Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Udbrændt legende skrabede bunden

Populær
Updated
_XTD8129
_XTD8260
_XTD8030
_XTD8072
_XTJ8510
_XTD8422
_XTJ8672
_XTD8088

71-årige Alice Cooper var mentalt lige så fraværende som den slidte stemme, da legenden faldt fra hinanden i Royal Arena. Latterlige guitarister, lortelyd og en sølle forsamling på et alt for stort spillested gjorde oplevelsen til en rendyrket tragedie.

Kunstner
Spillested
Dato
25-09-2019
Trackliste
1. Feed My Frankenstein
2. No More Mr. Nice Guy
3. Bed of Nails
4. Raped and Freezin'
5. Fallen in Love
6. Muscle of Love
7. He's Back (The Man Behind the Mask)
8. I'm Eighteen
9. Billion Dollar Babies
10. Poison
11. Roses on White Lace
12. My Stars
13. Devil's Food (instrumental)
14. The Black Widow (instrumental)
15. Steven
16. Dead Babies
17. I Love the Dead (band på vokal)
18. Escape
19. Teenage Frankenstein
Ekstra:
20. Under My Wheels
21. School's Out
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
1

Når man siden barnsben og igennem tre årtier har dyrket rock og heavy metal med en nærmest religiøs fanatisme, så er en af livets store smertefulde oplevelser at se ens gudebilleder krakelere på scenen. Ingen overgår Mötley Crüe, der leverede et historisk ringe freakshow på Sweden Rock Festival i 2015. Kiss var dog skræmmende tæt på at overvinde deres landsmænd i elendighed, da ikonerne slagtede deres danske eftermæle med en dilettantisk særforestilling i Horsens i 2017.

Godt nok var Alice Cooper ikke i topform, sidst han gæstede Danmark og leverede en middelmådig indsats med alt for mange ligegyldige covernumre på Copenhell i 2016. Men at den nu 71-årige legende skulle skrive sig ind i rækken af danske koncerttragedier, kom alligevel som et uventet chok. Især fordi der var lagt op til det modsatte med den forrygende sætliste, Alice Cooper spiller fast hver aften på den igangværende turné. Ingen langtrukne covernumre. Kun klassikere og en håndfuld af sjældne perler – såkaldte deep cuts – fra diskografien, der strækker sig over et halvt århundrede og næsten 30 studieplader.

Fra rebel til MTV
I den fantastiske dokumentar ’Super Duper Alice Cooper’ fra 2014 vælger instruktøren Sam Dunn at slutte filmen med Coopers comeback på Halloween 31. oktober 1986 – med god grund. ”Jeg var ved at skide i bukserne af skræk,” siger Alice Cooper selv i filmen om skæringsdatoen i karrieren, hvor han for første gang stod på scenen uden at være påvirket.

Utroligt nok. Alice Cooper med det borgerlige navn Vincent Damon Furnier lignede i starten af 1980’erne ikke et menneske, men et skelettyndt monster, der ikke burde have overlevet sit massive misbrug af alkohol og kokain. Men Cooper gjorde noget nær det umulige. Han vandt over dæmonerne. Vildmanden var fortid. Den clean og kommercielle superentertainer var fremtiden. 1970’ernes stribe af mesterværker bød på hard rock og horrorhistorier. Alice Cooper lød i det årti som soundtracket til forfatterens Edgar Allen Poes gyserfortællinger.

Cooper lagde ikke horrorkonceptet på hylden, da han gjorde comeback i 1986, men musikken var fremover ikke rebelsk rock, men derimod catchy heavy rock, der passede perfekt til MTV og radiostationer. Med ’Poison’ som den hellige gral i de sidste tre årtiers diskografi.

Fuldstændig fejlplaceret
Da de første toner til kæmpehittet blev slået an i Royal Arena, førte det til koncertens eneste jubeløjeblik, der i få sekunder afbrød aftenens gennemgående klosterstemning.

Når der ikke er den mindste form for kø til toiletter eller i baren til en heavy-koncert i Royal Arena, så siger det alt om, hvor malplaceret Alice Cooper var i den store bygning på Vestamager. Efter et halvt års billetsalg var der maksimalt 4.500 gæster, der havde indløst billet til showet. Derfor blev det afholdt i en nedskaleret opsætning, hvor scenen var rykket 50 meter længere frem, end når der er udsolgte koncerter med op mod 17.000 mennesker samlet. Den fremrykkede scene dræbte bare fuldstændig akustikken, så lyden konsekvent sejlede rundt i den halve arena.

Hvad fanden har arrangøren Live Nation egentlig forestillet sig?

Alice Cooper har aldrig været en gigant i Danmark. Han er legenden, der aldrig er blevet inviteret på Roskilde Festival, men i stedet har været forbi byer som Ballerup, Ringsted, Skanderborg og Sønderborg, når han ikke har gæstet hovedstaden med en håndfuld forrygende koncerter i KB Hallen. Og når nu den ikoniske sportshal på Frederiksberg er blevet genopbygget med en fantastisk akustik, så var det noget nær en dødssynd at placere Alice Cooper i en trist og halvtom arena, der bød på et støjhelvede og en 90 minutters fiaskoparade.

Musikalsk mareridt
”Welcome to Alice Coopers nightmare castle,” lød det fra speakerstemmen, før scenetæppet faldt præcis klokken 21.15. 

Og lige fra begyndelsen var det et musikalsk mareridt. Fra det øjeblik ’Feed My Frankenstein’ åbnede nedturen, var der problemer med Alice Coopers mikrofon. Stemmen faldt ud, og selv efter den tekniske udfordring var løst, forsvandt Coopers stemme helt af sig selv. Efter koncerten på Copenhell blev der på de sociale medier spekuleret i, om Cooper mon var forfaldet til at optræde med playback. Den spekulation kan vi godt mane til jorden. Alice Cooper bruger ikke playback – desværre, fristes man til at sige.

’Billion Dollar Babies’, ’I’m Eighteen’ og ’Poison’ blev serveret i nogenlunde hæderlige versioner, men ellers mumlede manden i midten sig modbydeligt gennem nummer efter nummer. For at kompensere for den tyndslidte – måske endda sygdomsprægede – stemme, valgte lydmanden at skrue helt op for Coopers mikrofon i lydmixet, så vokalen overdøvede orkesteret som en skærebrænder lige ind i skallen. 

Når ikke Cooper forsøgte at synge, så fægtede lydmanden med armene for at skrue op og ned for de tre guitarister, når de hver især kastede sig ud i endeløst ligegyldigt lir. Den primære leadguitarist, 32-årige Nita Strauss, udviser ingen forståelse for mesterværkernes sublime skæringer. Har man bare den mindste erfaring med at spille guitar, er det ingen kunst at spille hurtigt, hvis fingrene først er trænet i at glide op og ned på gribebrættet i en helvedes fart. At Strauss er kompetent i latterlig lir i stedet for lidenskabelige toner stod helt klart i ’Devil’s Food’ og ’The Black Widow’, der blev serveret i langtrukne, instrumentale versioner, der sluttede af med en håbløs trommesolo. Således endte altså oplevelsen af de to numre fra hovedværket ’Welcome to My Nightmare’ fra 1975, hvor Alice Cooper første gang introducerede lytterne for sit alter ego Steven – drengen, der er fanget i et mareridt, og som har spøgt i diskografien lige siden. Prøv bare at skrue helt op efter sidste nummer på ’Hey Stoopid’ fra 1991.

Maltrakterede halve versioner
Scenen bestod af en flot nok ruin i to etager, og Coopers alter ego fanget i mareridtet var udgangspunktet for sceneshowet, der kulminerede med netop ’Steven’, hvor Cooper dukkede op på scenen – efter det ulidelige optrin med guitarlir og trommesolo – iført spændetrøje og på vej i guillotinen. Med de melankolske klavertoner og Coopers sørgmodige stemme er ’Steven’ en af bagkatalogets milepæle. Kiss havde såmænd også lyttet med, da de året efter 'Steven' udsendte kæmpehittet ’Beth’ i 1976.

Da Cooper kom ind i spændetrøjen blev det store moment øjeblikkeligt sendt til tælling. Der var ingen musiker på klaver. Heller intet backtrack, men i stedet en Nita Strauss, der satte sig i højre side af scenen på trappen op til anden etage af ruinen og fuldstændigt uden passion kastede sig ud i ’Steven’ på guitar.  Fortolkningen var på ingen måde hørbar, i det øjeblik Cooper satte ind med vokalen, og oplevelsen af ’Steven’ næsten udelukkende bestod af legendens skrantede vokal.

Den deprimerende seance varede heldigvis kort, for hvad der på papiret skulle have været højdepunkterne, kom som maltrakterede misfostre i halve versioner. Således er det muligt at have en sætliste med tyve numre fremført på 90 minutter. ’My Stars’, ’Steven’, ’Dead Babies’ og ’I Love the Dead’ (med bandet på fællesvokal i stedet for Cooper) kom i de her forskruede halve udgaver, der slående sugede enhver næring ud af oplevelsen, der var ligeså fattig på indlevelsen.

Totalt fraværende frontmand
I sidste måned stod King Diamond i KB Hallen. Danskeren har aldrig lagt skjul på, at Alice Cooper har været karrierens største inspiration. 63-årige King Diamond leverede ikke bare en koncert med fuld af overskud under numrene, men også imellem dem, når han med oprigtighed udbrød ”Sådan skal det fuckin’ gøres” eller ”Hold kæft, hvor var det fedt!”

King Diamond var høj. Alice Cooper bare sløj.

Det 71-årige krakelerede ikon vraltede rundt på scenen og vrikkede med hofterne, når det gik vildt for sig. Ikke et ord til publikum mellem numrene. Ingen kontakt. Ingen begejstring. Ingen indlevelse. Intet nærvær. Det var som at sidde på en provinsbodega en trist onsdag aften og se en koncert med en afdød skikkelse i form af et hologram igennem en skrantende Skype-forbindelse. Men det var næppe Alice Coopers svanesang i Danmark.

Han er for tiden aktuel både med nyt i eget navn, ep’en ’Breadcrumbs’, og med supergruppen Hollywood Vampires. I starten af næste år udkommer han med sin 28. studieudgivelse. Alice Cooper skal nok komme igen. Sikkert i KB Hallen. Og sikkert igen ligbleg og intetsigende. Sørgeligt nok.