Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Metaldiktator: Alcest – 'Écailles de Lune'

Populær
Updated
Metaldiktator: Alcest – 'Écailles de Lune'

Alcest har været et af de absolut mest definerende projekter i post black-metal og blackgaze trods forholdsvis alsidige udgivelser. I marts 2010 udkom ‘Écailles de Lune’, en af de vigtigste plader i genren.

Kunstner
Titel
Écailles de Lune
Trackliste
1. Écailles de Lune – Part 1
2. Écailles de Lune – Part 2
3. Percées de Lumière
4. Abysses
5. Solar Song
6. Sur l'océan couleur de fer
Forfatter
Karakter
666

Franske Stephane Paut, bedre kendt under kunstnernavnet Neige, er uden tvivl ophavsmanden til blackgaze, musikgenren, der blander black metal og shoegaze, og som for alvor var med til at rykke grænserne for forståelsen af black metal. Således var han med til at indlede genrens tredje bølge, der i midt-00’erne blev overskygget af det, vi nu forstår som post-black metal (dén lange smøre venter vi med til sidst).

Neige gjorde sig allerede bemærket i 2004 med bandet Amesoeurs, han dannede sammen med musikere, der nu blandt andet er kendt fra det franske post-rock/shoegazeband Les Discrets. Året efter udgav han Alcests første ep, ‘Le Secret’, og projektets første fuldlængdealbum, ‘Souvenirs d’un autre monde’, udkom i 2007 – begge med Neige alene som musiker og komponist.

‘Le Secret’ er den eneste udgivelse, der alene kan karakteriseres under termen black metal. De musikalske grænser rykkede sig gevaldigt allerede under ‘Souvenirs d’un autre monde’; fokus var stadig på det atmosfæriske, men albummet tog udgangspunkt i uforklarlige minder, Neige havde fra en anden verden, der rent musikalsk blev udtrykt gennem et sublimt, storladent og lysere lydbillede end tidligere – og det var her, at shoegazen kom ind, dog uden at Neige havde stiftet bekendtskab med genren.

Selvom Alcests første fuldlængdealbum kan siges at være grundstenen til blackgaze, var musikkens enkeltdele en anelse adskilte sangene imellem, og pladen mangler en decideret rød tråd. Alligevel er to af Alcests absolutte mesterværker, ‘Printemps Émeraude’ og ‘Souvenirs d’un autre monde’, at finde på netop denne plade, hvor Neige på en yderst elegant manér får vist, hvordan lyse distortionguitarer, blastbeats og skønsang kan forenes til et eventyrligt lydlandskab, ingen andre musikere er lykkedes med at meste lige så godt.

Albummet, der dog i sin helhed skulle definere Alcest og ikke kun være afgørende for musikprojektet, men også for det brede rock- og metallandskab, er andenudgivelsen ‘Écailles de lune’, der gennem imponerende kompositioner fører lytteren gennem en på samme tid melankolsk, smuk, mørk, atmosfærisk og spirituel musikalsk rejse.

For første gang er det også på dette album, at Neige ikke er eneste musiker, hvilket har en meget stor indflydelse på musikkens lydbillede. Den franske trommeslager Jean Deflandre, bedre kendt som Winterhalter, der tidligere udelukkende fungerede som livemusiker for Alcest, sørger for en mere kantet lyd, da trommerne ligger langt mere fremme i mixet – og således får vi en plade, der er en perfekt blanding af ‘Le Secret’ og ‘Souvenirs d’un autre monde’; det rå og mørke er i smuk symbiose med det bløde og lyse.

Et altomgribende ocean af musikalske sensationer
‘Écailles de Lune’ følger på flere måder mange af black- og prog-metallens skabeloner, blandt andet ved lange udførlige og udviklende kompositioner, der strækker sig langt over almindelige sanges gennemsnitslængde. De første to sange, der er navngivet efter albummet i en første og anden del, er absolut ingen undtagelse.

Førstehåndsindtrykket af ‘Écailles de Lune – Part 1’ er med et metallisk og råpoleret guitarlyd, der har langt mere personlighed end Alcests tidligere udgivelser. Guitaren er for alvor fremme i lydbilledet og er den primære skaber af atmosfære i nummeret, der alligevel er introvert. Den akkompagneres af Neiges lyse vokal og korarrangementer. To tredjedele inde i sangen afbrydes sangens form, der tager en melankolsk og ensom drejning med et stille guitarsolo, der pludseligt bryder ud i blastbeats og et lydinferno, som stadig præges af en eventyrlig og fantastisk stemning.



Alcest mestrer balance og kohærens mellem lys og mørke. I ‘Écailles de Lune – Part 2’ tager Neige musikken videre, hvor sangelementerne bliver mere opdelte og kontrastfyldte i deres udtryk, og hans vokal bliver taget til ekstremerne, hvor både en klassik black metal-skrigevokal og fe-sang får lige meget plads.

Den musikalske udvikling kulminerer i albummets helt store mesterværk, hvis ikke også hit, ‘Percées de Lumière’, der til forskel fra pladens første numre er baseret på en mindre kompliceret og varieret komposition, som læner sig mere op ad almindelige sangstrukturer og er lettere tilgængelig for lytteren. Alligevel emmer sangen af  kvaliteter, der er anderledes end tidligere, forstået således, at den har en lettere musikalsk tilgang, hvor træk fra tidligere numre bindes sammen til en større helhed, der rammer essensen af Alcest – et sublimt lydunivers. ‘Percées de Lumière’ er et pragteksemplar på guitarens og vokalens samspil og kontrast eller komplementering, der i sangen illustreres ved en gennemgående lys shoegaze-præget instrumentdel anført af skrigevokaler, der mod slutningen udvikler sig til et smukt og let korarrangement, der supplerer sangens karakteristiske guitarriff.



En anden måde, hvorpå Alcest mestrer kontraster, er de udtryksfulde stemninger, der kommer frem via musikken. ‘Percées de Lumière’ bliver efterfulgt af en instrumental passage skrevet og spillet af Fursy Teyssier fra Les Discrets, ‘Abysses’, der oversat fra fransk betyder “dybhavet”, trækker alle de positive følelser, man tidligere blev smittet med, med sig ned i dybet i en dronet, kold, mørk og mystisk lydkollage, blot for at blive trukket op til overfladen igen af ‘Solar Song’.

Neiges guddommelige skønsang og flerstemmige vokalarrangement fører projektets første engelsksprogede nummer i et lyst hav af distortionprægede guitarer og bløde trommer. Nummeret er især interessant på grund af dets på én gang distancerende og imødekommende tilgang til black metal. ‘Solar Song’ er det stik omvendte af den omstridte genre i atmosfærisk udtryk og virkemidler; alt det, der måtte anses som negativt og mørkt ved black metal, vender Alcest i denne sang på hovedet for at bevise, hvor langt black metallens kerne kan strækkes.



‘Écailles de Lune’ sluttes af på exceptionel manér med en musikalsk fortolkning af digtet ‘Sur L’Occéan Couleur de Fer’ skrevet af den franske forfatter Paul-Jean Toulet. Sangen er en rejse gennem et melankolsk, koldt, sørgmodigt og desperat lydlandskab, hvorigennem Neige med sin normale sangstemme synger digtet og gradvist tilføjer dimensioner og detaljer gennem skønsang. Således bygges sangen stille og roligt op mod en mere håbefuld atmosfære – en åbenbaring – der ender ud i en afslutning af en anden verden.


   
Albummet gør sig også ekstraordinært ved dets røde tråd og tema om havet, der er gennemtænkt ned til mindste detalje. Allerede ved at kigge på coverartet, som Fursy Teyssier har bidraget med, ved man, hvad der venter – en port ind til et andet univers, der både er spirituelt og naturtro, melankolsk og smukt.
I det flerdimensionelle billede er havet og nattehimlen integreret i hinanden som en metafor for den dybde, der er i musikken. Brugen af blålige farvenuancer, der holder til i den kolde ende af farvespektret, komplimenteres af den beroligende måne og dens skær, der henleder fokus på den havfrue, der læner sig ind over en sovende mand og omfavner ham med sit lange hår.

Det er tydeligt, at Neige har et meget tæt og intimt forhold til havet, som er projekteret til et album, der i dets skønhedhedsdyrkelse stadig har en relation til Neiges underjordiske barndomsminder, som ‘Souvenirs d’un autre monde’ er dedikeret til.

Den ukendte genreudvikler og grænseafsøger
Jamen, er Alcest overhovedet metal? Det er en lang diskussion, men der er ingen tvivl om, at ‘Le Secret’, og ikke mindst Neiges medvirken i det højreorienterede black metal-band Peste Noire, var med til at sætte Alcest på det franske black metal-kort og dermed placere musikprojektet på metalscenen. Til trods for, at hans senere udgivelser har black metal-elementer i sig, er det ikke en garanti for, at Alcest overhovedet ville blive sat i sammenhæng med metal, hvis hans første udspil ikke havde været rendyrket atmosfærisk black metal.

Neiges unikke evne til at inkorporere andre genreelementer ind i black metallen på en så overbevisende og ikke mindst innovativ manér, og så oven i købet på en meget lettilgængelig og tilsyneladende ubesværet måde, var på daværende tidspunkt bestemt ikke noget, som mange bands gjorde sig i.

Jovist, Ulvers debutplade ‘Bergtatt – Et eeventyr i 5 capitler’ fra 1995 er et pragteksempel på en anderledes tilgang til black metal, men musikken var i sin kerne stadig fuldstændig tro mod genren, og man er ikke i tvivl om genrebetegnelsen, når man lytter til pladen; her er det stik modsatte tilfældet med Alcest.

Projektets æstetik adskiller sig også gevaldigt den gængse black metal-tradition, selvom der i coveret på ‘Écailles de Lune’ er skovillustrationer, der også er en almen praksis i sortmetallen – men det er vist også det eneste. Det meste af projektets artwork har altid på den ene eller anden måde haft en eventyrlig og smuk karakter, selv på ‘Le Secret’, hvor Neige heller ikke på andre punkter har prøvet at passe ind i black metal-miljøet og er gået langt udenom genrens æstetiske kendetegn som eksempelvis corpse paint. Endnu engang skal det påpeges, at det ikke er, fordi Alcest i sig selv har været komplet nyskabende på det plan; USBM-scenen er netop kendt for at gå uden om genrens æstetiske præmisser, hvor bands som eksempelvis Wolves in the Throne Room, ligesom Alcest, har fokuseret på det naturlige og poetiske, hvilket de gjorde, nogle år før Neige gjorde sig bemærket med Alcest i den brede musikscene.

Selvom ovenstående pointer kunne siges at taleimod Alcests rolle i metalhistorien, har den amerikanske black metal-scene indtil for nyligt været ret isoleret, og at de europæiske bands, der på den ene eller anden måde har gradbøjet black metallens regelsæt, typisk har inddraget folkloristiske eller nationalromantiske elementer i musikken, hvorfor de som sådan ikke har haft en større indflydelse på den overordnede black metal-scene – eller i hvert fald ikke har været med til at åbne den for ikke-metalrelaterede genrer.

Og det specielle ved Alcest er netop, at musikken og æstetikken appellerer til en bredere skare af musiklyttere, der ad den vej er blevet introduceret til en af metallens absolut mørkeste og mest lukkede genrer. Neige vendte alt ved black metallen på hovedet og viste, hvor rummelig den kan være, og i endnu højere grad hvor meget den kan udvides. Den brede musikscene tog imod musikken med åbne arme, der blev rost til skyerne af prominente alternative musikmedier.

Alcest banede således vej for alle de bands, der kan siges karakterisere den moderne black metal-scenes tredje bølge. Uden Alcest havde bands som Deafheaven aldrig oplevet så stor succes eller accept.