Soens stramme progskabeloner fik liv og sjæl, da aftenmørket lagde sig på den sidste dag over Summer Breezes næststørste scene.
King Diamond kom, så og sejrede med det store horrorarsenal.
Selvom de blot lever videre på de gamle dyder, var det med nerven i behold, at Emperor fredag aften lukkede hovedscenen med 'Anthems to the Welkin at Dusk' i fokus.
Clawfinger beviste, at de endnu ikke har passeret sidste udløbsdato, og startede torsdagen med vandplask og fællessang til den store guldmedalje.
En times gåsehudsfremkaldende føle-metal var lige, hvad de sortklædte horder søgte sent fredag aften. Alcest leverede varen med blot få kantede afbræk fra deres velkendte højstemte elegance.
Stjernehimlen lagde sit blålige skær over T-Stage på sidstedagen af Summer Breeze, og Sólstafir supplerede settingen med ambiens og bravour i sublimt afstemte mængder.
Paradise Lost lod sig ofre for rummeligheden i en times blandede bolsjer fra de sidste 23 år og nåede, på trods af tusmørket og den åbne stjernehimmel, aldrig over det middelmådige.
To uger efter Wacken stod Nergal & co klar til mere sublim satandyrkelse på lillebror-festivalen Summer Breeze. Gamle skeletter blev hevet ud af skabet, og råddenskaben ulmede.
The Night Flight Orchestras hyldest til 80'ernes AOR-scene blev tilføjet et ekstra skud tung spade for at tilpasse sig metallen på Summer Breeze. Det havde de nu ikke behøvet.