En suverænt tung afsked
Populær
I over tyve år har Cathedral leveret den tunge, selvstændige doom metal. Med 'The Last Spire' har bandet annonceret, at de drejer nøglen om, hvilket sker med en råstyrke-plade, der ikke bukker under for nogen eller noget.
Pallbearer
Cathedral of the Damned
Tower of Silence
Infestation of Grey Death
An Observation
The Last Laugh
This Body, Thy Tomb
Siden de i ’91 debuterede med ’Forest of Equilibrium’, er de fire stædige medlemmer af Cathedral kompromisløst og pokkers suverænt blevet ved med udsende deres helt særlige take på doom metal. I kraft af en slående, uafhængig egensignatur – bestående af henholdsvis nysgerrige musikalske påfund, fantastiske toner samt ikke mindst klassekompetente riffs, der over årene muligvis har svinget i kvalitet, men som lige siden begyndelsen nu altid har adskilt sig ved netop at være dét vægtigere end stort set alle andre doom-riffs post-70’er-Black Sabbath – da har Cathedral formået både at henrykke og forbløffe. Uanset om det er bandets klassiske doom-udgivelser fra første halvdel af 90’erne, man smækker på anlægget, eller om det er ’Supernatural Birth Machine’ (1996) og ’Caravan Beyond Redemption’ (1998) og disse par pladers stoner-agtige-doom-feel, man er i humør til, eller om det er den progressive doom-gakgak på ’The Garden of Unearthly Delights’ (2005) og ikke mindst mesterværket, ’The Guessing Game’ (2010), man er i stødet til, da er man aldrig i tvivl om, at det er Cathedral, man lytter til. Og selv når bandet ikke har skrevet deres bedste sange, har der altid været en egenvilje til stede i musikken, som har været interessant at forholde sig til.
Nu har Cathedral dog angiveligt nået afslutningen, idet bandet i 2011 udtalte, at deres tiende studieudspil, ’The Last Spire’, også ville blive deres sidste. Det er unægtelig et stort tab for doom-genren, som dermed får færre udfordringer at se frem til, men når det nu må være, så kunne man heldigvis ikke have forestillet sig et bedre eller meget mere passende farvel end ’The Last Spire’. På deres svanesange forener Cathedral på suveræn vis netop de fuldfede doom-elementer fra karrierens mægtige begyndelse for tyve år siden, som de krydrer med tilpas meget af den herlige doom-prog, der gjorde førnævnte ’The Guessing Game’ til et af det nye årtusinds vægtigste metalskiver.
Virtuos doom metal
Til trods for at ’The Last Spire’ er Cathedrals svanesang, så er albummet samtidig et forfriskende godt sted at begynde, skulle man først nu være blevet klar til at kaste sig ud i det kreative og forbløffende personlige doom-bekendtskab, som Cathedral er. Og da de i virkeligheden er et af genrens mest originale bands overhovedet, for ikke at sige et af de tungeste, så under man sig selv det. Cathedral spiller ikke doom metal som noget andet band spiller doom metal, men det univers, de befinder sig i, er som nævnt hverken indforstået eller svært tilgængeligt. Dertil er deres originalitet kort og godt alt for dynamisk.
Cathedral er til gengæld et af de få metalbands, der forsøger at ægge doom-musikken med noget anderledes virtuost og progressivt end de fleste andre – et af de få bands, som rent faktisk vil noget andet og mere med en ofte snæver genre, men som samtidig ikke desto mindre tydeligvis storelsker og skylder genren meget. Rent personligt er det eksempelvis svært at få armene ned af begejstring over den gakkede, 70’er-stiliserede Rick Wakeman-agtige keyboardsolo, der afslutningsvis dukker op i den ellers doom-klassiske, ti-minutter lange, ’An Observation’. Gæstemusiker David Moore og hans betydning i Cathedral fra bag Hammond-, Moog-, synth- og mellotron-tangenterne, kan i det hele taget ikke overdrives nok, og hans spil tilføjer bandets lydbillede en fusionerende tyngde.
Det fuldfede står distancen
Når Cathedral alligevel lader deres sidste udånding, ’This Body, Thy Tomb’, slutte deres svanesang af med et balstyrisk og cathcy punch - med tryk på PUNCH! - så er det ikke blot et glorværdigt og klassisk farvel, men samtidig en tyk streg under, at Cathedral imidlertid ikke laver eklektisk og semi-udfordrende doom, fordi de ikke kan finde ud af at imødekomme genrens melodiøse og repetitive riff-side.
Fuck nej, tværtimod, Cathedral skriver fuldfedere riffs end størstedelen, og de skriver i hvert fald bedre og mere holdbare riffs end striben af de nyere bands, der tager den imødekommende doom metal ind gennem en moderigtig retrosøgende ånd. De vil det dog anderledes, Cathedral, de kræver mere af deres metalmusik end et her og nu-udtryk, og det er i sidste ende sandsynligvis derfor, at de så også efterlader sig et mere end tyve år gammelt musikalsk bagkatalog, der stadigvæk står distancen i dag, og som med et suverænt input fra ’The Last Spire’ formentlig ligeledes kommer til at stå distancen i de kommende tyve år.
Her har vi en af årets bedste plader fra et skelsættende band.