Røget rytmisk rabalder

Populær
Røget rytmisk rabalder

Titel
The Night Creeper
Dato
04-09-2015
Genre
Trackliste
Waiting For Blood
Murder Nights
Downtown
Pusher Man
Yellow Moon
Melody Lane
The Night Creeper
Inside
Slow Death
(Black Motorcade)
Karakter
4

Også på deres fjerde album leverer Uncle Acid and the Deadbeats korrumperende ørehængere med troværdig saft og kraft. 

Hvorfor ved jeg ikke, men af en eller anden grund synes det altid sværere at skrive om en ny plade med et band, man virkelig holder af. Det hænger sandsynligvis sammen med, at man har ”anmeldelsen” for øje. For anmeldelsen er jo ikke blot interesseret i det beskrivende og det forklarende. Med anmeldelsen følger der ofte også en forventning om en bedømmelse af en art, såsom: Lever pladen op til den foregående? Har bandet måske allerede peaket på en tidligere plade, og hvor efterlader det lytteren i mødet med den nye? Stuff like that. Så når der for nærværende skribent i dag kun er få bands, man holder mere af end de britiske undergrundskometer Uncle Acid and the Deadbeats, er den bedømmende udfordring til at tage og føle på. 

Som begavede mennesker selvfølgelig gør, begynder vi derfor med at hoppe over, hvor gærdet er lavest: Ja, ’The Night Creeper', som er titlen på den nye plade med Uncle Acid, er omtrent lige så solidt et udspil som bandet forrige album, ’Mind Control’ (2013). Og ja, Uncle Acid peakede’Blood Lust’ (2011), og den retrostærke friskhed af en lytteoplevelse, mødet med dette album dengang bragte med sig, vil bandet nok aldrig kunne hive op af filthatten igen. Alene det at man i dag i forvejen er indforstået med den lyd, det feel og den signatur, der karakteriserer Uncle Acid, står i vejen for en lignende ”frisk lytteoplevelse”. Ens forkærlighed for Uncle Acid derimod, den er skam udelukkende blevet større med udgivelsen af ’The Night Creeper’.

Ny-gamle ambitioner

Til trods for at ”friskheden” er en has-been, bliver Uncle Acid fortsat ved med at overraske. Da de fulgte op på ’Blood Lust’ og smed ’Mind Control’ på gaden, imponerede bandet ved at præsentere en lyd, der var bredere, større og desuden leveret langt mere sikkert, end man forestillede sig, de havde i sig. Man kan sige, at undergrundsrotterne imponerede ved at have helt klassiske ambitioner. På ’The Night Creeper’ imponerer de ambitiøse undergrundsrotter så på omvendt vis ved at vende tilbage til og forblive tro mod den undergrund, vi elsker dem for. ’The Night Creeper’ har hverken helt så tunge, fede riffs, som man gynger hovedet i takt til på ’Mind Control’, eller denne plades store, fyldige lyd. ’The Night Creeper’ er derimod så utilsløret skrattet lo-fi, at den på sin vis virker som en henslængt langemand til nutidens gentrificering af rockmusikkens retro mig her og retro mig der. Også det at mange af skæringerne på pladen kommer an som værende mere rockfinurlige og psych end egentlig heavy, får Uncle Acid til at skille sig ud fra mængden. 

Nysgerrige sangskrivere

Uncle Acid er så dygtige sangskrivere, at de ville kunne indspille en quirky popsang med deres instrumenter begravet i en pøl af tyktflydende blod og stadig være i stand til at diske op med et nummer, der går direkte i næven på lytteren. ’Waiting For Blood’, åbningsnummeret på den nye plade, går nok en tand for hurtigt, til at det kan være indspillet under blod, men er dog et ærkeeksempel på ikke blot bandets enestående evner som sangskrivere men også på deres legende natur. ’Murder Nights’ følger efter med et tempo, der har en pøl af blod written all over – i hvert fald indtil nummeret fader ud til en repeterende, mere upbeat trommerytme, hvis afslutning i øvrigt synes at være i familie med en af bandets ældre sange, ’Do What Your Love Tells You’ fra det sjældent hørte debutalbum, ’Vol. 1’ (2010). ’Downtown’, pladens tredje skæring, har formentlig Uncle Acids mest irriterende rytme til dato, men har til gengæld både et omkvæd, der er så ømt og melankolsk, at det gør tilpas behageligt ondt, korstemmer af et Roger Watersk format og en solo, der borer sig ind i hjertet som en sylespids. Og først herefter tager pladen så for alvor fat.

Beskidt genbrug og nye toner

’Pusher Man’ åbner med et guitarriff, der umiskendeligt minder om  åbningsnummeret fra ’Mind Control’, ’Mt. Abraxas’. Det er episk, det er sejt, det er så indlevelsesstærkt, at det gør helt ondt. Der er tydeligvis genbrug i nummeret, hvilket imidlertid ikke gør mindre for den lytteoplevelse, det er at smide hele sin livslede hovedkulds ind i hvert eneste af nummerets riff. På vokalen leverer K.R. Starrs (frontmand, sanger, guitarist og Uncle Acid himself) og Yotam Rubinger (guitarist og sanger) hele pladen igennem deres überkarismatiske synkronnasale lidelseshymner, som lige i dette nummer får alt skidtet til at eksplodere af uimodståelig misantropisk opgivelse. ’Pusher Man’ er pladens næstbedste skæring og i takt med, at det samtidig er nummeret, der har mest af den virkelig genkendelige Uncle Acid-signatur over sig, tegner det jo lyst for Uncle Acids fremtid. De skal såmænd bare blive ved med at gøre det, de i forvejen gør så godt.

Ikke at de ikke må bevæge sig uden for stregerne. Det må de hjertens gerne. ’Yellow Moon’ er bandets første instrumentale nummer til dato og byder desuden på en lyd, man aldrig er stødt på hos dem før. De har selvfølgelig altid været indbegrebet af retro, Uncle Acid, ikke mindst sonisk. men der er alligevel noget anderledes 70’er-progressivt over dette meget smukke, melankolske stykke. Det minder nærmest som noget, Opeth kunne have fundet på. Efterfølgende dukker så pladens allerbedste skæring op, ’Melody Lane’. At man kan skrue et nummer sammen, der på én gang er lystigt, liderligt, depraveret og festligt, gør i dette tilfælde hele forskellen. Det er kort sagt et klassenummer!

Mord på hovedet

Men det er nu svært at hive det ene nummer op på en piedestal, når det sker på bekostning af så mange andre gode numre. Også den ni minutter lange ’Slow Death’, der med et stille, psykedelisk, ambient drive ligeledes viser en ny side af bandet, må og skal nævnes. Det skjulte nummer ’Black Motorcade’ ligeledes: kraftfuld, akustisk melankoli, som akkurat kun lige Neil Young anno ’70 havde formået at ramme bedre. Det mest imponerende ved ’The Night Creeper’ er dog, at selv om pladen i løbet af sin spilletid på en lille time tager disse små musikalske svinkeærinder, som viser nye ansigter af Uncle Acid, så er man aldrig i tvivl, om hvis beskidte musikalske signatur man er i selskab med. Denne tilsølede, bloddryppende dynamik mellem sikre signaturriff og ulmende nysgerrighed gør ’The Night Creeper’ til en allerhelvedes karl af en rockplade!

Uncle Acid spiller i Amager Bio d. 30. oktober samt til Aalborg Metal Festival d. 7. november. 

">

">