På kogepunktet i Nordvest
Populær
Soilwork indtog som det første metalband Bibliotekets koncertsal i Nordvest, og det blev en helvedes hed, men særdeles velspillet koncertoplevelse med en tændt og veloplagt frontmand som højdepunkt .
Soilwork på et bibliotek i Nordvest? Biblioteksarrangementer plejer at være noget med digtoplæsninger eller børnebøger, så en smule indledende skepsis over udsigten til en metalkoncert på et bibliotek i Nordvest var bestemt til stede. Men koncerten, som var arrangeret af Musikforeningen RIOT, skulle vise sig at blive særdeles vellykket. Koncertsalen, som ligger på tredjesalen af det topmoderne Biblioteket på Rentemestervej, er et separat rum, så mellem koncerterne kunne man hygge sig i de tilstødende lokaler, der som trækplaster har en stor tagterrasse med en virkelig god udsigt over byens tage.
Koncertsalen er lidt større end Lille Vega, og det var en fornøjelse at overvære en koncert i et rum, som rent faktisk er bygget til formålet. Det betød, at Soilwork indtog scenen med en meget flot og veldefineret lyd, hvor der var plads til hele bandet, som også inkorporerer en keyboardspiller foruden den klassiske opstilling.
Både publikum i den godt fyldte sal og Soilwork gik til stålet fra første færd, og Biblioteket kom derfor meget hurtigt helt op på kogepunktet. Faktisk blev der så varmt, at det mod slutningen af koncerten næsten var uudholdeligt.
Soilwork, som har eksisteret siden 1995, gør sig i en afart af thrashet, melodisk dødsmetal, som indeholder afstikkere til både superpoppet storladen stadionrock såvel som moderne metalcore a la Killswitch Engage. Et legesygt band, som igennem årene har skiftet musikalsk ham en del gange siden slutningen af halvfemserne, hvor deres lyd mindede allermest om en mere melodiøst storladen udgave af At the Gates. Soilwork har hjemme i Helsingborg, men alligevel ser vi dem ikke så tit i Danmark. Det beklagede forsanger Bjørn Strid gentagne gange, og han lagde ikke skjul på sin store skuffelse over, at bandet endnu ikke er blevet kontaktet af folkene bag Copenhell. Det kunne de nu sagtens gøre, for både Hr. Strid og resten af Soilwork leverede en gennemført professionel optræden, som var præget af både indlevelse og stor teknisk kunnen på alle instrumenter.
Blændende vokalpræstation
Mandens vokale formåen ses sjældent bedre i metallens verden, hvor sangerne nok kan skrige og growle solen sort, men hvor det ofte halter gevaldigt, når skiftet til ren, melodisk sang skal foretages. Her var Bjørn Strid i særklasse og leverede en meget overbevisende indsats med en kraftig melodisk vokal, som ikke vaklede, selv på de helt høje vokalstykker som for eksempel i 'Stabbing the Drama', som lukkede og slukkede festen. Her kunne bands som Killswitch Engage og utallige andre mere moderne metalcorebands godt lære en ting eller to.
Intensiteten foran scenen øgedes, som koncerten skred frem, og den skaldede Strid viste sig som en karismatisk indpisker, som publikum villigt underlagde sig. Fremhæves skal også leadguitarist Sylvain Coudret, som ligner Chili-Klaus til forveksling, men som rev den ene fortræffelige solo efter den anden af sig i meget indlevelsesfuld stil.
Den vante trommeslager Dirk Verbeuren turnerer i øjeblikket med Megadeth, så i stedet sad danske Bastian Thusgaard fra Dawn of Demise m.fl. bag tønderne. Han leverede en upåklagelig indsats, som er ganske imponerende, når man tænker på den formentlig ganske korte forberedelsestid, han har fået op til turneen med Soilwork.
Lunken opvarmning
Opvarmningen kom fra Aphyxion og lokale Kforkill. Sidstnævnte nåede vi beklageligvis ikke. Aphyxion fik endnu engang vist flaget som opvarmer for et stort internationalt navn, men de gæve jyder formåede denne gang ikke helt at overbevise publikum med deres stramme og breakdownprægede hybrid af thrash og dødsmetal. De gik professionelt og meget energisk til opgaven, og især forsanger Michael Dahl forsøgte med gentagne henvendelser at gejle publikum op uden synderligt held. Lyden var her desværre alt for lav, og det gik især ud over leadguitarist Jonas Haagensen, som næsten ikke var hørbar koncerten igennem. Aphyxion er sympatiske og dygtige musikere, men deres største problem er manglen på variation. Mange af numrene er skåret over den samme læst, og der mangler generelt lidt overraskelser i udtrykket, som ofte går på lynende hurtige vers, afløst af melodiske omkvæd og så et afsluttende breakdown-stykke at gå hjem på. Sættets to helt nye numre lød dog lovende. Dem glæder vi os til at høre igen. Michael Dahl brøler uden tvivl også fint, men som lytter savner man hurtigt noget variation i stemmeføringen, som ikke varieres meget i numrene. Lidt større spændvidde her ville gøre underværker.