Menneske og maskine i fælles march
Populær
Fransk trio forener menneske og maskine i en forløsende post-metallisk tour de force gennem de værste af fremtidens mareridt.
2. The Words You Speak Are Not Your Own
3. Wings Beating Over Heaven (feat. Michiel Eikenaar & Neige)
4. Fossils (feat. Kvohst)
5. Apnea
6. Tension Of Duality
7. Flames
Vi er langt inde i den glubske og dronende 'Tension of Duality', da William S. Borroughs pludselig dukker op med en bid fra sin famøse 'Dinosaurs'-tale om menneskets selvudslettende idioti, som for alvor sætter stemningen for Crowns apokalyptiske dagsorden. Et ubehag sætter sig fast i takt med den afdøde mesterforfatters betuttede ord, inden gruppen trækker tæppet helt væk under civilisationen og maser alt og alle ned i et dybt, sort hul med et mekanisk monsterriff, der får jorden til at skælve.
Lyduniverset er eklektisk og ekstravagant. Flot og tungt som få, a la Godflesh, der møder Godzilla med Cult of Luna i ørerne trampende henover planeten i massiv Crowbar-gang med størrelse Sunn O))) bundet om fødderne, mens det knitrer, buldrer og brager til alle sider.
Siden debutalbummet 'Psychurgy' fra 2013 er bandet gået fra at være en duo til en trio. Men der er stadig ingen trommeslager. Til gengæld har de en særdeles fin omgang med deres trommemaskine, der bliver brugt med stor omhu og ikke mindst giver en ellers umulig nådesløs tyngde i aggressionerne. Gruppen er på en mission og 'Natron' lyder som den bedst tænkelige udførelse.
Åbneren 'Serpents' starter med varsler om noget grumt, og der går da heller ikke mere end nogle få sekunder, før man er slæbt ned i dybet af et skarpt, sludgy riff og et modbydeligt skrig fra Neige (Alcest), som gæster på to numre. Kort efter er man efterladt til elektronisk krautede fornemmelser og en dyb manderøst med en snert af autotune. Indtil stormen igen tager over og river alt omkuld. Til sidst rejser hele affæren sig op i et langt, brølende og højt belagt klimaks.
Således bevæger Crown sig frem uden nogensinde at blive fanger i deres eget univers. 'Wings Beating over Heaven' kan bedst beskrivers som industrial black metal, igen med hjælp fra Nieges harske levering. Og midt på pladen ligger så 'Fossils'. En overraskende hårdtdrevet post-punk/indie-servering med uimodståelig skønsang fra Kvohst (Grave Pleasures, tidl. Dødsheimsgaard). Et nummer, der med dets rene produktion og umiddelbare catchiness sagtens kunne finde vej til en modig mainstreamradio.
Straks har de blide toner lagt sig, før Crown igen slæber dig med ind i deres lamslående dødsrige på 'Apnea', som grundet den kontante trommemaskine mest af alt fremstår som en art sludge-punk med underspillede neofolk-elementer i en verden, hvor Bob Dylan er nået til enden på sin Never Ending Tour.
Og nu forstår man bedre, hvorfor et af af numrene hedder 'Tension of Duality'. Det er nemlig i spændingsfeltet mellem det stille og det absolut knusende, at Crown ånder og lykkes.
'Natron' folder sig ud som en rejse, der undervejs byder på nogle af de tungeste øjeblikke længe hørt, men også nogle af de smukkeste, hvor især sidstnævnte står helt for sig selv i den afsluttende 'Flames'. En futuristisk sjæler, der med de bastante trommeslag og den underspillede, dybe vokal giver billeder af en verden, der med nød og næppe har overlevet sin egen undergang. Fra askerne er vokset en forståelse. Mennesket og maskinen må finde hinanden, ellers ender vi alle som dinosauerne.
Så langt er den virkelige verden ikke kommet.
Men franskmændene har taget fat om deres angst og brugt den til at begå et stramt komponeret værk af sort magi, undertrykkelse og robot-agtig slum, som overvinder sig selv og gør 'Natron' til et af årets mest overraskende og spændende album.