Riffs fra dybet

Populær
Riffs fra dybet

Sidste år udgav Death Penalty deres debutplade, der på gammeldags og bundsolid vis blander klassisk heavy metal og doom. Den har vi endelig fået lyttet til. 

Titel
Death Penalty
Dato
20-08-2014
Trackliste
Grotesque Horizon
Howling At The Throne Of Decadence
Eyes Of The Heretic
Golden Tides
Into The Ivory Frost
Children Of The Night
The One That Dwells
She Is A Witch
Immortal By Your Hand
Written By The Insane
Karakter
3

Gode plader bliver aldrig for gamle til at få ros. Gode plader bliver i særdeleshed aldrig for gamle til at få ros med på vejen, hvis de ud over at have den rocknæve, der skal til, oven i hatten har et medlem fra de nu hedengangne doom-herskere Cathedral i line-upen og samtidig har ladet deres band opkalde efter legendariske Witchfinder Generals debutplade fra ’82. Så til trods for at den udkom sidste sommer, er der alt mulig grund til endelig at få anbefalet debutpladen med den britiske/belgiske kvartet Death Penalty.

Mere heavy, mindre doom

Ved roret af bandet finder man riff-mastodonten Gary Jennings, der efter Cathedrals svanesang i 2013 har hevet visse dele af sin klassiske Cathedral-signatur med over i sit nye foretagende, samtidig med at hans guitar nu også spædes med noget anderledes klassisk heavy metallisk. Der er stadigvæk flere elementer af doom over spaden, ikke mindst i selve tonen, men Jennings’ doom-stød er dog noget mindre fremherskende her, end det var tilfældet i Cathedral. Til gengæld er der mere biker-feel over flere af de pulveriserende riffs, som han denne gang hiver ud af læderjakken.

Genkendelige musikalske dyder

Death Penalty udgives på Rise Above Records, der drives af Cathedrals forhenværende forsanger, Lee Dorrian, som har gjort det til sin niche at udgive heavy og doom af netop en fortrinsvis mere klassisk kaliber. Death Penaltys selvbetitlede debutplade kan nærmest ses som en slags opsummering af selskabets klassiske musikalske dyder: Ud over at pladen lægger sig i naturlig forlængelse af det ”brand”, man forbinder med Rise Above, kan den også, på vegne af selskabet forstås, ses som et slags ”velkommen igen” til Michelle Nocon på vokal og Fredrik Coseman på trommer, der begge har en fortid i et andet forhenværende Rise Above-band, Serpentcult. Når Death Penaltys føromtalte biker-attitude så oven i købet læner sig op ad et lignende skråsikkert frynseliderligt punch, som vi også hørte hos et ligeledes forhenværende Rise Above-navn, The Oath, ja, så er det, at Death Penalty placerer sig som en form for Rise Above-opsummering.

Nedstemt epik

Heldigt er det, at Rise Above generelt sætter en utrolig høj standard inden for disse klassiske dyder, og at Death Penalty ikke er nogen undtagelse. God sangskrivning som den, Death Penalty disker op med, er der tværtimod sandsynligvis ikke mange sande metallyttende hoveder, der går helt galt i byen med. Når den gode sangskrivning leveres med så meget metalæggende musikalitet, som klemmes ind mellem henholdsvis stærke omkvæd og blødende tunge riffs, så er det, at nye takes på klassiske dyder også forbliver slidstærke i længden. Forestiller man sig Cathedrals nedstemthed blandet med Iron Maidens bredtfavnende epik, har man en kortsluttet idé om den metalpraksis, Death Penalty trykker afsted. Det giver sig selv, at det var en opfordring, ikke sandt?