Stærke okkultbløde rockmelodier

Populær
Stærke okkultbløde rockmelodier

Med Johanna Sadonis i front tager nydannede Lucifer den klassiske, røgede rocktråd op, hvor The Oath lod den hvile. Bandets debutplade leverer meget velspillede samt delvist velskrevne numre på stribe.

Kunstner
Titel
Lucifer I
Dato
25-05-2015
Genre
Trackliste
Abracadabra
Purple Pyramid
Izrael
Sabbath
White Mountain
Morning Star
Total Eclipse
A Grave For Each One Of Us
Karakter
3

Sidste sommer anmeldte vi debutalbummet fra The Oath, der bød på en herlig og solid blanding af 80’er-inspireret NWOBHM-fræs tilsat tunge stød af Black Sabbathsk klassedoom a la 70’erne. Pladen havde fået påskrevet retro all over, men bød desuden på så meget rockenergisk egenvilje, at den sidenhen er blevet stordyrket. The Oath opløste imidlertid sig selv nærmest lige så hurtigt, som debutpladen var blevet smidt på gaden, og den opvarmningskoncert, man ellers havde glædet sig til at se dem give i forbindelse med Uncle Acid and the Deadbeats’ besøg i Pumpehuset sidste efterår, fik man derfor ikke med.   

Mens den ene af The Oaths to dominerende hovedskikkelser, guitarist Linnéa Olsson, sidenhen har slået sine musikalske pjalter sammen med Grave Pleasures (tidligere kendt som Beastmilk), har den tyske sanger Johanna Sadonis valgt at starte et nyt band, og med sig har hun blandt andet guitarist Gary Jennings (ex-Cathedral, Death Penalty). Så velkommen til Lucifer, hvis debutplade, ’Lucifer I’, på flere måder tager tråden op efter The Oath. Lucifer er mindre fræsende, end The Oath var, lægger mere vægt på old school heavy og det doomede, men selve nerven genkender man fra Sadonis’ tid hos The Oath, og at hun på kun to plader får smidt en signatur ind i det stads, hun laver, er i sig selv imponerende. 

Melodiøst og sumpet 

’Abracadabra’ skyder Lucifers debutplade fremragende i gang. Der er en selvsikkerhed over nummerets upbeat åbning, som kommer til udtryk via tonerne, bandet benytter sig af, samt via selve sangskrivningen. Rent sonisk er det nedbarberet, det lyder svinefedt, og at Lucifer er et band med ambitioner over gennemsnittet, synes nummerets melodiøse ufravigelighed dertil at være ærkeeksemplet på. At de også har det, der skal til for at indfri deres bredtfavnende ambitioner, antyder den skarpe sangskrivning i dette nummer, ligesom pladens sangskrivning i det hele taget fortæller, at deres bredtfavnende ambitioner måske ikke er så usandsynlige at opnå. Den anderledes sumpede ’Purple Pyramid’ følger efter, og det slår én, hvor profileret bandets velspillede less is more-dagsorden er. Den har vi i høj grad Sadonis’ okkultbløde vokal samt Jennings’ til tider underliggende, til tider nænsomt overstyrede guitarspil at takke for.

Et guitarmonster

Og nu vi er ved Gary Jennings. Det er herligt, så meget man på det seneste har hørt fra dette britiske guitarmonster. Herligt er det i særdeleshed af den grund, at det jo præcis er to år siden, Cathedral – det enestående doomband, som Jennings var guitarist for i noget nær et kvart århundrede – valgte at dreje nøglen om. Til trods for at Cathedral har sænket deres unikke metalparader, har Jennings’ mageløse guitarlussinger på det seneste dog stadig været til at tage og føle på. Først var der hans spil på debutpladen med Rise Above-kollegaerne Death Penalty, der stadig bliver bedre for hver gang, man hyppigt sætter den på, og som viste Jennings i et fænomenalt fremadstormende tempo. Og nu er der så hans essentielle bidrag til Lucifers debutplade, som er skrevet af Sadonis og Jennings i fællesskab.

Mens Jennings hos Death Penalty netop fik luftet en dejlig ond portion af den enestående Cathedral-vildskab, der mikser det bøllet progressive med det ypperste doomede, er der andre guitarboller på spil i rocksuppen hos Lucifer. Her er der i højere grad noget melodiøst æggende på spil hos Jennings, hvilket bidrager på den helt rigtige måde til dette anderledes tilbagelænede udtryk, som Sadonis nu hos Lucifer synes at være interesseret i. Hvor Jennings kom an som selve drivkraften hos Death Penalty, er han anderledes tilbagetrukket hos Lucifer – mindre næve, mere rytmisk og svævende – hvilket både indikerer, at Lucifer i høj grad er Sadonis’ barn, men også at Jennings sagtens kan ”indordne” sig, og at hans guitarspil har flere ansigter end som så.

Power og tyngde

Dermed ikke sagt, at ’Lucifer I’ ikke har passager, der er direkte og kontante. Der er flere utilslørede power-stunder på pladen. Hovedriffet på ’Izrael’ river neglene af luftguitaristen, der lever sig ind i skidtet, og det samme gør den opflammende tyngde, der er på spil i nummeret ’Morning Star’. Til trods for at det egentlig er et af pladens mere klassiske doomnumre, er det på første halvdel af ’White Mountain’ samtidig tydeligt, at Kirk Hammett (selvfølgelig) ikke har levet forgæves, inden der senere på nummeret (selvfølgelig) går Iommi i den. Den imponerende tyngde, der generelt opereres med på pladen, skal trommeslager Andy Prestidge i øvrigt have rosende ord for at bidrage til. Prestidge er i forvejen med i bandet Zoltan, der ligesom Lucifer spillede på årets Roadburn Festival, og han leverede desuden trommer til Angel Witchs comeback-plade ’As Above, So Below’ (2012). 

En plade, der er kommet for at blive

Debutpladerne med såvel The Oath og Death Penalty er nogle, man er vendt tilbage igen og igen, siden de blev udgivet sidste år. Begge plader bedømte nærværende skribent her på Devilution i sin tid med tre ud af fem sorte kasser, hvilket i begge tilfælde skulle vise sig at være én for lidt. Nogle plader er slidstærke som bare pokker, og disse to forbliver det. Til trods for denne anmeldelses mange rosende ord kan Lucifers debutplade ikke leve op til kvaliteten fra de to forrige associerede udspil. Der er ikke et eneste skidt nummer på ’Lucifer I’, men til trods for at Jennings’ spil på spaden og Sadonis’ vokal kan deres doomrock til sokkeholderne, havde det alligevel klædt debutudspillet med lidt mere af den fræs, begge musikere gør sig så godt i. Et bedre debutalbum skal man dog stadig lede længe efter, og at 'Lucifer I' er en plade, der er kommet for at blive, og også vil blive sat på i fremtiden, er der ingen tvivl om.

PS: Nu, hvor Uncle Acid and the Deadbeats allerede er booket til dette års Aalborg Metal Festival, krydses der herfra fingre for, at endnu flere navne fra Rise Above Records tilføjes programmet. Hvor kunne det være svært svedigt med også Lucifer og Death Penalty på festivalplakaten.