Den totale triumf

_XTD6864
_XTJ1335
_XTJ1546
_XTJ1481
_XTJ1583
_XTJ1531
_XTD6925
_XTJ1670

King Diamonds første rigtige koncert i landet i mere end ti år var et triumftog – intet mindre.

Kunstner
Spillested
Dato
10-08-2019
Trackliste
1. St. Lucifers Hospital
2. The Candle
- Funeral
4. Arrival
5. A Mansion in Darkness
- Let It Be Done
7. Behind These Walls
8. Halloween
9. Masquerade of Madness
- Out From The Asylum
11. Welcome Home
12. The Invisible Guests
13. Sleepless Nights
14. The Lake
Ekstranumre:
15. Burn
16. Black Horsemen
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Når man smykker sig med en royal titel og samtidig ikke frekventerer sit hjemland særligt ofte med koncerter, er der et udsagn som er så oplagt at udbasunere, at man næsten ikke gider. Og det er jo heller ikke længe siden, at King Diamond sidst spillede på Copenhell. Men lørdag i K.B. Hallen var alligevel så meget som en hjemkomst, at man næsten fik lyst til at skrige ovennævnte udsagn – altså sådan skrige det i lysest mulig falset. For hvor de to Copenhell-optrædener også var for dem, der lige skulle se landets vigtigste metalgiraf, så var gårsdagens koncert i sagens natur kun for de indviede disciple. Så ja – ”Kongen Vendte Tilbage.”



Det kunne mærkes allerede lang tid før showstart på folks forventninger. Folket ville have, at dette skulle være noget særligt – en aften, der forlangte at blive husket. Og straks i det øjeblik tæppet faldt ned, og den nye sceneopsætning med sindssygehospitalet blev åbenbaret, fornemmede man, at denne skribent ikke var den eneste med gåsehud.

Maskerade på sindssygehospitalet

Derfra blev det kun endnu bedre. King kom ind i rullestol, bandet tog opstilling på trappernes repos, og jublen brød ud til tonerne af ’The Candle’. 
Man kunne med det samme konstatere, at King selv stadig har fuldstændig styr på stemmen, og dermed er det svært for ham at gå galt med noget som helst. Han trak sig sikkert videre gennem ’Voodoo’ og gik derefter over i to numre fra mesterværket ’Abigail’, fortsatte over i ’Behind These Walls’ fra The Eye og nåede også det tidlige ’Halloween’. 

Da blev det tid til den lille overraskelse i form af nyt materiale med sangen ’Masquerade of Madness’, der hører til det kommende album – og som skal være en del af den nye scene med sindssygehospitalet, hvor de centrale svingdøre og de store trappeopsætninger udgør den centrale del.

Den nye sang blev mødt med en lidt mere afdæmpet respons fra publikum, men efterlod ingen tvivl om, at der også er kvalitet at vente fra udgivelsen – stærke riffs og et velfungerende omkvæd. Og når der siges afdæmpet, skal det lige pointeres, at det er set i forhold til de taktfaste tilråb mellem hvert nummer. Som nævnt ville publikum lige så meget som King Diamond selv, at det skulle være noget særligt. 

Sammen med et umådeligt velswingende band, hvor særligt trommeslager Matt Thompson og Kings tro følgesvend og medsangskriver Andy LaRocque gjorde sig bemærket, var tiden kommet til at besøge ’Them’ fra 1988. Førstnævnte med et sikkert groove og sidstnævnte med det helt store overskud på strengene og meget veludførte soloer.

I selskab med de i øvrigt også overlegent spillende ekstra-svenskere Pontus Egberg og Mike Wead på henholdsvis bas og guitar, bragte de os stærkt videre ind i hittet ’Sleepless Nights’ og b-siden ’The Lake’ fra debutalbummet, før det var tid til ekstranumrene.

Hjemvendt til hyldest

Her kom vi tilbage til ’Burn’ fra ’The Eye’ og til sidst ’Black Horsemen’, og så var det pludselig slut. 85 minutter var strøget af sted i selskab med en overlykkelig King i front, hvor man aldrig var et sekund i tvivl om, at han var den gladeste mand på Frederiksberg. Tilbage på samme spillested, hvor han selv debuterede som koncertgænger i starthalvfjerdserne, fejrede han en fortjent succes som den hjemvendte helt, der rejste ud for at lære verden om heavy metal og kom hjem for at modtage sin hyldest. Den havde vi sat os op til at give ham. Og han gjorde sig fortjent til den. Dette var en aften, der vil blive husket.

”Og hov! Hvad med Bathuska?” vil den opmærksomme læser udbryde. For at være helt ærlig, så ville alle være bedst tjent med at glemme deres show før King Diamond. Med et scenesæt og en udklædning som ligger lige midt mellem Ghost og landsmændene Behemoth, er det let at råbe plagiat – men der er langt mere interessante anklager at rette mod dem. For hvor de to nævnte har et stærkt bagkatalog og henholdsvis charmerende tegneserie-satanisme og indfølt ditto, havde Bathuska ikke meget andet end et stillestående show og en total mangel på kontakt med publikum, der i øvrigt så ud til kun at vente utålmodigt på hovednavnet. Og så lader vi det i øvrigt være op til at andre at afgøre, om det overhovedet var de rigtige Bathuskaer, som stod på scenen.

Bathuska: 1
King Diamond: 5