Det traurige og det triumferende

Populær
Det traurige og det triumferende

Forudsigeligheden tager overhånd på en plade, hvor tystheden bliver stillestående. Men når den bliver brudt, er det til gengæld fabelagtigt opløftende.

Kunstner
Titel
Berdreyminn
Trackliste
Silfur-Refur
Ísafold
Hula
Nárós
Hvít Sæng
Dýrafjörður
Ambátt
Bláfjall
Karakter
3

Når vi lytter til et stykke musik, har vi nogle forventninger til, hvordan det skal udvikle sig. Når den forventning opfyldes, udløser hjernen dopamin som belønning til os, fordi vi var gode til at forudse, hvad der ville ske. Samtidig reagerer hjernen på faresignaler, hvis musikken overrasker os, på samme måde som den ville gøre det, hvis vi pludselig stod over for et rovdyr, på kanten af en afgrund, eller en bil kom i høj fart mod os. Det udløser adrenalin, fordi hjernen går i alarmberedskab, og hvis vi så med det samme afkoder, at der faktisk ingen fare er, fordi rovdyret er bag tremmer, der er en rude foran afgrunden, eller bilen bremser op, før den rammer os, udløser det en endnu større mængde dopamin, når hjernen belønner os for, at vi reagerede på faren, og vi er lettede over, at den viste sig at være indbildt. På samme måde reagerer vi, når der sker noget uventet i et musikstykke: opmærksomheden skærpes, der udløses adrenalin, og når vi så bliver forsikrede om, at alt stadig er godt, og vi stadig kan finde rundt i musikken, bliver dopaminkicket så meget desto højere.

Hjerneforskeren Peter Vuust har beskrevet chill-faktoren, som den mekanisme kaldes, udover alle de andre faktorer, der også gør sig gældende, når vi lytter til musik, i bogen ‘Musik på hjernen’, og det er interessant at have med i sin bearbejdelse af Sólstafirs nye plade. På ‘Berdreyminn’ er der nemlig rigtig mange forventninger, der indfries med det samme, og selvom det sådan set er smukt, når det gør det, udløser det ikke rigtig det kick, man gerne ville have haft af det. Først og fremmest fordi det er en meget afdæmpet og flere steder ligefrem stillestående plade: sangene ‘Hula’, ‘Dýrafjörður’ og den Radiohead-klingende ‘Ambátt’ er yndige, men så snart de har spillet færdig, opløser de sig i luften, og det er svært at genkalde sig noget af, hvad man netop har hørt. Og det er, fordi de indgår i en kontekst, hvor det meste netop er så stille og vemodigt nydeligt, at de har svært ved at skille sig ud.

Begravet i hvidt
I ‘Nárós’ sker der til gengæld noget, der får hjernen til at reagere: det er der, hvor den sang, der ellers er startet lige så tyst og tilbageholdende som sangen før den, med et tager et naturligt spring over i gotisk hårdtrockende videre forløb. Det er stadig romantisk og ikke noget, man ligefrem pumper næven i vejret over, men effekten er der, euforien melder sig, man har fået sit kick. Det gør den så bare ikke på samme måde i den efterfølgende ‘Hvít Sæng’, fordi den sang følger præcis den samme struktur med først et afdæmpet, folket og Townes Van Zandt-hyldende anslag, som så halvvejs inde ledes over præcis den samme form for gothrock som i ‘Nárós’. Hver for sig er sangene vel strengt taget lige gode i egen ret, ‘Hvít Sæng’ måske i virkeligheden endda en anelse mere overraskende i den måde, den bryder sin struktur ned og videreudvikler b-stykker i den stille del, men når den så benytter sig af det samme kneb som i ‘Nárós’, udebliver overraskelsen og dermed også chill-effekten. Nok så meget ‘Hvít Sæng’ i øvrigt ellers handler om de store lavineskred i Island i 1995, der begravede flere bygder og dræbte adskillige mennesker.

Når det er så skuffende, er det, fordi islændingene på de seneste tre plader, ‘Köld’, ‘Svartir Sandar’ og i særdeleshed ‘Ótta’ fra 2014, har skabt et stadig mere egensindigt lydbillede, hvor Neurosis og Enslaved mødte såvel Mogwai og Sigur Rós som Fields of the Nephilim og 16 Horsepower med største selvfølgelighed. På ‘Berdreyminn’ er den lyd blevet langt mere strømlinet, og forbillederne langt tydeligere. Det er, som om Sólstafir har sat sig for at lave en popplade men desværre har overset, at det kræver et langt stærkere sangmateriale end det, de har med denne gang. ‘Berdreyminn’ er drevet af stemninger, oftest vemodige, men islændingene giver sig kun sjældent helt og holdent hen til dem og rammer i stedet lidt for ofte en middelvej, hvor det kønne kommer til at stå i vejen for det overrumplende, og hvor det storslåede mere bliver et virkemiddel end en reel egenskab. 

Førstesinglen ‘Ísafold’ tager med sin vederkvægende guitarmelodi prisen som Sólstafirs mest out-and-out poppede sang nogensinde. Anslaget får en til at frygte, at de skal gå helt Baroness, men her overrasker bandet ved at holde igen, og selvom det måske ikke er ligefrem kønt, når der næsten går Muse i den i omkvædet, er det helt befriende at høre dem gå andre veje end de oplagte. Også når det munder ud i Roger Waters-bassolo i mellemstykket, jovist.

Men det, der faktisk overrasker mest ved ‘Berdreyminn’, er, at det er de sange, der peger tilbage på metallen, der er pladens stærkeste. Åbneren ‘Silfur-Refur’ er som sådan et ret straight take på den klassiske Neurosis-metal, men Sólstafirs behandling af sangen åbner den og gør den mere medrivende, end såvel Neurosis som deres hær af kloner har formået de sidste mange år. Det samme gælder for den afsluttende ‘Bláfjall’, der løfter den lidt traurige stemning fra de foregående par stille sange i et triumferende ridt ud af pladen. Det er de to sange samt ‘Nárós’ og ‘Hvít Sæng’, der gør ‘Berdreyminn’ til en plade, man ikke bare kan afskrive alligevel. 

For det bør man ikke: ‘Berdreyminn’ er skuffende set med bandets egen målestok, men i et post-metallisk landskab, hvor forudsigeligheden og det lommeepiske regerer, rager den højt op over sine samtidige. Og hvis halvdelen af pladens otte sange er virkelig gode, som de er, så er det også svært at være helt skuffet.