Mørke, forførende melodier
Populær
På deres tredje fuldlængde, ’Mind Control’, omfavner Roskilde-aktuelle Uncle Acid & the Deadbeats dyster og slibrig okkultisme, som de krydrer med den melodiøse lyd af Alice Cooper, Black Sabbath og The Beatles.
Mind Crawler
Poison Apple
Desert Ceremony
Evil Love
Death Valley Blues
Follow The Leader
Valley Of The Dolls
Devil's Work
Da Devilution i slutningen af 2011 skrev begejstret om ’Blood Lust’, det andet udspil fra Uncle Acid & the Deadbeats, var det britiske band fra Cambridgeshire stadig et ukendt navn for de fleste. Bandets udgivelser var på det tidspunkt kun udsendt i så små oplag, at det mere eller mindre var umuligt at få et fysisk eksemplar af én af deres to første plader: Debutpladen, ’Vol. 1’ (2010), var ude i 20 slatne selvudgivne cd-eksemplarer, mens ’Blood Lust’ til at begynde med kun udkom i 350 eksemplarer på vinyl på Rise Above Records. Hvor ’Vol. 1’ forbliver en kuriøs sjældenhed, er ’Blood Lust’ sidenhen blevet genoptrykt så behageligt mange gange, at bandet efterhånden har fået etableret sin lyd hos også en bredere skare af rockinteresserede.
Nu er Uncle Acid på gaden med det tredje udspil. Albummet hedder ’Mind Control’, og i en rockepoke, hvor man med lidt frækhed kunne påstå, at det ofte er retroudtrykket og en mangel på musikalsk nytænkning, der tilsyneladende rammer hos det brede rockpublikum, skiller Uncle Acid sig alligevel ud ved gå 60’er- og 70’er-forbillederne i fodsporene mere overbevisende, mere hjemmestyret og noget bedre end de fleste. Uanset hvor tidstypisk og moderigtig den end er, kommer man ikke uden om, at ’Mind Control’ er en fantastisk plade.
Forførerisk alvor
Er man bekendt med ’Blood Lust’, så ved man nogenlunde, hvad man går ind til på ’Mind Control’. Som det var tilfældet på det forrige udspil, er det igen en blanding af tilsyneladende lette og iørefaldende melodier tilsat noget anderledes melankolsk og koldt, der karakteriserer Uncle Acids musikalske udtryk. Hvor ’Blood Lust’ dog bød på flere rytmiske Slade-associerende numre som ’I'll Cut You Down’, ’Over and Over Again’ og ’Ritual Knife’, er der på ’Mind Control’ generelt blevet skruet en ekstra tand op for det mørke og tungsindige. Selv skæringer som henholdsvis førstesinglen ’Poison Apple’, ’Evil Love’ og ’Mind Crawler’, der er de tre mest energiske sange på ’Mind Control’, har alle en kold distance over sig.
Et fokuseret blik på det kolde og dystre har paradoksalt nok givet bandet en lyd, der omfavner bredere. Hvor ’Blood Lust’ havde noget beskidt og charmerende kørende for sig, appellerer produktionen på ’Mind Control’ i kraft af en anderledes fyldig ondskabsfuldhed. Med produktionen på ’Mind Control’ bevæger bandet sig en smule væk fra undergrundens særlige poesi, men den mur af lyd, der eksempelvis karakteriserer ’Desert Ceremony’, kan man alligevel kun blive forført af.
Kollektiv manipulation
Og forførelse er netop det, ’Mind Control’ handler om, som den rent tematisk er en konceptplade om kollektiv manipulation, sekter og perverterede visionære. Uncle Acid er interesseret i slibrigheder, menneskelig korruption og samfundets skyggesider. Som det også lykkes for slægtsbandet Electric Wizard, bliver blikretningen på dekadence og fortabelse dog aldrig blot en gimmick eller et påklistret mærkat. Der synes kort sagt at være mening med galskaben, og man tager tager Uncle Acids tekstunivers til sig. Pladens tematiske koncept om manipulation går desuden voldsomt godt i spænd med musikken, der generelt set er så kontrolleret og catchy og medrivende, at det netop har let ved at forlede lytteren.
De musikalske referencer er tydelige på ’Mind Control’, og der dukker mange af dem op, mens man hører pladen: Temposkiftet halvvejs inde i den ellers manisk langsomme ’Mt. Abraxas’ er en tydelig hyldest til Black Sabbath; ’Death Valley Blues’ tilsniger sig psykomeget et Alice Cooper’sk psyko-feel; Åbningsriffet i ’Valley of the Dolls’ går Rise Above-kollegaerne i Electric Wizard tydeligt efter i sømmene. Derudover minder vokalarbejdet på specielt den sidste halvdel af pladen desuden om en skøn blanding af Marc Bolan og The Beatles.
Våd, autentisk denim
Inden for de seneste år er det gradvist blevet sværere at adskille det ene retro-søgende band fra det andet. Lyden af analog og lugten af svedig denim er blevet populære brands i sig selv. Det er det ”autentiske”, der er målet, ligesom der sjældent synes at have været flere bands om at vise Black Sabbath den respekt, de så sandelig fortjener, end der er i dag. Hvor mange bands dog blot er kedelige eksempler på, at der skal mere til end en forkærlighed for lyden af 70’erne for at spille den vedkommende retrorock, da er Uncle Acid et forfriskende bud på et band, der gør lyden af det gamle moderne på ny og suveræn vis.
Uncle Acid gæster årets Roskilde Festival, hvor de skal spille i Odeon-teltet klokken 03.00 natten mellem lørdag og søndag. Skal man se den menneskelige korruption i øjnene, kunne man egentlig ikke have bedt om et bedre spilletidspunkt, men hvor mange publikummer, der så møder op for at lade sig blive forført på dette tidspunkt af døgnet, skal det blive spændende at se.