SB '19: Den danske konge indtog Tyskland

-XTJ1481-96-1565610598

King Diamond kom, så og sejrede med det store horrorarsenal.

Kunstner
Dato
16-08-2019
Trackliste
1. The Candle
2. Voodoo
3. Arrival
4. A Mansion In Darkness
5. Behind These Walls
6. Halloween
7. Masquerade of Darkness
8. Welcome Home
9. The Invisible Guests
10. Sleepless Nights
11. The Lake
12. Burn
13. Black Horsemen
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Forfatter
Karakter
5

Ganske vist har kongen og hans kumpaner besøgt Copenhell ved flere lejligheder, men nu hvor han, efter mange års albumpause, har nyt på trapperne, har det været spændende at se, hvor meget denne turné ville afsløre om det kommende album 'The Institute', for ikke at nævne sætlisten, der efterlod lidt plads til deep cuts for kenderne. På trods af at King Diamond var hovednavn og derudover er en sjælden gæst på disse kanter, var fremmødet ikke prangende, men os, der kom, fik hele pakken, ganske som det var tilfældet i KB Hallen en uge forinden.

Den gamle treetagerskirke, hvor bandet danner bagtapet for Kongens diverse udfoldelser på alle etager. Den maskerede pige. Rullestolen. Bedstemoderen. Celle nr. 9. Og så kongen selv. De lyse toner, der klinger så himmelsk ud over pladsen, mens han står bøjet hen over gelænderet på øverste etage. At Kim Bendix er 63 år og stadig så fyr og flamme, er ganske enkelt utroligt.

Der blev primært balanceret rundt mellem skæringer fra de tidlige plader op til og med 'The Eye' (1990), hvor især momenter som det klassiske refræn ”What's going on?” fra sangen 'Behind These Walls' vakte jubel, og publikum gengældte ordene som et ordspil med Kongen. 'Halloween' holdt uhyggen i ave, inden den nye 'Masquerade of Darkness' introduceredes, og alt lød velkendt, i den tidlige King Diamond-stil vel at mærke, med operatiske fraseringer, inden pigen hentedes ned fra 1. etage til afstraffelse.

Det er egentlig påfaldende, hvor nemt man overser bandet, når de spiller så overlegent, som tilfældet er. King selv stjæler så meget af showet, at man hurtigt glemmer resten. Mike Wead og Andy LaRocque, der indtager hver deres position i et evigt musikalsk parløb i hver side af scenen. Pontus Egberg som den lidt mere tilbagetrukne, men stadig stramt pulserende bassist og det nyeste medlem i truppen. Matt Thompson, der gemmer sig bag trommerne i mørket på førstesalen. Hver kender sin plads, hver indtager sin rolle til punkt til prikke, men det virker ikke blot perfektionistisk. Det spiller, og King spiller med.

Hvilket fører os til:
Hvad ville King Diamond være uden teatret? Jovist står musikken også fantastisk for sig selv, men  stemningen og scenerierne lever så tydeligt i lydbillederne og afkræver nærmest billedliggørelserne, som han også altid har været kendt for. Ånden lever videre i produktionerne, der konstant bliver større og større, og koncerten bød ikke på reelt svage øjeblikke, men snarere øjeblikke, der var mindre fantastiske end andre. 'Burn' var en kær gammel kending, der har været savnet i årevis, og selvom man kunne have drømt om indfald fra den stærkt undervurderede 'The Spider's Lullabyw', går Kongen aldrig galt i byen med monumentale klassikere som 'Sleepless Nights' og 'Black Horsemen'.