

SB18: Sirlige sorte harmonier i tusmørket

En times gåsehudsfremkaldende føle-metal var lige, hvad de sortklædte horder søgte sent fredag aften. Alcest leverede varen med blot få kantede afbræk fra deres velkendte højstemte elegance.

Kunstner
Dato
17-08-2018
Trackliste
1. Kodama

2. Eclosion

3. Je Suis D'ailleurs

4. Autre Temps

5. Oiseaux De Proie

6. Percées De Lumiére

7. Delivrance
Koncertarrangør
Fotograf
Pressefoto
Forfatter
Karakter
4

Meget er sket, siden Alcest i 2011 stod på det lurvede trægulv på Stengade og for første gang skulle overbevise et  dengang fåtalligt dansk publikum om deres eget atmosfæriske take på den sorte metal. De stod i skærende kontrast til ikke blot deres opvarmningsband Solbrud (som i øvrigt her spillede en af deres allerførste koncerter), men til alt det mørke, som fortsat omkransede black metal-scenen i de år, hvor især 'Ecáilles De Lune', som de dengang turnerede med, var et springbræt til en helt anden, mere positiv og svævende tilgang til genren med klare paralleller til 90ernes shoegazer-lyd. Neige, den generte mand i front, havde ganske vist lagt grundstenene til blackgaze-genren på debuten nogle år før, men det var omkring den tid, at Alcest for alvor kom på folks læber.

Syv år er der gået siden, og med undtagelse af et enkelt sidespring udi mere rendyrkede shoegazer-klangflader på 'Shelter' er deres lyd stadig umistænkeligt genkendelig.

Således også denne sensommeraften på T-Stage, hvor franskmændene havde en time til at overbevise nabofolket om deres sirlige toner, midt mellem mere mørke sortmetalliske indslag som Satyricon, The Spirit og Harakiri for the Sky. I den omvendte verden er Alcest nem at placere som familiens hvide får i denne kontekst, og det var måske netop derfor, at alting fungerede så perfekt for dem denne aften – kombineret med modet til ikke bare at spille det, folk gerne ville høre.

Vi erindrer ikke, at Neige på noget tidspunkt henvendte sig til sit publikum. Ingen unødvendige opfordringer til circlepits eller moralprædikener om miljøets ve og vel. Vi fik lov til at tænke og ikke mindst lytte for os selv – musikken fik det fulde fokus. Det kan godt være, at Neige fremstår som en skrøbelig karakter med følelserne uden på tøjet, men det kræver unægtelig sin dosis selvsikkerhed at lægge ud med at bruge halvdelen af sine 60 minutters spilletid på at spille de første tre numre fra 'Kodama', den seneste plade, i streg. En smuk plade, der i 2016 overbevisende dementerede massernes påstande om identitetskrise på forgængeren, og som her blev serveret med både sirlig elegance, momentvist metalliske klangflader og højstemt vokal. 

Tristessen fortsatte udi de mere sikre kort 'Autre Temps' og 'Percées De Lumiére', omend det ikke just er, fordi Alcests ørehængere er af den karakter, der får folk til at udtrykke nogen form for korporlig begejstring. Tværtimod, jo mere stille publikum var, desto mere var det et udtryk for folks  sagte indlevelse. Gåsehuden var at spore.

Det er givetvis ikke diversiteten, der råder mest i Alcests univers, hvor numrene live meget nemt glider ud i ét uden de store udsving, men var man i zonen til lidt afveksling fra alle de dystre energier, der prægede plakaten denne fredag aften, så var Alcest lige stedet at være. Næste skridt var så at vurdere, om det var festivalens kald til os om at lukke dagen i det salige lune med gode venner, eller om vi snarere var ude i en art stilhed før stormen med mere harske sorte toner indtil kl 3 om natten.

Klokken blev halv fire dagen før, så vi søgte mod drømmene og lever med smerten. En følelse, Neige lader til at kende meget til.