SB '19: De svenske rapmetallere kom med festen
Clawfinger beviste, at de endnu ikke har passeret sidste udløbsdato, og startede torsdagen med vandplask og fællessang til den store guldmedalje.
2. Nothing Going On
3. Rosegrove
4. Nigger
5. Warfair
6. Two Sides
7. Recipe for Hate
8. Biggest & the Best
9. The Price We Pay
10. The Truth
11. Do What I Say
”I've heard so much shit from the people that I hate
That I really couldn't give a fuck
I've been down in the shit for so goddamn long
That everything looks like up”.
Selv for en 14-årig teenager klingede Clawfingers banale tekstunivers hult, da de brød igennem med debuten 'Deaf Dumb Blind' i 1993. Zak Tell ville lyde som en vred sort amerikaner, men den radmagre og blege svensker manglede tydeligvis Zack de la Rochas flow og poetiske tunge. Alligevel var der noget helt særligt over Clawfinger i de tidlige dage, dengang rapmetallen var på sit højeste, og selvom de på ingen måde matchede Rage Against the Machines politiske tæft og tekniske færdigheder, så var de et forfriskende pust uden at tage sig selv alt for højtideligt. En attitude, de fortsat bevarer, og selvom deres seneste album ligger 12 år tilbage, har de bibeholdt charmen på livefronten, som vi tidligere så på Copenhell i 2016.
Torsdag var åbningsdagen for den gigantiske Main Stage, og svenskerne var her blandt de første til at indvie scenen for 2019. 'Goldfinger'-temaet var i dagens anledning blevet til 'Clawfinger', der kørte som intro, mens bandet indtog scenen og lagde ud med to af deres svageste singler, 'The Prisoners' og 'Nothing Going On'. Lavpunkter i den sene del af karrieren, der om noget viser hvor meget luften var sevet ud af ballonen efter de første tre plader. Men fra det øjeblik, 'Rosegrove' satte i gang, var der intet, der kunne slå rapmetallerne ud. De sjove udklædninger hang trygt hjemme i garderoben, men festaben kan ikke tages ud af Zak Tell, der flere gange hældte hele vandflasker ud over sig selv og altid var god for at starte en fællessang. Ikke mindst under 'Biggest & the Best', der fik mange splejse omkring os til at puste sig op for en stund, når nu Clawfinger lagde op til et billigt grin.
Godt nok havde de oprindeligt lovet at spille hele 'Deaf Dumb Blind', men den plan var tilsyneladende tiet ihjel, og svenskerne skød med spredehagl igennem karrieren, omend det da stadig var debuten, der vægtede tungest på skalaen, med 'Nigger' og 'Warfair' som de stærkeste trumfer, inden teknikken fejlede under storhittet 'Do What I Say'. Pigestemmen kunne ikke afspilles, men desto bedre virkede det, når hele publikum kunne teksten og sang den del, som om det var sådan, bandet havde planlagt det fra starten.
Det kan godt være Clawfinger ikke er stor sangskrivning, men det har de heller aldrig givet sig ud for at være, og det er netop derfor, det virker. Clawfinger er selvironiske og rammer en primal nerve fra en svunden æra. Selvom verden har ændret sig en hel del, siden dengang nogle blege svenskere kunne tillade sig at råbe "nigger" nok så mange gange i et af deres største hits, så lever de stadig for festen. Det beviste de i hvert fald til fulde denne torsdag eftermiddag i bragende solskin med crowdsurfing, vandplasken og store armbevægelser, hvis man nu stadig skulle være i tvivl om, hvem det er, der er størst og bedst.