SB '19: Næsten bedre end dengang
Selvom de blot lever videre på de gamle dyder, var det med nerven i behold, at Emperor fredag aften lukkede hovedscenen med 'Anthems to the Welkin at Dusk' i fokus.
2. Thus Spake the Nightspirit
3. Ensorcelled by Khaos
4. The Loss and Curse of Reverence
5. The Acclamation of Bonds
6. With Strength I Burn
7. Curse You All Men!
8. I Am the Black Wizards
9. Inno a Satana
Det er nemt at male fanden på væggen, når et band udelukkende lever højt på karrierens højdepunkter uden at gøre det mindste for at optegne nye streger i sandet. Intet nyt har Emperor udgivet siden 'Prometheus' (2001), og det er oplagt at tænke, at Ihsahn og Samoth, inklusive hvilken trommeslager der nu kan på dagen, blot gør det for pengenes skyld. Ganske vist holder Ihsahn sig også travlt beskæftiget med sit soloprojekt, hvor han har meldt ud, at den kommende plade i højere grad vil være baseret på hans rødder i black metallens verden, men uanset hvad man måtte mene om Ihsahns bedrifter på egen hånd, kommer vi ikke uden om, at Emperor var dem, der banede vejen dertil.
Er det så fedt at se Emperor i 2019 – eller er det blot money in the bank?
På trods af den frygt var det ganske enkelt umuligt at sætte en finger på de norske black metal-legender denne fredag. Sendetiden var et om natten, og efter en lang dag i felten, ikke mindst med King Diamond på samme scene få timer forinden, skulle der meget til for at ryste os i grundvolden, men nu er det jo også Emperor, der er tale om. Man kan diskutere, om de toppede på debuten 'In The Nightside Eclipse' eller efterfølgeren, den mere dystre 'Anthems to the Welkin at Dusk', men sidstnævnte var under alle omstændigheder dagens menu og blev leveret i et hæsblæsende tempo, hvor 'Ye Entrancemperium' og den hidsige 'Ensorcelled by Khaos' blev leveret med så meget saft og kraft, at man næsten glemte, der var tale om en plade med 22 år på bagen.
Main Stage brillerede endnu en gang med fænomenal lyd, hvor især Trym Torsons stramme blastbeats stod klart i lydbilledet, og Ihsahn fungerede, ganske som vanligt, som bandets indpisker, der med enkelte undtagelser lod musikken tale helt for sig selv. Og tak for det. Det er svært at forestille sig, at Emperor anno 1997 kunne have lydt bedre end det, vi her var vidne til. Musikerne kan deres metier til fingerspidserne, og selvom Samoth stod helt og aldeles anonym i siden af scenen, sov han på ingen måde i timen, og de stramt komponerede riffs sad lige i skabet.
Det var dog først og fremmest nerven, der bandt det hele sammen. Vreden og de symfoniske elementer gik op i en højere enhed, og 'I Am the Black Wizards' og 'Inno a Satana' fra debuten rundede af for en koncert, der viste Emperor fra deres stærkeste side – også selvom de blot lever højt på fortiden. Hvor ville man dog ønske, at de turde tage kampen op med fortidens bedrifter og tilføje nyt til værket. Vi krydser fingre for, at Ihsahns kommende black metalliske inspirationer på det næste album kompenserer for Emperors stilstand på pladefronten, og priser os lykkelige for, at Emperor stadig har nerven intakt og ikke blot er en pengemaskine.