Ukuelige Cooper skrev ikke historie
Populær
Alice Cooper kom forrygende fra start, men kørte den for kedeligt og sikkert hjem med et festivalsæt, hvor tiden blev spildt på solo-lir og overflødige covernumre.
2. No More Mr. Nice Guy
3. Under My Wheels
4. Billion Dollar Babies
5. Woman of Mass Distraction
6. Poison
7. Halo of Flies
8. Feed My Frankenstein
9. Ballad of Dwight Fry
10. I Love the Dead
11. Pinball Wizard
12. Fire
13. Suffragette City
14. Ace of Spades
15. I'm Eighteen
16. School's Out
17. Elected
1986. Efteråret i USA. Alice Cooper har stort set ikke spillet en koncert i fem år. Druk og især kokain har næsten kostet ham livet i starten af årtiet. Kulminationen på det misbrug, der tog fart, da chok-rockeren fik sit gennembrud i starten af 1970’erne med det band, han delte navn med, og som han i 1975 gik solo fra.
I tre årtier har Vincent Damon Furnier holdt afholdenhedens fane højt. Det ses. Det høres. Modsat de jævnaldrende ikoner fra den hårde musiks første genration er den 68-årige Alice Cooper i langt bedre form end Ozzy og især Lemmy.
Langt om længe stod legenden så på Copenhell. Ikke siden festivalen så dagens lys har han været i landet – af alle steder Randers i 2010.
Som torsdagens hovednavn kom han så endelig ind foran de gæster, hvor begge parter var i rette element. Stemmen fra filmhistoriens væsentligstes horror-skuespiller, Vincent Price, sivede hypnotiserende ud fra hovedscenens hær af højttalere.
Til Vincent Princes stemme åbenbarede Alice Cooper sig på scenen indviklet i en sort kutte og startede aftenens forestilling med ’Black Widow’ fra solokarrierens debut ’Welcome to My Nightmare’ i 1975, hvorpå den legendariske afdøde skuespiller medvirker.
Det var annonceret for længe siden, at Cooper ville tage på sommerens turné i en old school-version. Jovist, der blev efter en halv time plads til comeback-hittet ’Poison’ fra 1989 og lidt senere klassikeren ’Feed My Frankenstein’ fra den efterfølgende plade i 1991, oprindeligt indspillet af Zodiac Mindwarp and the Love Reaction.
Begge dele gik rent ind hos publikum. Især ’Poison’, hvor band og publikum hoppede i indforståethed. Fyld for de fans, der i stedet fik fortidens forrygende fortællinger. Så mange fik vi desværre bare ikke.
Copenhell fik i stedet et sikkert festivalsæt, hvor megen af tiden blev spildt. Det startede ellers noget nær suverænt.
Fra åbneren kom klassikerne i et trekløver, ’No More Mr. Nice Guy’, ’Under My Wheels’ og ’Billion Dollar Babies’ – forrygende leveret af Cooper, der smed den sorte kutte og trådte ud på podiet og førte os igennem numrene med rutineret og sikker hånd – som altid med en sabel med pengesedler på spiddet i hånden under ’Billion Dollar Babies’. Og kompetent og stilsikkert flankeret af sin trommeslager, bassist og tre guitarister, hvor særligt Nita Strauss som altid viste, at køn ikke gør en forskel.
Den blonde og 29-årige guitarist er for vild. Ditto er de øvrige musikere på scenen. De sætter ikke en finger forkert. Heller ikke selv om de har meget tid alene. For meget tid alene. Efter både ´Woman of Mass Distraction’ og ’Halo of Flies’ – perler på sætlisten – fik den for meget af det gode med guitarblær og trommerundgang. Tilrettelagt så Cooper kunne komme ud bagved og skifte til de velkendte indslag, som da hovedet blev kappet af mellem ’Ballad of Dwight Fry’ og ’I Love the Dead’. Sådan skal det være. Men sådan bør det ikke være med de efterfølgende fire covernumre af The Who, Hendrix, Bowie og Mötorhead.
De kunne sagtens have været undværet. Erstattet af en håndfuld de mange geniale skæringer, manden har lagt navn til igennem snart 50 år. Hvis pusten først røg ud af koncerten under de lange showoffs fra musikerne, stoppede showet helt med at trække vejret under de fire covers. Så selv ’I’m Eighteen’, ’School’s Out’ og afslutteren ’Elected’ hverken føltes eller lød som det, de er – genistreger fra en af de største, der kom forbi Copenhell som mere middelmådig end mastodontisk.