SB 2018: Temporært paralyserende hitkavalkade

SB 2018: Temporært paralyserende hitkavalkade

The Night Flight Orchestras hyldest til 80'ernes AOR-scene blev tilføjet et ekstra skud tung spade for at tilpasse sig metallen på Summer Breeze. Det havde de nu ikke behøvet.

Dato
15-08-2018
Genre
Trackliste
1. This Time
2. Turn To Miami
3. Living For The Nighttime
4. Sometimes The World Ain´t Enough
5. Something Mysterious
6. Gemini
7. Lovers In The Rain
8. Paralyzed
Koncertarrangør
Fotograf
Jacobh Hansen
Forfatter
Karakter
3

”Vores melodier skal gerne have en sentimental lyd, men samtidig kunne løfte folks humør. Det skal være musik, som får folk til at have det bedre med sig selv. Det er den svenske lyd.”

Med de ord fra vores snak med Bjørn 'Speed' Strid i foråret var der lagt op til en fornøjelig åbningskoncert på årets udgave af Summer Breeze. Jovist var der også en håndfuld bands på før kl. 16 denne onsdag, men inden lejren var organiseret, og de første par lunkne radlere var gledet indenbords, fik tiden hurtigt ben at gå på. Placeringen af dette finurlige svenske projekt i bagende solskin på den næststørste scene var helt ideel, og en stemme indviede den kommende time med at ønske os en pleasant flight, inden bandet entrerede scenen. Bjørn Strid i lilla jakkesæt, David Andersson med fedorahat og cyangrøn skjorte, og resten af bandet klædt i sort og hvidt, så man ikke er i tvivl om, hvem der er de farverige hovedmænd i dette festlige sideprojekt fra hovedbandet Soilwork.

Det lader sig da også slet skjule, at de kommer fra metalmiljøet, da sættet sparkes i gang med de to første numre fra den seneste 'Sometimes the World Ain't Enough', tilsat mere tung riffing fra Andersson, end der ellers er på plade. Det viste sig, med enkelte undtagelser, hurtigt at være et gennemgående træk for koncerten, og det er da også oplagt, at det live er nemt at forfalde til sine vante virkemidler. Nu står vi også til en metalfestival, og så er lidt ekstra forvrænget spade selvsagt en enkel vej til at ramme de hungrende metalhorder. Strid sagde det jo for så vidt også rammende selv: ”Vi behøver ikke være mainstream, men vi trives med at være et outlet for metalfans.”

Det giver også fint mening, så længe de ikke underkender de særlige musikalske kvaliteter, de opsøger på plade, hvor The Night Flight Orchestra i praksis fungerer som deres portal til at komme ud med nogle af de inspirationer, de har uden for metallens verden. Så vidt kommer det bestemt ikke, og Strids kraftfulde vokal og de stærke hooks er de bærende elementer i deres 45 minutters spilletid, hvor især indslag som 'Living For the Nighttime' og titelnummeret fra det seneste album tilføjede lige præcis den dansable pop-value, vi havde håbet på. De hvidklædte kor-stewardesser er givetvis et billigt virkemiddel til blikfang, og koblet med deres konsekvente klappen mellem numrene virkede de som et påtaget forsøg på at tillægge sig dele af den måde, man iscenesatte sig på i 80'ernes synth-prægede voksenrock, men de udførte om ikke andet deres vokale arbejde lige efter bogen, hverken mere eller mindre.

Til gengæld virkede det løjerligt påtaget at lægge op til circle pit under 'Gemini' fra forgængeren 'Amber Galactic'. En straight-forward poprocker, som igen tilføjes lidt ekstra tung spade og en påfaldende lang guitarsolo, og så er der ellers frit rum til at spille på de øvrige metalkoncert-stereotyper. Var det ment som en joke, gik det vist hen over hovedet på de fleste, og selvom der da kom lidt ekstra gang i festen på de forreste rækker, så var dagens stærkeste cut den afsluttende 'Paralyzed', der er så ulideligt catchy og poppet, at man skulle være enten kyniker eller komplet uden rytmisk sans, hvis man ikke fik lyst til at svinge træbenet de sidste 4 minutter, inden festen fortsatte i andre, mere metalliske afkroge andetsteds på festivalpladsen. En stærk præstation, men vi håber dog de, at banden står mindre med benene plantet i to forskellige musikalske lejre, når de slår deres folder forbi Stengade på fredag.