SB18: Fortabt i islandske drømme

SB18: Fortabt i islandske drømme

Stjernehimlen lagde sit blålige skær over T-Stage på sidstedagen af Summer Breeze, og Sólstafir supplerede settingen med ambiens og bravour i sublimt afstemte mængder.

Kunstner
Dato
18-08-2018
Trackliste
1. Silfur-Refur

2. Ótta

3. Köld

4. Fjara

5. Bláfjall

6. Goddess of the Ages
Koncertarrangør
Fotograf
Pressefoto
Forfatter
Karakter
5

Det var det slidte, klatøjede klientel, der havde valgt at slå folderne forbi T-Stage her i de sene timer af sidstedagen. Blackie Lawless og resten af W.A.S.P. braldrede stadig løs på bakken i horisonten om hans udødelige status som wild child, mens islændingene entrerede scenen til 'Silfur-Refur' fra sidste års 'Berdreyminn'. En behageligt inciterende størrelse, simpelt suppleret af en enkel blåtonet scenesetting uden større krav til at lade et visuelt dragende show tage styringen. Ganske som til Alcest samme tid dagen før var det musikken, der tog styringen. Ganske som til Alcest dagen før fattede vi heller intet af teksterne, som altovervejende er skrevet på modersmålet, her islandsk.

Med det sagt er Aðalbjörn "Addi" Tryggvason en karismatisk frontmand, der ud over en efter sigende poetisk depressiv tilgang til lyrikken har en dragende vokalføring, der bærer Sólstafirs lyd op på et højere plan som et instrument i sig selv. Åbneren illustrerede glimrende halvvejs inde denne insisterende, dramatiske samhørighed mellem den pumpende rytmesektion og Addis skrigende supplement til helheden. Det var med livet som indsats, at bandet vekslede mellem deres inciterende harmonier og sprængfarlige passager, altid lige på grænsen til at eksplodere, aldrig længere end det. 

Balancen mellem det ambiente, uden nogensinde at falde hen til det kedsommelige, og det pompøse, uden nogensinde at fortabe sig i dramaet, blev opretholdt, og Sólstafir leverede en af den slags koncerter, hvor man nemt forsvandt i tid og sted. En enkelt længere monolog brød musikkens dominans, da Addi mindede os om vigtigheden af at være der for venner i depressive stunder, og huske os på, at vi måske var de eneste, der var der for dem. Selvmordets tunge byrde. Budskabet rungede stærkt uden at glide over i det unødvendigt pladdersentimentale, hvorefter en lang udgave af 'Bláfjall' videreformidlede samme budskab i musikalsk form. 

Bassist Svavar "Svabbi" Austmann var som altid hoboen i hjørnet med fedorahat og lange lyse fletninger, der kastedes rundt, når ellers musikken bød op til det, mens guitarist Sæþór Maríus "Pjúddi" Sæþórsson ligeledes kørte den vanligt underspillede stil under cowboyhatten uden på nogen måde at tiltrække sig opmærksomhed. En interessant konstellation af originaler, der ellers har en stærk dynamik på en scene netop på grund af deres forskellige udtryk, men som i denne setting som nævnt lod musikken være den bærende kraft.

Det var kun i den permanente afrunder 'Goddess of the Ages', at Addi påkaldte sig vores opmærksomhed med skipperhat, mens han med vagternes hjælp vadede frem og tilbage på rækværket over de forreste rækker og lod frontløberne synge med. En risky beslutning, men begejstringen sejrede over pinlighederne, og Solstafir forlod scenen med publikum i deres hule hånd. Crescendoer og dagdrømme forsonedes i hvad der føltes som evigheder på den bedst tænkelige måde.