SB18: 'Greatest Hits' på godt og ondt

SB18: 'Greatest Hits' på godt og ondt

Paradise Lost lod sig ofre for rummeligheden i en times blandede bolsjer fra de sidste 23 år og nåede, på trods af tusmørket og den åbne stjernehimmel, aldrig over det middelmådige.

Dato
15-08-2018
Genre
Trackliste
1. No Hope in Sight

2. Blood and Chaos

3. Mouth

4. From the Gallows

5. Forever Failure

6. Requiem

7. The Longest Winter

8. The Rise of Denial

9. Erased

10. Shadowkings

11. As I Die

12. Say Just Words
Koncertarrangør
Fotograf
Jacobh Hansen
Forfatter
Karakter
3

I 2016 havde Summer Breeze både Paradise Lost og Bloodbath på årets lineup. Meget er sagt om begge bands udvikling, og hvordan Nick Holmes' indlemmelse i Bloodbath og deraf følgende tilbagevenden til det dybe growl fra de tidlige 90ere har været stærkt bidragende til Paradise Losts mere doomede udtryk i de senere år. Der var dog ingen tvivl om, at Holmes det år klarede sig bedre med de gamle rødder end med den relativt blodfattige levering med Bloodbath, men det har ikke hindret arrangørerne i at iscenesætte samme battle her to år senere.

Og vi var da også klar, da klokken blev 22:30, og den mørke aftenhimmel supplerede Paradise Losts nyklassiker 'No Hope in Sight', som åbnede koncerten med vanlig tyngde. Nick Holmes er, som vanligt i Paradise Lost-sammenhæng, stilfuldt klædt i sort skjorte, og den sorte garderobe går igen i resten af bandets udtryk. Sortsindet fornægter sig ingenlunde, og det gør Yorkshire-rødderne heller ikke det mindste for at dementere.

Festivalkoncerter har ofte den svaghed, at større bands ikke blot har kortere tid til rådighed, end de ellers ville have haft som hovednavn på egen tour, men at de derudover også tenderer til primært at spille sikre kort for også at ramme alle dem derude, der er kommet til festivalen uden noget dybere kendskab til bandet. Det sker også denne aften, hvor vi fodres med en blandet landhandel fra de fleste album fra 1995 og fremefter, med klassikeren 'As I Die' som eneste indslag fra de tidlige dage. Det var tydeligt, at der ikke skulle tages nogen chancer, og Holmes var i sit vanlige kortfattede hjørne, hvor der ikke blev sagt meget andet titlen på sang og album som introduktion til numrene. Nå, okay. Begejstringen var lige til at overskue.

Når det er sagt, så har Paradise Lost et imponerende sangkatalog, og selvom de kører den på rutinen, så smitter deres depressive stil glimrende af denne tusmørkeaften for åben himmel. Den sammentømrede enhed af Holmes, Gregor Mackintosh (leadguitar), Aeron Aedy (rytmeguitar) og Stephen Edmondson (bas), der har båret bandet igennem tykt og tyndt siden 1988,  kan repertoiret til fingerspidserne, og Waltteri Väyrynen klarer nu også skærene fint som den syvende trommeslager i folden, dog uden at gøre større væsen af sig. 

Det samme må også siges om sangene, som alle på hver sin vis står stærkt i bagkataloget, men når den førnævnte greatest hits-effekt fra en længere karriere slår ind, mangler der bare ofte den nerve og gennemslagskraft, som får det hele til at hænge sammen. Vi kastes frem og tilbage fra  de storladne 'Forever Failure' og 'Shadowkings' og videre til 00'ernes mere poppede 'Erased' og 'Mouth' for at ende i deres nyere riffbastarder som 'From the Gallows' og 'The Longest Winter'. Rummeligheden blev koncertens lod, og den højere enhed forløstes aldrig i længden. Det var for sjældent, at numrene fik stærkere slagkraft end de ellers gør på plade, men 'Forever Failure' fik dog lige momentvis gåsehuden på plads med den dramatiske opbygning og Mackintoshs sublime solostund i rampelyset i den episke outro.

Hvor godt Paradise Lost så stod i den samlede battle mod Holmes' rådne svenske venner, må I læse om her. 
Skal de gentage samme battle igen i 2020, må Gregor Mackintoshs ideprojekt Vallenfyre heller eend gerne bidrage til Summer Breezes mørke aftenstunder.