WOA '19: Torsdag

IMG_20190802_132032662
IMG_20190802_132736117
IMG_20190802_132936847
IMG_20190803_140132929
IMG_20190802_221433553
IMG_20190801_200953504 kopi

Ankomstdagen var travl med især mindeværdigt onde oplevelser på teltscenen fra Dark Funeral og Necrophobic, mens Airbourne og Testament som vanligt tog stikket sikkert hjem, og Sabaton spillede på to scener samtidig

Spillested
Dato
01-08-2019
Koncertarrangør

”Wooohoooo!”. En uoverskuelig mængde rygsækbebyrdede festivalgængere bliver centrifugeret helt op ad ruderne i den fyldte shuttle-bus, der netop er kørt fra Itzehoe mod The Holy Land, som festivalpladsen også kaldes. Buschaufføren har taget et par ekstra runder i en rundkørsel i alt for høj fart, så kvalmen indfinder sig hos de fleste, og han morer sig kosteligt – lidt spaß må man vel også have på den post, bare en gang imellem? 

For en gangs skyld var det ikke lykkes at koordinere kørsel, så to ud af en delegation på i alt tre havde taget tog fra København. Seks timer tog det fra Hovedbanegården til Itzehoe og derfra tyve minutter i en shuttlebus. Femogtyve med ekstrature i flere rundkørsler. Som sagt, woohoo.

Når onsdagen ikke dækkes, skyldes det slet og ret, at vi ikke kunne være til stede før nu.

Ondskab i Bullhead City Cirkus
Det er torsdag, og vi blæser ud på pladsen for at nå eftermiddagskoncerterne, der tæller mange stærke navne. Grundet gåtur fra hovedindgang til presse-check in til teltplads er klokken blevet kvart i Necrophobic. 

Forinden havde Vampire spillet på W.E.T, og selvom de har lånt lidt fra alle de seje og måske deraf kunne forventes at være en anelse udtærskede fungerer genren som oftest formidabelt live, så det var naturligvis en skam at misse koncerten.

Mens Testament bankede søm i på Louder Stage, fortrak nogle af os til Bullhead-teltet. Nordjevel, der i foråret gæstede Royal Metal Fest, er ved at runde af på W.E.T-scenen. Det stod klart fra første skridt ind i teltet, at der var gang i en brutal koncert uden pis. Publikum havde gløder i øjnene og fråde om munden. Der var ild blandt de nitteklædte, hurtigtspillende bandmedlemmer, og det norske flag kommer til slut på scenen og blev hyldet, som det sig hør og bør, når netop norsk black metal er på programmet. 

Hvor de på RMF blev beskrevet som ufrivilligt komiske i den tidlige spilletid, var Wackens teltscene en anderledes passende katedral som ramme om de bombastiske udladninger. Nordjevel er teatralsk, både i ørerne og visuelt, og det kan være en knivsæg at balancere på, når klichéerne truer som en malstrøm i den ene kløft og den totale beruselse befinder sig på den anden side. Nordjevel holdt sig (efter alt at dømme) på balancebommen for denne gang.

Grundet de gode og rigelige sceneplaceringer er der godt ti minutters hiven-frisk-ilt-ind mellem hver koncert på scener, der er placeret tæt på hinanden, dvs.  W.E.T og Headbanger, samt Harder og Faster.

Necrophobic er en favorit hos denne pennefræser, især for debutalbummet ‘The Nocturnal Silence’, og kort efter Nordjevel gik af scenen, tonede Necrophobic frem på dén ved siden af med åbneren ‘Awakening…’ fra netop debuten. Storladent allerede. Det var ikke det eneste minde fra hin tid, for selve stemmen fra ‘The Nocturnal Silence’, Anders Strokirk, var vendt tilbage til Necrophobic i 2014 og stod nu klar med lige så meget teatralsk pondus som monoton vokal. 

Der var ikke megen variation i struben på svenskeren, men hans væsen fyldte scenen godt ud. Og der blev stirret. Hold kæft, der blev stirret ondt! Fra sidste års udgivelse ‘Mark of the Necrogram’ fik vi både titelnummeret og ‘Tsar Bomba’, der allerede er en nyklassiker, som publikum brøler med på. 

Fra første anslag var der lidt mudder i lyden, og det skal nok være givet med den fart og kaotisk instrumenteren, som Necrophobic behersker, at det kan være svært for enhver tekniker at bringe alle nuancer i lydbilledet til klarhed. Foran scenen blev det uvæsentligt. Det var i al sin simpelhed et blast from the past, en mur af aggression, en malstrøm af ondskabsfuld musik lige til at forsvinde ned i, og med 'The Nocturnal Silence' som sidste nummer var oplevelsen fuldendt.

Australsk rock og fanboys
Med hjernen således godt ventileret var det blevet tid til en anden gammel kending. Airbourne leverer så godt som hver gang, og når humøret er med australierne, er de i en liga for sig. Således også på den store Faster-scene, der i år markerede sig positivt på flere parametre.

Wacken er fantastisk godt bygget op, både logistisk, i atmosfære og stemning, og selvfølgelig hvad lyd og lys angår. Hovedscenerne, der tidligere hed True Metal Stage og Black Stage, og som i 2017 blev omdøbt til Faster og Harder, er placeret sådan, at lyd og visuals kan supplere den samme koncert fra begge scener  og det blev en fed ramme om Airbournes medrivende hardrock. Lukkede man øjnene et øjeblik, var det kun Joel O'Keefes vokal, der røbede at det ikke var AC/DC, der stod på scenen. 

68537207_2540935626138164_5056771653950767104_n.jpgDevilutions nordjyske fyrtårn lod sig begejstre over Vltimas, mens Unleashed og Grave blev overset til fordel for en pause i presseområdet, hvor man bekvemmeligt nok kunne gå på fancy trægulv, oplade sin mobil og “skrive anmeldelser” (købe drinks).

Helt spildt var pausen ikke, for Dani Filth blev spottet og overfaldet til selfieopstilling. Det skulle senere vise sig, at ikke bare en, men hele to ud af tre udsendte inden for et urimelig kort tidsrum – men dog uafhængigt af hinanden – havde nedværdiget sig til sådan en gang fanboyisme og ladet Dani forevige sig med armen om dem. IMG_20190801_223313462.jpgTemmelig skægt, da vi fandt ud af det.

Apropros presseområdet havde arrangørerne som med så eget andet virkelig fat i noget, men ikke bare her. Overalt var der inspirerende detaljer, der indbød til nærmere udforskning og netop som man troede, man havde set det hele, dukkede endnu mere op.

Foruden at kunne dyrke gamle festivalplakater og se forskellige stålskulpturer, kunne man i presseteltet opleve en udstilling med malerier af albumcovers af kunstneren Eliran Kantor, der også var til stede til snak og signering af printede versioner. Her hang blandt andet covers fra Testament, Sodom og Bloodbath i deres oprindelige form, og det var simpelthen fantastisk at se i virkeligheden i stort format.

Foran Bullhead City Circus var en udstilling med stålskulpturer (se billeder øverst) kreeret af Giganten Aus Stahl af nogle af de kunstnere, der har gæstet Wacken gennem årene, bl.a. Lemmy, Alice Cooper, Doro og Ozzy Osbourne samt det tidligere kvægkranie, der har siddet mellem hovedscenerne og var udstillet ved jorden, så man kunne få en fornemmelse af proportionerne over scenen.
IMG_20190802_221403339.jpg
Sabaton havde annonceret koncert på begge hovedscener kl. 22, men der var uheldigvis noget, der trak os i en anden retning. De morderligt flinke mennesker, der gav os et lift hjem søndag – i øvrigt de ædle initiativtagere til et Copenhell Family meetup på festivalen tidligere på ugen – var yderst kompetente udi Sabaton-historik og var enige om, at koncerten havde været strålende, om end det med de to scener ikke havde fungeret så godt.

Og så kunne vi satme være på pletten, da Dark Funeral holdt messe i teltet på Headbanger Stage. Det mere end 25 år gamle svenske black metal-band sendte trykbølger gennem det fyldte telt og spillede med aggression og intensitet, så man ikke var i tvivl om, at de i hvert fald ikke var kommet for at danse. Et af årets højdepunkter, indeed. De er bare skarpe og nærværende live, som også på Sweden Rock sidste år, hvor vor anmelder var på pletten.

Klokken var blevet hen ad midnat og dagens sidste koncert blev med et blast fra fortiden, da Tom G. Warrior og band betrådte scenegulvet under titlen ’Hellhammer Performed by Tom Warrior’s Triumph of Death’.

Hellhammer eksisterede blot for en kort bemærkning i startfirserne for derefter at blive til Celtic Frost. Læs mere om Hellhammers indflydelse fra Peter Béliaths kompetente hånd her. Kun de mest sandfærdige backpatches blev spottet foran scenen i modsætning til den manglende kritiske sans for samme hos den hær af syersker, der formodet udgjorde Sabatons fanskare, hvis patches blev set snart alle steder på festivalpladsen. Mens 'Lords of Chaos'-filmen blev vist andetsteds, slog Hellhammer på midnatsgongen med et eftertrykkeligt brag.

Ankomststrabadserne havde gjort sit, og med syrerystende lår og ømme nakker ramte vi soveposerne efter en koncert, der ikke helt levede op til hypen. Men hvad helvede. Det var Hellhammer, og det var sejt.

Læs torsdagens anmeldelser her
Testament
Vltimas

IMG_20190803_194011029_kopi.jpg