WOA '19: Ko-punk på højniveau

67838660_2559494690767764_6975689769661497344_o

D-A-D var tilbage på tysk muld i storformat og blødte isen op efter Slayers exit med nye som gamle numre og sprudlende humør.

Kunstner
Spillested
Dato
02-08-2019
Genre
Karakter
5

Det er ikke første gang, D-A-D har gæstet Europas største metalfestival, der i år kunne skrive 30-årsjubilæum på plakaten. Ikke at et jubilæum gør nogen særlig forskel for tilstrømningen til den populære publikumsmagnet, der efterhånden kan melde næste års festival udsolgt per rutine dagen efter, de sidste biler har forladt campingområdet. I år tog det 21 timer. Bum.

Når publikum er loyale, er det også fordi de ved, at der altid er noget at komme efter, og hvis navnene på plakaten ikke skulle være god nok i sig selv, er der altid sammenholdet, den familiære stemning og intimitet med byen Wacken samt hele den atmosfære, som arrangørerne er misundelsesværdigt gode til at skabe.

På dette tredje runde jubilæumsår var der skruet godt op for sidstnævnte – mere om det i torsdagens reportage, som du kan læse her.

I relation til D-A-D var det vældig festligt, at man i presseteltets arbejdsområde havde sat en del gamle festivalplakater op som pynt. Her fandtes såmænd plakaten for festivalens (påståede, hvis jeg ellers regner rigtigt) fem-års-jubilæum i 1995 med D:A:D som hovednavn ved siden af Tiamat. Og Pretty Maids og Morgoth lige nedenunder. Få måneder før var deres femte studiealbum, ‘Helpyourselfish’, kommet til verden, og det var i denne sammenhæng, bandnavnet første gang blev skrevet med kolon mellem versalerne.

Det er 25 år siden og dermed temmelig surrealistisk, når man nu selv ikke er blevet en dag ældre!

IMG_20190802_221801289.jpg

Sprælske drengerøve
Efter D-A-D’s demonstration på Louder Stage, der indtil for få år siden var bedre kendt som Party Stage eller den tredje hovedscene tyder heller intet på, at de fire er mærket af tidens tand. Stig Pedersens bukser er fortsat stramme som varm tjære på asfalt, og deres seneste album ‘A Prayer For The Loud’ er lige så sprødt og friskt, som da de slog igennem for 30 år siden. Nu trods alt modnet af livserfaring, men på ingen måde blottet for hverken signaturlyden, rivende riffs eller lyden af dansk ko-punk.

Det var netop fra dette seneste album, D-A-D åbnede op for over en time i fremragende musikalsk – og nostalgisk – selskab. Man skulle ellers mene, det var en hardcore tjans at spille lige efter Slayer, der efterlod pladsen foran hovedscenenen med et berørt publikum, der i stilheden efter stormen først dér var ved at begribe, at de havde set Slayer for sidste gang. Nogensinde. Vakuummet var til at føle fysisk, og de få minutters changeover mellem koncerterne bestod af en mat sjokken fra Harder Stage til Louder lige ved siden af. Eller modsat i retning mod Faster-scenen, hvor Opeth ville gå på på samme tid.

Ikke desto mindre gik D-A-D til opgaven med frejdig dansk optimisme. Setuppet på scenen var dagligstuen, som vi husker den fra ‘Bad Craziness’-vidoen (1992), i liveudgaven flankeret af et par overdimensionerede højttalere, fuldstændig som på teenageværelset. Energien var derefter; det var som at se fire drengerøve med deres første knallert.

Det nye album i front
Energien blev omsat med især Stig Pedersens sans for showmanship, der supplerede et totalteater med distortion. Som minutterne gik, stod det også klart, at D-A-D er et band, hvis musik holdes sammen af fælles indsats. Alle har og tager deres plads og giver den lige så gladeligt til bandkammeraten med rettdiig omhu.

Koncerten tog sin start med ‘Evil Twin’ og ‘Burning Star’ fra maj-udgivelsen ’A Prayer For The Loud’, som fik pæne ord med på vejen her på Devilution, og trods publikum endnu ikke har taget det nye til sig på samme måde som afholdte klassikere, hjalp de stemningen godt på vej. ‘Bad Craziness’ forløste genkendelsens glæde og fællessang, og de nye numre holdt vand på scenen, hvilket var en fordel, eftersom de havde taget en del af dem med.

Og så var plæneklipperen ellers i gang med fuldt gennemløb fra skær til benzintank. Snart var Jesper oppe og stå på sofaens høje armlæn, Stig svævede som en overlegen raket her og der med snart den ene fede bas, snart den anden, og Sonne smed stikkerne helt til vejrs, så snart lejligheden bød sig. De kunne have gennemført koncerten med den halve energi og stadig have gået derfra med stor respekt fra de mange fremmødte. I stedet blev det en glædelig forening mellem band og publikum, der var mødt talstærkt op.

Trods sin mere afdæmpede approach skal Jacob Binzer også have sin fortjente omtale. Der blev plads til solo yderst på scenekanten og et skævt smil hist og her, og så ved man faktisk, at lillebror Binzer har en god aften, selvom han har overladt til Stig at stå for sjove instrumenter, kostumer og skulderpuder, og han brænder igennem på sit instrument, trods at den overvejende publikumskontakt er begrænset og indadvendt.

I midten af sættet var det, som om den første genkendelsens glæde havde lagt sig, og blandt andet numre fra debuten og senere ‘I Want What She’s Got’ fra det sidste album ‘DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK’ gav publikum en pause i konstant stampende fødder.

Tysk og ild!
Frontmand Jesper Binzer var i særligt hopla, og selvom han startede koncerten med at erklære, at han kun kunne sige en eneste sætning på tysk – og at han lige havde sagt den – padlede han muntert igennem resten af begivenheden på Germanish, hvis det er betegnelsen for dansk-tysk i skøn forening. Det tog kegler hos vort broderfolk, der lod til at forstå det meste – eller var høflige nok til at lade som om. 

Bedst som der var lidt stilstand i begejstringen, var det blevet den tid på aftenen, hvor Laust Sonne med Jesper Binzers hujen som en anden cheerleader (eller måske pyroman in spe?) blev opfordret til at stikke ild på sit trommesæt. Det var han ikke for fin til. Til alt held havde de valgt, at han lige der skulle gå frem på scenen til et supplerende sæt, der var sat op for spasens skyld. Og SÅ blev der spillet trommesolo og stukket ild til tønderne, og den tykke røg bølgede lystigt op under sceneloftet et par numre efter. Ganske i sædvanlig stil, kan man fristes til at sige, om man har set det før.

Det bliver det ikke mindre virkefuldt af. Ligesom koncertens sidste nummer heller ikke blev mindre virkefuldt af, at man har hørt det hundrede gange og vidste hvornår, den ville komme et cetera et cetera. Men ‘It’s After Dark’ er simpelthen en god sang i al sin enkelhed:

God og rørende at slutte af på, perfekt at gå hjem på i Wackens nattemørke. Tak for festen, D-A-D!

(Foto: D-A-D's Facebook)