Copenhell 2014: Fornem doom-nostalgi

Populær
Copenhell 2014: Fornem doom-nostalgi

Et vellykket nostalgitrip til de glade 90’ere med My Dying Bride blev desværre stoppet før tid.

Dato
13-06-2014
Genre
Trackliste
The Dreadful Hours
Like Gods of the Sun
Crown of Sympathy
Catherine Blake
The Thrash of Naked Limbs
From Darkest Skies
She Is the Dark
The Cry of Mankind
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
4

De engelske 90’er-konger af sørgmodig doom death er sjældne gæster på disse kanter. Jeg kan ikke huske, at de har været her, siden de var i København som opvarmning for Blaze Bayley-Iron Maiden i KB Hallen i november 1995, men jeg tager sikkert fejl, og Devilutions læsere skal endelig rette mig med vrede kommentarer i kommentarfeltet.

Men altså – det var lidt af et scoop, for My Dying Bride spiller relativt få koncerter og ingen lange turnéer, idet de kun giver weekendkoncerter på grund af medlemmernes fuldtidsjob uden for bandet. Til gengæld er det svært at forstå, hvorfor de skulle gå på kun en halv time efter Watain, når nu My Dying Bride og Watain har visse overlap deres respektive publikumsgrupper imellem. Lidt af en planlægningsmæssig fadæse på et Copenhell, hvor der ellers – og det skal arrangørerne roses for – var få af den slags ærgerlige overlap.

At det var lang tid siden, kunne man godt mærke på publikum, der i den grad var i en grad, som man ikke så tit ser i den langsomme, atmosfæriske doom death-genre, som også bands som Saturnus gør sig, mens My Dying Brides samtidige genrefæller, Anathema og Paradise Lost, for længst har søgt andre græsgange.

Som albumkunstnere er det længe siden, My Dying Bride har været relevante; seneste vellykkede album ligger ca. 10 år tilbage. Heldigvis havde bandet taget konsekvensen af dette – og nok også taget konsekvensen af, at de spillede på festival – og spillede ikke numre fra efter 2004.

Det medførte et veloplagt nostalgitrip, hvor sangenes sjæleknusende patos live havde fået tilføjet yderligere tyngde i forhold til albumversionerne, og hvor det var godt, at bandet spillede efter mørkets frembrud. Det var næsten for meget, og måske blev balancen forrykket lidt fra bandets mere melankolske og atmosfæriske sider, og til tider var det svært at høre keyboardspiller og violinist Shaun MacGowans klagende violin for bare tunge guitarer og bas – et sjældent lydproblem på en velfungerende Pandæmonium-scene. På den anden side virkede det ekstra punch, der nok var nødvendigt med en koncertstart omkring midnat på festivalens sidste dag. Man blev suget ind i ungdommens (regnfulde og triste) vår, og Aaron Stainthorpes klagende vokal og monstrøse growl er der stadig ikke mange, der overgår inden for genren, og hans kommentarer mellem numrene var ganske underholdende og –spillede.

Man var faktisk godt på vej ind i en doomekstase, selvom jeg for min del snildt kunne have undværet ’She Is the Dark’ til fordel for en ældre doomklassiker. Da ’The Cry of Mankind’ blev spillet, var det aldeles fremragende. Publikum kvitterede da også med højlydt bifald, og det virkede, som om bandet var klar til et ekstranummer – hvilket blev bekræftet af det foto af sætlisten, der siden har cirkuleret på nettet.

Det fik de så af en eller anden grund ikke lov til – en skam, for både band og publikum var spillet varme. Og da My Dying Bride skulle lukke scenen, er det svært at se en fornuftig begrundelse for den disposition fra – hvad jeg antager var – Copenhells side. Lidt surt, når nu det fraværende nummer, ’Turn Loose the Swans’, er en gammel favorit for de fleste.

Det skal ikke skygge for, at My Dying Bride leverede en fornem og stemningsfuld lukning af Pandæmonium-scenen på årets Copenhell. Hvis man har endnu varmere nostalgiske følelser for My Dying Bride, end jeg har, så kan man snildt lægge 1-2 karakterer oveni.